Skoleindskrivning

Rødovre Kommune byder jer og jeres barn velkommen til skolestart på en af kommunens folkeskoler.

Skoleindskrivning 2024/2025

Rødovre Kommune byder jer og jeres barn velkommen til skolestart på en af kommunens folkeskoler.

Indskrivningen til børnehaveklasse foregår i ugerne 45, 46 og 47, og forældre til kommende skolebørn vil modtage nærmere information i e-boks, når tiden nærmer sig. I perioden vil linket til den digitale indskrivning være synligt her på siden, hvor indskrivningen foregår digitalt ved brug af MitID.

Rødovres seks almene folkeskoler er overgået til at have et fælles skoledistrikt. Det betyder, at børnene ikke længere har en bestemt distriktsskole. I stedet fordeles børnene efter fire politisk besluttede fordelingskriterier samt forældrenes skoleønsker. Læs mere om baggrunden for det fælles skoledistrikt her: Rødovre Kommune:  Skoledistrikter (rk.dk)

Alle skolerne holder informationsmøder, hvor man kan få mere information om den enkelte skole – se datoer og tider herunder. Hvis skolerne har en dagsorden for informationsmødet, kan den findes på skolens egen hjemmeside.  

Valhøj Skole
Mødet er for både børn og forældre
Mandag d. 6/11 kl. 16.30-18.00

Nyager Skole
Mødet er for forældre
Tirsdag d. 7/11 kl. 17.00-18.00

Rødovre Skole
Mødet er for forældre
Onsdag d. 8/11 kl. 17.00-18.30

Islev Skole
Mødet er for forældre
Torsdag d. 9/11 kl. 16.30-17.30

Tinderhøj Skole
Mødet er for forældre
Tirsdag d. 14/11. Kl 17.00-18.30

Hendriksholm Skole
Mødet er for forældre
Onsdag d. 22/11 kl. 17.00-18.00

Spørgsmål og svar om skoleindskrivning

Fold alle ud

Hvordan foregår indskrivningen til skole?

Skoleindskrivningen foregår digitalt med MitID. Indskrivningen til skoleåret 2024/2025 foregår i uge 45, 46 og 47. I perioden vil der ligge et link her på siden til den digitale indskrivning. Forældre til kommende skolebørn vil modtage brev i e-boks i uge 44 med nærmere information.

Hvis dit barn skal starte på en privatskole eller en folkeskole uden for Rødovre Kommune, skal det oplyses til Rødovre Kommune via den digitale skoleindskrivning. 

Er der en vejledning til indskrivningen?

Ja, for der er et par ting, man skal være opmærksom på i det digitale indskrivningsmodul.

Selve indskrivningen foregår her på siden, hvor der i indskrivningsperioden vil være et link, som skal tilgås med MitID. Man kan logge ind flere gange i perioden og ændre i sin indskrivning.

Hvis I ønsker en folkeskole i Rødovre, skal I vælge ’Anden folkeskole end distriktsskolen’. Herefter skal I ønske op til tre skoler i prioriteret rækkefølge. Når indskrivningen er slut, fordeles børnene, hvorefter I får besked i e-boks om optag.

Forældre opfordres til at gøre brug af de tre skoleønsker, så man har så stor indflydelse på skolevalg som muligt i tilfælde, hvor det ikke er muligt at få opfyldt alle skoleønsker. Fordelingen sker efter de politiske besluttede fordelingskriterier, og man har derfor ikke en større chance for at få en bestemt skole ved at ønske den samme skole mere end en gang. Det er kun, hvis man ønsker en skole, hvor der i forvejen går søskende (op til og med 8. klasse), at man blot behøver at ønske én skole pga. søskendegarantien.

I kommentarfeltet er det muligt at skrive en besked til skolen, fx ønske om spor. Derudover er det i kommentarfeltet, at man skal skrive, hvis man har sammenbragte søskende på en skole.

Hvis jeres barn skal starte på en privatskole, skal I vælge ’Privatskole’ og angive, hvilken privatskole der er tale om. Vær opmærksom på, at dette blot er information til Rødovre Kommune, og at selve indskrivningen skal ske direkte hos den ønskede privatskole.

Hvis I ønsker en folkeskole uden for Rødovre, skal I vælge ’Anden folkeskole end distriktsskolen’ og angive, hvilken folkeskole uden for Rødovre, der er tale om. Det kan fx være, hvis I fraflytter Rødovre inden skolestart. Vær opmærksom på, at dette blot er information til Rødovre Kommune, og at selve indskrivningen skal ske direkte hos den ønskede skole/kommune.

Hvordan fordeles børnene på skolerne?

De seks folkeskoler i Rødovre har fælles skoledistrikt, og forældre kan afgive op til tre skoleønsker.

Hvis det ikke er muligt at opfylde alle ønsker, optages børnene efter følgende politisk besluttede fordelingskriterier:

  • Kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner
  • Søskende til elever på skolen har ved indskrivning til 0. klasse ret til optagelse på den samme skole. Søskendegarantien omfatter børn med bopæl i Rødovre Kommune.
  • Alle børn er sikret plads på en skole indenfor 2 km.
  • Det tilstræbes, at den samlede skolevej er kortest mulig.

Er der søskendegaranti?

Ja, sammen med det fælles skoledistrikt er der indført søskendegaranti. Ved indskrivning til børnehaveklasse har søskende med bopæl i Rødovre Kommune ret til optagelse på den samme skole som deres ældre søskende. Søskendegarantien omfatter også halvsøskende og sammenbragte søskende, som deler bopælsadresse. Søskendegarantien forudsætter, at børnene vil have skolegang samtidig. Det betyder, at søskende, der på tidpunktet for skoleindskrivning går i 9. klasse ikke er omfattet, da de vil have færdiggjort deres skolegang, når den mindre søskende starter i børnehaveklasse.

Hvornår får man besked om skoleoptag?

Når indskrivningen er overstået, bliver alle børn fordelt ud fra ønsker og fordelingskriterierne. Når fordelingen er på plads, sender skolerne informationsbreve ud til forældrene til deres kommende elever. Det forventes, at brevene sendes ud ultimo januar 2024.

Hvad gør man, hvis man ikke har fået tilbudt en af sine ønskede skoler?

Det er i alles interesse, at så mange ønsker som muligt kan imødekommes. Hvis man ikke har fået en af sine ønskede skoler, kan man henvende sig til den ønskede skole og blive skrevet på venteliste. Hvis der opstår en ledig plads inden skolestart, vil man blive kontaktet af skolen.

Hvad gør vi, hvis vi ikke er enige om skolevalg?

Forældre, der ikke er enige om skolevalg, men som begge har fælles forældremyndighed, skal kontakte Skoleafdelingen. Hvis der ikke kan opnås enighed, vil forvaltningen tildele en skole, som ligger inden for 2 km. afstand fra bopælen, som har ledige plads. 

Læs også

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider