Rødovre Musikpris 2024 går til Jonas Frølund

03/01-2024

Et kæmpe talent, som udforsker og udfordrer sit instrument og den musik, han spiller. Sådan beskrives klarinettist Jonas Frølund, der nu kan kalde sig vinder af Rødovre Musikpris 2024.

Jonas Frølund får prisen for at være en blændende klarinettist med en enorm teknisk kunnen. Han mestrer alle klarinettens traditionelle sider og kan som en dygtig klassisk klarinettist få sit instrument til at klinge, så f.eks. Mozarts berømte klarinetkoncert kan røre enhver lytter til tårer. Jonas Frølund er noget helt for sig selv, og han formår at bringe sit instrument nye steder hen.

”Med Rødovre Musikpris ønsker vi at støtte en videreudvikling inden for dansk musikliv. Netop i den ånd tildeler vi i år prisen til Jonas Frølund. Han er en musiker, som lægger sig i selen for altid at stille nye spørgsmål og derfor altid finder spændende svar. Jonas Frølund er konstant på jagt efter udfordringer, nuancer og historier og brænder for stærk formidling. Derfor er han også en kilde til inspiration for mange. Jeg håber, at vi med denne påskønnelse kan være medvirkende til, at han fortsætter sit arbejde og sin musikalske udvikling,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen om den nyslåede prismodtager.

30 år med Rødovre Musikpris

Jonas Frølund har ved flere lejligheder haft fornøjelsen af at spille med Rødovre Concert Band, og når musikprisen traditionen tro uddeles i Viften, kan prismodtageren endnu en gang spille med Rødovres harmoniorkester. Det sker søndag den 7. januar 2023 kl. 15, hvor Jonas Frølund giver publikum en smagsprøve på sit store talent ud i den traditionelle folkemusik og over i den eksperimenterende moderne musik. 

"Jeg er dybt taknemlig over at være blevet tildelt Rødovre Musikpris 2024. Jeg ser det som en stor anerkendelse og et skulderklap, og det giver mig stor motivation for at arbejde videre i mine forskellige spor og fortsætte med at være nysgerrig og udfordre mig selv. Tusind tak til priskomitéen, til Rødovre Kommune og til Rødovre Centrum," siger Jonas Frølund.

For Britt Jensen er nytårskoncerten et højdepunkt, og årets koncert bliver ud over det sædvanlige.

”Nytårskoncerten i Rødovre er en helt særlig tradition. Udover at byde på et meget fornemt program, så er det også her, vi overrækker Rødovre Musikpris – som i år har jubilæum. Rødovre Musikpris fylder faktisk hele 30 år. Vi kan godt være stolte af, at vi i Rødovre har været med til at støtte unge talenter i dansk musikliv så længe. Det er ganske imponerende”, siger borgmester Britt Jensen.

Blandt de tidligere prismodtagere er navne som Vicky Singh, Kira and the Kindred Spirits, Teitur, Rezwan Farmi samt sidste års prismodtager Lo Ersare, der åbner koncertåret i VEGA efter nytåret.

Årets prismodtager er udvalgt af en enstemmig priskomite bestående af obo- og træblæserprofessor Max Artved fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, prorektor Søren Kjærgaard fra Rytmisk Musikkonservatorium samt borgmester Britt Jensen, Rødovre Kommune, og marketingsdirektør Charlotte Andersen fra Rødovre Centrum. Det er Rødovre Kommune og Rødovre Centrum, der sammen står bag prisen.

 

FAKTA OM RØDOVRE MUSIKPRIS

Rødovre Musikpris uddeles i fællesskab af Rødovre Kommune og Rødovre Centrum. De bidrager hver især med 25.000 kr. 

Formålet med prisen er at påskønne en yngre udøvende musiker eller et orkester med et kontant beløb, som belønner og opmuntrer til en videre udvikling inden for dansk musikliv. 

Priskomitéen, der har udpeget årets vinder af Rødovre Musikpris, består af borgmester Britt Jensen, marketingsdirektør Charlotte Andersen fra Rødovre Centrum, professor Max Artved fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og prorektor Søren Kjærgaard fra Det Rytmiske Musikkonservatorium.  

Tidligere modtagere af Rødovre Musikpris: 
 
2023: Lo Ersare
2022: Christine Bernsted og Ramez Mhaanna
2021: Jacob Artved
2020: Stine Grøn
2019: Ventus
2018: Rødovre Concert Band
2017: Rezwan Farmi
2016: Joachim Becerra Thomsen
2015: Victor Koch Jensen
2014: Mads Christiansen
2013: Ida Kudo Høffding 
2012: Mathias Heise
2011: Aura Dione
2010: Vera Pantich 
2009: Kenny Aaberg Larsen
2008: Mette Damm
2007: Magnus Koch Jensen
2006: Vicky Singh
2005: Kira and the Kindred Spirits
2004: Teitur
2003: Haugaard & Høirup
2002: Maja Markert
2001: Nikolaj Znaider