Arbejdsmarkedsrelaterede hjælpemidler
Hjælpemidler
Du kan blive aflastet i hverdagen med hjælpemidler, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap. Kommunen låner ud gratis eller giver tilskud. Det kan fx være en kørestol, et høreapparat, et gangstativ, et særligt toiletsæde. Du kan også få tilskud til det, der kaldes forbrugsgoder, og som fx kan være personligt tilpasset fodtøj.
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler, hvis hjælpemidlerne i væsentlig grad:
- kan afhjælpe dig
- lette dagligdagen i dit hjem
- er nødvendigt i dit arbejdsliv
Du skal søge kommunen, inden du køber, og kommunen kan bestemme, hvilken leverandør du skal benytte dig af. Ved køb af særligt personlige hjælpemidler kan du vælge selv at købe det pågældende hjælpemiddel hos en anden leverandør og derefter få beløbet refunderet. Du kan dog højst få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet for.
Det er gratis for dig at låne hjælpemidlet af kommunen, og din personlige økonomi har ikke indflydelse på, hvor meget du kan få i tilskud. Tilskuddet er desuden skattefrit.
Er der tale om hjælpemidler, der er ordineret som led i en hospitalsbehandling, vil sygehuset normalt udlevere dem til låns.
Tilskud til høreapparat
Når det drejer sig om høreapparater, kan du vælge, om du selv vil købe et apparat eller få det via det offentlige. Vælger du at købe det selv, kan du få et tilskud på op til 6.230 kr. (2010). Tilskuddet gives per høreapparat. Du kan også få tilskud til batterier og vedligeholdelse af høreapparatet.
Med mindre du med tiden får en meget dårligere hørelse, kan du kun få tilskud én gang inden for en periode på fire år. Du skal søge om tilskud, før du køber apparatet, og den private leverandør skal være godkendt af kommunen.
Tilskud til forbrugsgoder
Du kan få tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap. Din kommune skal yde støtte til forbrugsgoderne, hvis de i væsentlig grad kan afhjælpe dig, lette dagligdagen i dit hjem, eller hvis de er nødvendige, for at du kan udøve et erhverv.
Du kan ikke få tilskud til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx en almindelig seng, telefon eller tv, men du kan fx få tilskud til en opvaskemaskine eller en el-cykel, som du ikke ville have haft behov for, hvis du var fuldt funktionsdygtig.
Du kan få tilskud, hvis din udgift er over 500 kr. (2010). Tilskuddet udgør 50 procent af et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Hvis du grundet dit handicap behøver et forbrugsgode, som er dyrere end et almindeligt standardprodukt, betaler din kommune de nødvendige merudgifter.
Hvis forbrugsgodet udelukkende har til formål at afhjælpe dig grundet dit handicap, er det din kommune, som betaler anskaffelsesprisen. Hjælpen kan ydes som lån.
Din personlige økonomi har ikke indflydelse på, hvor meget du kan få i tilskud, og tilskuddet er skattefrit.
Tilskud til boligindretning
Hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap, kan du også få hjælp til indretningen af din bolig, så din bolig passer bedre til dig og dine behov. Det kan fx være sænkning af køkkenbordet, opsætning af særlige greb og lign.
Hvis din nuværende bolig ikke kan ændres i tilstrækkelig grad, kan din kommune yde hjælp til at dække de udgifter, der er forbundet med at finde en ny bolig til dig.
Tilskud til arbejdsredskaber
Har du brug for særlige arbejdsredskaber eller at få lavet mindre ændringer af indretningen på arbejdspladsen, kan du søge tilskud hos kommunen. For at få tilskud til denne type af hjælpemidler, skal de være afgørende for, at du kan klare dit arbejde.
Her skal du søge
Ønsker du at søge om tilskud til hjælpemidler, forbrugsgoder eller særlige boligindretninger, skal du søge hos kommunen. I mange kommuner kan du søge digitalt, og i alle kommuner kan du sende en udfyldt blanket.
Post og breve leveret til døren
Du har krav på at få din post leveret til døren, hvis du ikke selv kan tømme din postkasse på grund af funktionsnedsættelse. Kommunen og Dansk Blindesamfund kan hjælpe dig med at få dispensation fra de almindelige regler for aflevering af post. Du kan læse mere om ordningen på borger.dk.
Klagemuligheder
Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse, skal du sende din klage til kommunen inden fire uger. Kommunen har da fire uger til at genvurdere din sag.
Hvis kommunen fastholder den oprindelige afgørelse, skal kommunen sende klagen videre til det Sociale Nævn sammen med papirerne i din sag.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet(DUKH) kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude eller du føler dig uretfærdigt behandlet.
Du kan søge aktindsigt i dine sager hos kommunen, hos lægen og på hospitalets forskellige afdelinger. Læs mere på borger.dk om at søge aktindsigt.
Flere oplysninger
Hvis du ønsker flere oplysninger, kan du kontakte kommunen, læse mere på Socialministeriets hjemmeside, kontakte et af videnscentrene for handicap, se listen med hjælpemidler eller oversigten over hjælpemiddelcentraler på Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside.
VISO tilbyder gratis, landsdækkende specialrådgivning til borgere, når den rette ekspertise ikke findes i kommunen, og Center for Små Handicapgrupper rådgiver om de sjældne sygdoms- og handicapgrupper - færre end 1.000.
Mange handicap- og patientforeninger har socialrådgivere eller medlemmer, som kan informere og hjælpe. Paraplyorganisationen Sjældne Diagnoser har udviklet sociale profiler for Ehlers-Danlos, Prader Willi Syndrom og andre sjældne handicap og sygdomme.
Kommunefakta
I Kommunefakta - sociale forhold kan du blandt andet se den valgte kommunes udgifter til hjælpemidler mv. til personer med handicap.
- Du skal kontakte og søge kommunen om hjælp inden du evt. selv køber et hjælpemiddel eller laver ændringer i din bolig. Kommunen kan ikke give dig tilskud bagefter.
- Du skal forklare - evt. dokumentere - at du har et varigt handicap eller sygdom.
- Din personlige økonomi har ikke betydning, og du skal ikke betale skat af tilskuddet.
Rødovre Kommune
Social- og Sundhedsforvaltningen
Gunnekær 64
2610 Rødovre
Tlf: 3637 7000
rk@rk.dk - sikker e-post





