Bilag 3: Generelle bestemmelser for skolevæsenet, fritidsforhold og fritidsaktiviteter
3.1 Fritidsforanstaltninger i Rødovre Kommune
3.2 Skolefritidsordninger, café / væresteder, byggelegepladser og ungdomsklubber – optagelsesregler m.m
3.3 Almindelige bestemmelser
3.4 Generelle forhold for alle SFO
Bilag 3 omhandler områder vedrørende fritidsforhold og fritidsaktiviteter, som i henhold til folkeskoleloven skal fastlægges af kommunen, med mindre anden lov er nævnt.
3.1 Fritidsforanstaltninger i Rødovre Kommune
3.1.1 Undervisning af eleverne i fritiden
På de fleste skoler tilbydes eleverne korsang. Desuden kan eleverne modtage musikundervisning i deres fritid på Musikskolen. Ungdomsskolen tilbyder unge mellem 14 og 18 år undervisning i fritiden.
3.1.2 Skolefritidsordninger (SFO)
Rødovre Kommunes skolefritidsordninger omfatter børn fra det tidspunkt, de starter i børnehaveklassen til og med 5. klasse. SFO er en del af skolebestyrelsens kompetenceområde. Ved hver SFO kan der oprettes et forældreråd. Det er skolebestyrelserne der træffer afgørelse om der skal oprettes et forældreråd.
3.1.3 Byggelegepladser,
Lov om social service, kap. 5
Byggelegepladser er et fritidstilbud for børn og unge. Byggelegepladsen kan optage børn fra de er fyldt 7 år, men optager som hovedregel børn, når de påbegynder 3. klasse.
3.1.4 Ungdomsklubber
Ungdomsklubber er for børn i alderen 12/14 år til 18 år.
3.1.5 Fritid for Dig
Fritid for Dig er et tilbud til alle børn i alderen 10 til 14 år, som bor i Rødovre Kommune. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med de lokale klubber og foreninger, som stiller instruktører og redskaber til rådighed.
Et af formålene er at præsentere børnene for de mange aktiviteter, som det frivillige foreningsliv kan tilbyde, og dermed gøre børnene interesserede i at skabe sig et aktivt fritidsliv.
3.1.6 Projekt Multihallen
Projektet henvender sig til børn og unge fra 12 til 18 år, som ikke umiddelbart føler sig tiltrukket af de kommunale og de frivillige foreningers traditionelle tilbud.
Ansvaret for den daglige drift vil i høj grad være brugernes. Multihallen er organiseret under projekt Fritid for Dig.
Den overordnede styring varetages af en arbejdsgruppe med repræsentanter for de involverede parter - BUS, FIR, Fritid for Dig, lokalforeningerne, Ungdomsrådet og brugerne.
3.1.7 Lokalhusprojekter
På Hendriksholm Skole og Tinderhøj Skole har beboere fra lokalområdet m.fl. etableret et selvstyrende lokalhus-projekt, hvor man samles om forskellige fritidsaktiviteter efter skoletid.
3.1.8 Aktivitetsrådet i Islev
Rådet iværksætter aktiviteter for de unge i området.
Rådet: Elevrådene ved Islev og Tinderhøj Skole, Orient, Klub 44, Islev Kirke, Islev Skole, Børne- og Kulturforvaltningen, Tjørneparkens Familiegruppe og Skolebestyrelsen ved Islev Skole.
3.2 Skolefritidsordninger, café/væresteder, byggelejepladser og ungdomsklubber - optagelsesregler m.m.
Frit klubvalg (Lov om social service)
Lov om frit valg af klubtilbud eller andre socialpædagogiske fritidstilbud over kommunegrænser indebærer, at alle større børn og unge kan optages i klubber eller andre socialpædagogiske fritidstilbud uden for bopælskommunen. Det kan de gøre fra det tidspunkt hvor bopælskommunen har givet tilsagn til klub eller socialpædagogisk tilbud. En kommune kan afvise at optage børn fra andre kommuner, hvis det ikke er muligt pga. manglende pladskapacitet samt hvis væsentlige hensyn til børn i kommunen ellers vil blive tilsidesat.
Ifølge lov om frit valg af klubtilbud eller andre socialpædagogiske fritidstilbud, har elever der flytter til en anden kommune, ret til at fortsætte i den skole og det klubtilbud i Rødovre Kommune, de hidtil har gået i.
Ifølge lov om frit skolevalg (jf. folkeskoleloven) har forældre krav på, at deres barn kan optages i en skolefritidsordning ved den skole, hvor barnet er optaget, hvis der er etableret en skolefritidsordning og der er plads i denne. Vælger forældrene en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen med tilhørende skolefritidsordning, betaler forældrene til skolekommunen dennes takst for skolefritidsordningen. Dog betales bopælskommunens takst, hvis denne er højest.
3.2.1 SFO I og SFO II
SFO I drives efter Folkeskolelovens § 3 stk. 4.
SFO I er en del af skolens samlede virksomhed og skolebestyrelsen har i henhold til folkeskoleloven det overordnede tilsyn med SFO I.
SFO I er for børn fra børnehaveklasse til og med 2. klasse.
SFO II drives efter Folkeskolelovens § 3 stk. 4.
SFO II er en del af skolens samlede virksomhed og skolebestyrelsen har i henhold til folkeskoleloven det overordnede tilsyn med SFO II.
SFO II er for børn fra 3. til 5. klasse.
Café / væresteder er for børn og unge fra 6. og 7. klasse.
Ungdomsklubber er for børn og unge i alderen 12 til 18 år.
Fremmødekontrol
For 3. klassebørn kan der etableres fremmødekontrol. Dette sker ved at SFO II indgår en individuel aftale med enkelt-forældre om omfanget af kontrol med deres barns fremmøde.
Målet vil for alle børn være, at de i løbet af deres første år i SFO II gradvist bliver i stand til at deltage i klubtilbud på samme vilkår som de øvrige klubbørn.
Ved fremmødekontrol skal forstås en tilstedeværelseskontrol. SFO'ens personale er forpligtet til at reagere overfor forældrene, såfremt barnet ikke møder frem; at barnet ikke forlader SFO'en uden efter aftale med forældrene, samt at forældrene er forpligtet til at meddele SFO'en, hvis deres barn ikke kommer.
3.2.2 Optagelse i SFO I og II
Ansøgning om optagelse til SFO I og II sker på skolen og ansøgning om optagelse i SFO I sker i forbindelse med indskrivning til børnehaveklasse eller 1. klasse. Dvs., at alle børn har samme opskrivningsdato.
Alle børn kan optages, i det der er pladsgaranti i SFO I og II.
3.2.3 Byggelegepladser i Rødovre Kommune
Der er oprettet tre byggelegepladser, Rønneholm, Broparken og Rødovre Byggelegeplads, som drives efter Lov om social service kap. 5 om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud.
Opskrivning til byggelegeplads
Opskrivning til plads på byggelegepladserne sker på byggelegepladserne.
Ansøgning om optagelse på byggelegepladsen kan ske på alle tider af året.
Barnet kan først skrives på en eventuel venteliste, når det er begyndt i skole.
Såfremt der ikke er plads på byggelegepladsen, skrives barnet / den unge på en venteliste. Forældrene informeres om, hvornår de ca. kan forvente, at barnet / den unge vil kunne optages.
Optagelse på byggelegeplads
Børnene / de unge optages som hovedregel på byggelegepladsen efter opskrivningsanciennitet. Barnet / den unge skal dog kunne administrere det meget frie fritidstilbud, som byggelegeplads er kendetegnet ved.
Proceduren er således, at forældrene skriftligt tilbydes plads til deres barn / den unge.
Når en plads tilbydes, skal forældrene inden 8 dage meddele, om pladsen accepteres. Meddelelse herom gives til byggelegepladsen.
Meddeles accept eller afslag ikke inden for 8 dages fristen, vil barnet blive slettet af ventelisten.
Såfremt forældrene ikke ønsker den tilbudte plads, men fortsat ønsker at barnet / den unge skal stå på ventelisten, er dette muligt. Forældrene skal i så fald selv meddele byggelegepladsen, fra hvornår de ønsker, at deres barn / den unge atter skal tilbydes plads. Der er hermed ikke givet garanti for, at byggelegepladsen kan tilbyde plads på et bestemt tidspunkt, men alene at byggelegepladsen vil genaktivere ansøgningen om plads til barnet / den unge. Ved accept af plads på byggelegepladsen vil barnet / den unge automatisk blive udmeldt af SFO I / SFO II.
Opsigelse af plads
Opsigelse af en plads på byggelegeplads skal ske med 1 måneds varsel til den 1. eller 15. i en måned. Opsigelsen skal ske skriftligt og skal afleveres til den byggelegeplads, hvor barnet / den unge er tilmeldt. Et barn / en ung til og med 7. klasse kan som hovedregel ikke opsiges fra sin plads på byggelegepladsen, uden at der tilbydes anden tilsvarende plads.
Hvis et barn / en ung gennem en længere periode ikke benytter sin plads, eller der mangler forældrebetaling for en længere periode, kan Rødovre Kommune udmelde barnet / den unge af byggelegepladsen med en måneds varsel, efter der er foretaget en konkret, individuel vurdering af barnets / den unges samlede situation.
I helt særlige tilfælde kan barnets / den unges adfærd medføre, at optagelse på byggelegepladsen ikke er muligt. Efter en konkret, individuel vurdering af barnets samlede situation, hvori der skal indgå en afklaring af eventuelle behov hos barnet / den unge for pædagogisk / psykologisk indsats eller hjælpe- eller støtteforanstaltninger, kan Rødovre Kommune udmelde barnet / den unge af byggelegepladsen med en måneds varsel.
En afgørelse om udmeldelse skal behandles efter almindelige forvaltningsretslige principper om bl.a. partshøring, og en meddelelse om udmeldelse skal indeholde en begrundelse.
Dispensation
I særlige tilfælde kan børn overspringe ventelisten på byggelegepladsen.
Den pædagogiske konsulent for SFO og byggelegepladserne kan dispensere på vegne af Børne- og Kulturforvaltningen for optagelse på byggelegeplads i særlige tilfælde.
Klageadgang
Tvivl om eller fortolkning af nærværende regler forelægges Skoleafdelingen. Skoleafdelingens afgørelse kan af forældrene indbringes for Børne- og Skoleudvalget.
3.2.4 SFO III
Organisation af SFO III
SFO III – ungdomsklubberne drives efter folkeskolelovens § 3 stk. 4.
SFO III er en del af skolens samlede virksomhed og skolebestyrelsen har i henhold til folkeskoleloven det overordnede tilsyn med SFO III.
Vestvoldens Ungdomsklub fungerer som en selvejende institution med egen bestyrelse.
Optagelse i ungdomsklub:
Opskrivning til plads sker i klubben. Der er som udgangspunkt plads til de børn / unge, der ønsker medlemskab i en ungdomsklub. Optagelse i ungdomsklub/Milestedets Ungdomshus sker efter de af Kommunalbestyrelsen vedtagne "Regler for tildeling af plads i skolefritidsordning I, II, café / værested og ungdomsklubber". Ungdomsklubberne dækker normalt aldersgruppen 14 til 18 år. Optagelse i ungdomsklub kan dog ske, når man fylder 12 år. Milestedets Ungdomshus dækker aldersgruppen 12 til 23 år. Optagelse kan ske på alle tidspunkter af året.
Alle Rødovre Kommunes unge kan søge medlemskab i en ungdomsklub også på tværs af skoledistrikter.
3.3 Almindelige bestemmelser
- Når en SFO I, SFO II eller café / værestedsplads tilbydes, skal forældrene inden 8 dage meddele, om pladsen accepteres. Meddelelsen herom gives til skolen/café / værestedet. Meddeles accept eller afslag ikke inden 8 dages fristen, vil barnet blive slettet af listen.
- Ved meddelelse om accept af plads til SFO I, SFO II eller café / værested vil barnet automatisk blive udmeldt af børnehave/SFO I/SFO II.
- Hvis en tilbudt plads i SFO I, SFO II og café / værested ikke accepteres, og barnet har plads på byggelegeplads, vil barnet blive slettet af listen.
- Hvis en tilbudt plads i SFO I, SFO IIikke accepteres, og barnet ikke har anden plads, kan den oprindelige opnoteringsdato bibeholdes ved de første 2 tilbud. Hvis 3. tilbud ikke accepteres, vil barnet blive slettet af listen.
- Opsigelse af plads i SFO I og SFO II skal ske skriftligt til skolen med 1 måneds varsel til den 1. eller 15. i en måned.
- Opsigelse af medlemskab af café / værested eller ungdomsklub skal ske til café / værestedet eller ungdomsklubben med 1 måneds varsel til den 1. eller 15. i en måned.
- Et barn kan ikke opsiges fra kommunens side uden tvingende grund.
- Hvis en plads ikke benyttes gennem længere tid, og det findes godtgjort, at pladsen ikke vil blive benyttet, kan skolen efter en konkret, individuel vurdering opsige barnet fra pladsen med en måneds varsel.
- Ved udmeldelse skal man være opmærksom på, om der kan være behov for at iværksætte anden form for indsats i form af hjælpe- eller støtteforanstaltninger for barnet.
Dispensation og ankemulighed
Bestemmelserne i afsnit 3.3 kan fraviges for børn med særlige pædagogiske eller sociale behov.
Den pædagogiske konsulent for SFO og byggelegepladserne har kompetence til på Børne- og Kulturforvaltningens vegne at fravige ventelistereglerne efter § 1.
Tvivl om nærværende regler forelægges Skoleafdelingen. Klager over trufne afgørelser kan indbringes for Børne- og Skoleudvalget.
Børne- og Skoleudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
3.4 Generelle forhold for alle SFO'er
3.4.1 Ledelsesforhold
Placering af SFO i det kommunale system
Den politiske og administrative styring af SFO henhører på det centrale plan under Børne- og Kulturudvalget og Skoleafdelingen.
Skolebestyrelsen
Skolebestyrelsen fører tilsyn med skolens virksomhed, herunder SFO, jævnfør folkeskolelovens § 44.
Skolelederen
Skoleinspektøren varetager den overordnede pædagogiske og administrative ledelse af SFO i henhold til folkeskolelovens § 45.
SFO ledelsen
SFO lederen indgår i skolens ledelsesteam.
Den daglige ledelse af SFO varetages af SFO lederen i samarbejde dem det øvrige SFO personale, jævnfør Rødovre Kommunes regler for MED-udvalg.
Afdelingsledere fungerer som ledere for en konkret afdeling af SFO under ansvar overfor SFO lederen.
3.4.2 Samarbejde med skolebestyrelsen
Dersom personalet i SFO ikke har valgt personalerepræsentant i skolebestyrelsen, kan skolebestyrelsen indbyde en repræsentant fra SFO til skolebestyrelsens møder, når der behandles spørgsmål af betydning for SFO.
3.4.3 SFO forældreråd
Til støtte for skolebestyrelsen i sager der specielt vedrører SFO, kan der oprettes et forældreråd ved den pågældende SFO. Skolebestyrelserne træfferafgørelse om der oprettes SFO forældreråd.
3.4.4 Betaling for materialer og særlige aktiviteter i SFO I, II og III
Såfremt SFO I arrangerer koloni eller anden form for overnatningsture, kan der opkræves særskilt betaling herfor.
SFO II kan opkræve op til 50 % af udgiften til materialeudgifter. Dette kan ske ved køb af hobbykort, eller ved særskilt betaling til SFO II.
Ved særlige arrangementer så som biografture, kolonier mv. kan SFO II og III opkræve særskilt betaling for dette.
3.4.5 Lokaleforhold og udendørs arealer
SFO råder over egne basislokaler. Derudover kan skolens øvrige lokaler anvendes efter aftale med skolens ledelse.
Til brug for undervisningen, kan SFO's basislokaler anvendes om formiddagen, når SFO har lukket.
3.4.6 Visitationsregler for tildeling af støttepædagog
Der er etableret et støttepædagogkorps i Rødovre Kommune. Der er vedtaget visitationskriterier for tildelingen af støttepædagogtimer.
Visitationskriterierne er gældende for både børn i førskolealderen og for undervisningspligtige børn.
Før et barn med særlige vanskeligheder bevilges støttepædagog, skal hjælpemulighederne i normalmiljøet være udtømte, og institutionen/skolen skal kunne dokumentere, hvordan barnets problemer er forsøgt afhjulpet.
Som hovedkategorier omkring børns særlige vanskeligheder (omtales senere) anvendes almindeligvis følgende gruppering:
- generelle udviklings-/indlæringsvanskeligheder
- sociale/følelsesmæssige vanskeligheder
- fysiske vanskeligheder
- kontaktvanskeligheder
- DAMP
- sproglige vanskeligheder
Hvis institutionen/skolen vurderer, at barnet ikke kan hjælpes inden for institutionens ressourcer, ansøges på særligt skema om støttepædagogtimer.
Det er en forudsætning for fremsendelse af ansøgning, at barnets forældre er orienteret om institutionens vurdering og giver tilsagn til, at barnet indstilles til undersøgelse af Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR).
PPR foretager herefter en undersøgelse/vurdering af barnets vanskeligheder med efterfølgende forslag til, om barnet bør tilbydes støtte, i hvilken form støtte bør gives (enkeltvis / gruppevis eller tilsvarende) og i hvilket omfang.
PPR's vurdering og forslag til eventuel støtte fremsendes til et særligt visitationsudvalg, der - inden for den samlede ressource - har den endelige kompetencen til at tildele støttepædagogtimer, idet den endelige beslutning ikke alene kan baseres på fast definerede objektive kriterier/undersøgelser m.v.
Visitationsudvalget skal i hvert enkelt tilfælde træffe beslutning ud fra en helhedsvurdering af de muligheder, der er for at afhjælpe et barns vanskeligheder bedst muligt.
Visitationsudvalgets beslutning om støtte/ikke-støtte meddeles den ansøgende institutionsleder, der i samarbejde med barnets nære personale efterfølgende i dialog med forældrene formidler visitationsudvalgets beslutning.
Børn, som har fået bevilget støttepædagog, skal revisiteres mindst én gang om året.
Visitationsudvalget består af:
- støttepædagogkorpsets leder (formand)
- PPR's souschef
- en sfo-leder/afdelingsleder
- en daginstitutionsleder
Særlig ekspertise kan tiltræde udvalget efter behov. Dette kan f.eks. være en medarbejder fra Børne- og Familieafdelingen
3.4.7 SFO-erne holder lukket mellem jul og nytår
SFO-erne holder lukket mellem jul og nytår. Såfremt der er forældre, der har behov for pasning af deres barn mellem jul og nytår, kan de ansøge Børne- og Kulturforvaltningen om pasning, hvorefter de vil få anvist en plads i én SFO.
Ansøgningsfristen for pasning mellem jul og nytår for det pågældende år er den 15. november.
Rødovre Kommune
Skoleafdelingen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Tlf: 3637 7000
rk@rk.dk - sikker e-post
www.rk.dk





