Kunstudstilling på rådhuspladsen

11/10-2018

Kunstudstillingen ’100% FREMMED?’ kan de næste tre uger opleves på rådhuspladsen her i Rødovre. Her portrætteres 100 tidligere flygtninge, der alle forholder sig til det at være menneske i Danmark – fremmed eller ej.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Due, åbner udstillingen fredag den 11. oktober kl. 16 – og alle er velkomne til at deltage.

Det dokumentariske kunstprojektet ’100% FREMMED?’ udstiller 100 portrætter af borgere, der alle har fået asyl i Danmark i perioden 1956-2017. Med portrætterne følger 100 vidt forskellige og fascinerende fortællinger om det at være menneske i Danmark. Det er bl.a. fortællinger om tilhørsforhold, længsler og drømme, minder om mennesker og steder, holdninger til samfund, køn, kultur og religion.

På baggrund af udstillingens succes er ’100% FREMMED?’ på en rejse gennem 20 danske byer i 2018 og 2019 og kan opleves på Rådhuspladsen i Rødovre fra fredag den 12. oktober til 4. november 2018.

Program for åbningsreception
Programmet for åbningen i Rødovre byder på taler, fortællinger fra nær og fjern og forfriskninger. Det er gratis at deltage:

Kl. 16.00: Åbningstale v/ Lene Due, formand for Kultur- og Fritidsudvalget

Kl. 16.10: Om ’100% FREMMED?’ v/ Maja Nydal Eriksen, initiativtager og fotograf bag udstillingen

Kl. 16.20: Guidet tur i udstillingen v/ Manilla, Ranjan og Banaz, deltagere i ’100% FREMMED?’

Efterfølgende bydes der på en forfriskning i Viftens foyer.


Om udstillingen ’100% FREMMED?’

’100% FREMMED?’ er produceret med støtte fra Københavns Kommune, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Sportgoodsfonden, Knud Højgårds Fond og Interkulturelt Center og præsenteres på turné i 20 byer med støtte fra Nordea-fonden og de enkelte kommuner.

Udstillingen i Rødovre er arrangeret af Metropolis i samarbejde med KAB Rødovre og Rødovre Kommune.

Metropolis v/ Københavns Internationale Teater / ’100% FREMMED?’ v/ Trevor Davies og Maja Nydal Eriksen.

Se mere på 100pctfremmed.dk