Store Cykeldag i Rødovre

06/06-2019

Søndag d. 16. juni klokken 10 går starten til Store Cykeldag i Rødovre. Igen i år mødes alle glade cyklister og kører en tur rundt i kommunen.

Starten går fra Rådhuset, og til de morgenfriske, der kommer i allerede 9.30, vil der være kaffe og croissanter. Turen slutter på Rødovregaard, hvor der er musik og pølser. Ruten er 17 kilometer og der cykles fortrinsvis på stier samt veje uden så megen biltrafik.

Turen er gratis, og du tilmelder dig på dagen ved turens start, hvor du får udleveret et program og rutekort.

På vejen kommer vi forbi:

Damhustorvet, hvor vi kigger på den nye flotte plads.

Vestbadet, hvor der er mulighed for at få lidt at drikke.

Rødovre Byggelegeplads, hvor du kan hilse på alle de søde dyr, der bor der og få et stykke frugt.

Schweizerdalssøen, som mange i Rødovre ikke kender til.

Rødovre Frivilligcenter, hvor du kan komme ind og høre om frivilligt socialt arbejde og om hvad der lokalt sker i Rødovre. Her er også mulighed for at få kaffe/the, saftevand, småkager og pandekager.

Endestation: Heerup Museet og Rødovregaard, hvor der i dagens anledning er gratis adgang til museet. Du kan desuden være med i konkurrencen 'Find syv tudser blandt Heerups sten'. Her vil også være hyggemusik, og alle børn på turen får desuden en lille gave. Der vil være en oksegrillpølse med brød, samt en øl eller vand til alle deltagere. For alle der gennemfører cykelturen, vil der være lodtrækning om gode præmier.