Oprettelse af privat dagtilbud

Her kan du læse mere om hvilke kriterier der er for at få godkendt et privat dagtilbud i Rødovre Kommune.

Ansøg om oprettelse af privat dagtilbud

Skema til ansøgning om oprettelse og drift af privat dagtilbud kan rekvireres ved henvendelse til Børne- og Kulturforvaltningen. Vi sender ansøgningsskemaet til din digitale postkasse (e-boks) hvor du kan udfylde det digitalt og sende det retur. Med digital post kan du kommunikere sikkert med Rødovre Kommune.

Ved ansøgning om oprettelse af privat dagtilbud skal nedenstående information vedhæftes ansøgningen:

  • Vedtægter for privatinstitutionen
  • En foreløbig virksomhedsplan for privatinstitutionen, som beskrevet
  • Budget for 1 års drift
  • Dokumentation for 3 måneders driftsgaranti
  • Dokumentation for leders uddannelsesbaggrund og erfaring
  • Dokumentation for personalesammensætning
  • Dokumentation for godkendelse af de bygningsmæssige rammer
  • Ibrugtagningstilladelse
  • Godkendelse fra Brandmyndigheder
  • Godkendelse fra Embedslægen og veterinærmyndighederne
  • Rapport fra certificeret legepladsinspektør

Oprettelse af privat dagtilbud

Fold alle ud

Godkendelseskriterier for oprettelse og drift af privat dagtilbud

Efter Dagtilbudsloven § 19, stk. 5, kan private leverandører oprette og drive dagtilbud som privat dagtilbud.

Det private dagtilbud er omfattet af Dagtilbudslovens formålsbestemmelse og skal generelt efterleve de samme love, regler og rammer, som de kommunale dagtilbud.

Private leverandører er endvidere forpligtet til at efterleve de enhver tid gældende kommunalbestyrelsesbeslutninger og kommunale politikker for dagtilbudsområdet.

Vedtægt

Der skal foreligge en vedtægt for det private dagtilbud, som skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Af vedtægten skal bl.a. fremgå, hvad et eventuelt økonomisk overskud skal anvendes til.

Byggelovgivningen

Det private dagtilbud skal ved indretningen og etableringen af de fysiske rammer overholde de til enhver tid gældende regler vedr. byggeri og fremlægge dokumentation herfor. 

Dokumentation for godkendelse af bygningsmæssige rammer omfatter: 

  • Ibrugtagningstilladelse
  • Godkendelse fra Brandmyndigheder
  • Godkendelse fra Embedslægen og veterinærmyndighederne
  • Rapport fra certificeret legepladsinspektør

Forældreindflydelse

Det private dagtilbud skal udarbejde retningslinjer, som sikrer forældrenes indflydelse. Der skal således foreligge regler for valg af enten en dagtilbuds bestyrelse med et flertal af forældrerepræsentanter eller en forældrebestyrelse med flertal af forældrerepræsentanter, jfr. Dagtilbudslovens §§14-16.

Depositum og driftsgaranti

Der er fastsat et depositum for ansøgning om godkendelse på 30.000,- kr., som tilbagebetales når Kommu-nalbestyrelsen har taget stilling til godkendelsen. Der skal endvidere foreligge en driftsgaranti på anfordringsvilkår svarende til 3 måneders driftsudgifter til det børnetal, der fremgår af ansøgningen. 

Kommunalbestyrelsens godkendelse

Kommunalbestyrelsen godkender ansøgninger om oprettelse og drift af private dagtilbud. 

Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Optagelse af børn

Kommunen har ikke anvisningsret til pladser i det private dagtilbud. 

Det private dagtilbud skal udarbejde retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbuddet. Optagelsesreglerne skal være i overensstemmelse med de almindelige rets grundsætninger. Det skal endvidere fremgå, at dagtilbuddet ikke kan afvise at optage børn i dagtilbuddet med mindre, der ikke er plads i dagtilbuddet . 

Det private dagtilbud skal meddele kommunen, hvilke børn der bliver optaget i og udmeldt af private dagtilbud og hver måned fremsende liste over alle indmeldte børn til kommunen for brug til udbetaling af tilskud. 

Særlige pædagogiske områder

Det private dagtilbud skal følge de retningslinjer, der er fastsat for sprogvurdering og sprogstimulering i Rødovre Kommune. Det private dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner efter de retningslinjer, der er fastsat på Dagtilbudsområdet i Rødovre Kommune. Øvrige politisk besluttede indsatsområder indarbejdes i det private dagtilbud på samme måde som i kommunens øvrige dagtilbud. 

Tilskud ved drift af privat dagtilbud

Rødovre Kommune er forpligtet til at yde tilskud til dagtilbudspladser for børn, hvis de i alderen 6 måneder til skolestart, er berettiget til en plads i et kommunalt dagtilbud, er bosiddende i kommunen, og hvis det private dagtilbud er oprettet i henhold til Dagtilbudsloven § 19, stk. 5. 

Forældrebetaling samt søskende og fripladstilskud

Det private dagtilbud fastsætter og opkræver selv forældrebetaling. 

Kommunen beregner og træffer beslutning om økonomisk og pædagogisk fripladstilskud samt søskende tilskud. Kommunen betaler udgiften til økonomisk og pædagogisk friplads samt søskenderabat efter de gældende regler.

Personalenormering og personalesammensætning

Det private dagtilbud skal følge den til enhver tid gældende personalenormering og personalesammensætning, (p.t. 70 % pædagoger og 30 % pædagogmedhjælpere), der eksisterer for Rødovre Kommunes øvrige dagtilbud for børn i samme aldersgruppe. 

I forbindelse med nyansættelser skal der indhentes straffe- og børneattest. 

Forsikringer

Det private dagtilbud er forpligtet til at tegne forsikringer, såsom bygning- og brandforsikring samt indboforsikring.

Tilsyn mv.

Rødovre Kommune fører tilsyn med det private dagtilbud, og skal til enhver tid have fysisk adgang til  dagtilbuddet. 

Rødovre Kommune vil som tilsynsmyndighed tilse, at alle børn får den støtte, de har behov for. Ligeledes tilser Rødovre Kommune, at kommunens afgørelser vedrørende særlig støtte til børn reelt etableres. 

Det private dagtilbud er omfattet af underretningspligten i Servicelovens § 35. Fra dagtilbuddet skal der således – hvis der modtages et barn med særlige behov eller handicap – tages kontakt til Rødovre Kommune med henblik på kommunens vurdering af støtte til barnet.

Lukkedage

Det private dagtilbuds bestyrelse kan indføre lukkedage i overensstemmelse med de regler, der gælder for Rødovre Kommunens øvrige dagtilbud. Muligheden for lukkedage fritager ikke dagtilbuddet for pasningsforpligtelser i forhold til de børn, der er indmeldt i dagtilbuddet.

Økonomi

Rødovre Kommune skal modtage årsregnskab og specificerede kvartalsrapporter over det private dagtilbuds økonomi, ligesom kommunen også i økonomisk henseende skal have mulighed for løbende kontrol. 

Rødovre Kommune hæfter ikke for eventuelle underskud.

Øvrige bestemmelser

Ansøgningsskemaet, der skal ligge til grund for ansøgning om oprettelse og drift af et privat dagtilbud, kan rekvireres ved henvendelse til Børne- og Kulturforvaltningen. 

Kommunalbestyrelse kan uden varsel standse tildeling af tilskud, hvis godkendelseskriterierne skønnes tilsidesat. 

Rødovre Kommunes godkendelse til at drive det private dagtilbud, kan ikke videregives til en anden fysisk eller juridisk person.

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre

Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune

Kontakt og åbningstider