Oksen hedder Torben

Byvåben godkendt i 1938.

Den trætte og slagne okse

Steffen Høgh, tidligere leder af Rødovre kommunes lokalhistoriske samling, kender historien bag navnet og byvåbnet fra 1938:

"Den røde okse på byvåbnet er inspireret af Torben Oxes skjoldmærke, og broen og åen symboliserer de mange vandløb i Rødovre", fortæller han og forklarer, at Torben Oxe ifølge overleveringen boede på godset Islevhus i Islev, der ligger i Rødovre Kommune. Men det er dog ikke bekræftet i de kendte historiske kilder.

Torben Oxe fik kappet hovedet af i Sct. Gertruds Kloster ved Kultorvet i København i år 1517.

"Torben Oxe blev dømt for at have forgiftet kongens elskerinde, Dyveke, med giftige kirsebær", fortæller Steffen Høgh. Kong Christian II anklagede Torben Oxe og dermed adelen for at have sørget for den sag for at knække den stærke indflydelse som Dyveke og hendes mor Sigbrit Willoms havde på kongen. Selv om Rigsrådet og hoffet med dronning Elisabeth i spidsen gik i forbøn for Torben Oxe lod Christian II ham halshugge.

Efter henrettelsen kom Christian II i et skarpt modsætningsforhold til adelen og Rigsrådet og det førte nogle år efter til hans fald og i 1532 blev han spærret inde på Sønderborg Slot, hvor han efter overleveringen sled den berømte rende ned i kanten på det runde bord med tommelfingeren under de hvileløse og tænksomme vandringer rundt, rundt og rundt.

Den første der melder sig på banen er politifuldmægtig og landsretssagfører Felix von Binzer, der på vegne af politimesteren bogstavelig talt hælder en spand koldt vand ud over det intetanende sogneråd og i særdeleshed over arkitekt Ponsaing. I et responsum fra den 18. november gennemhegler landsretssagføreren på tre meget lange og tætskrevne sider Ponsaings forslag, som noget talentløst amatørmakværk:

"Det "Våben" som Rødovre Sogneraad har vedtaget for Rødovre Kommune og søger approberet, er i næsten alle Henseender saa uheldigt som vel muligt, saaledes at Tanken om en Godkendelse af det maa fremkalde de allerstørste Betænkeligheder. Resultatet viser kun Mangel paa Kendskab til Heraldikens selv mest elementære Grundsætninger. Lader man haant om disse, maa man taale Sammenligning med Turisten, der talte Dansk til Italienerne og overlod det til disse at forstå ham".

Sognerådet tænder på et splitsekund på den ulidelige og i øvrigt uhøflige landsretssagfører og meddeler den 3. december 1937 politimesteren følgende: "Sogneraadet fastholder sit Andragende og finder ikke Anledning til at komme ind paa det af Politifuldmægtig Binzer afgivne heraldiske Responsum, idet dennes Kvalifikationer som Heraldiker ikke er Sogneraadet bekendt. Forsaavidt denne imidlertid mener at burde forelægge sin "saglige" Kritik for Arkitekt Ponsaing, har man intet derimod at erindre".

Kommunens arkitekt Ponsaing farer også direkte i blækhuset og skriver lige før jul 1937 til Rødovre Sogneråd:

"Da jeg læste Von Binzers Skrivelse anden Gang, blev jeg klar over, at den er skrevet i ramme alvor. Den Omstændighed, at Brevskriveren har beskæftiget sig med Heraldik har øjensynlig medført, at han har mistet eller ikke har plejet en Evne til at give en saadan Skrivelse sømmelig Form. Hans Tone får en til at tænke på Erasmus Montanus". Og han fortsætter:

"Hvorfor i al Verden en demokratisk Kommune i 1937, der ønsker et mærke, fortrinsvis til at sætte på Brevpapir og Konvolutter, skal lade et saadant Mærke udføre i Henhold til Regler for Fremstilling af Adelsvaaben, er uforståeligt for mig. Vi gaar da ikke i Panser og Plade".

Uanset de mange skriverier frem og tilbage, så meddeler Indenrigsministeriet den 3. januar 1938 sin endelige og vinterkolde dom over Rødovres udkast til byvåben: "Indenrigsministeriet har forelagt det modtagne Udkast for Statsministeriets Konsulent i heraldiske Spørgsmaal, Arkivar i Rigsarkivet P.B. Grandjean, der imidlertid ikke har fundet det foreliggende Udkast tilfredsstillende i Udformning og Indhold".

Med både Indenrigsministeriet og Statsministeriet på banen må sognerådet krybe til korset og bede Hr. Grandjean og den tids bedste våbentegner Frederik Britze om hjælp til at udforme et nyt byvåben, som fulgte de heraldiske regler for fremstilling af adelsvåben. Er det overflødigt at nævne, at kommunens arkitekt Georg Ponsaing herefter nægtede at have noget som helst med Rødovres byvåben at gøre?

Byvåben godkendt i 1938

Den 30. maj 1938 modtager Indenrigsministeriet Rødovres nye byvåben - og dagen efter, den 1. juni klokken 6 minutter over 11, meddeler både ministeriet og Patent- og Varemærkevæsenet, at byvåbnet er godkendt.

Da det kort tid efter bliver offentliggjort i Statstidende, skriver Ekstrabladets under overskriften "Et zoologisk vidunder fra Rødovre":

"Den såkaldte Okse ville ikke få Præmie på Bellahøj Dyrskue - ja, den vilde endda sikkert blive adgangsforment og henvist til Direktør Alvings zoologiske Have. Benene er er en ægte Frederiksborghingsts - Halen minder stærkt om det Gehæng, der er på alle Byers Monument-Løver, og Hovedet er en venligsindet Spædekalvs - dog udstyret med et par horn af ulige størrelse. Det er meget godt, at der nu er indført officiel Kontrol og Indregistrering for Kommunevaaben, men det var endnu bedre, hvis der kom en Kontrol med, hvorledes disse Vaaben kom til at se ud".

På Politikens spørgsmål om, hvor man dog havde fået den okse fra, svarede sognerådsformand Gustav Jensen den 24. juni 1938:

"Vi har skam ikke selv lavet den. Da vi besluttede os til at fremstille et Vaaben, henvendte vi os til den største Kapacitet på Heraldikens Omraade, Statsministeriets konsulent P.B. Grandjean, og han er Mester for vores Vaaben. Det kan naturligvis diskuteres om om Vaabnet er smukt, men her i Rødovre er vi glade for det, og vi har allerede ladet det smykke Indgangen til Sogneraadets Mødesal". 

Det stiliserede okselogo fra 1991

Byvåbnet fra 1938 fungerer for så vidt den dag i dag, men i forbindelse med kommunens 90-års fødselsdag den 1. januar 1991, blev der tegnet et logo for Rødovre Kommune, som er en stiliseret udgave af byvåbnet. Også i logo-udgaven er oksen på vej over en rød bro over blå bølger. Logoet bruges i dag også i såkaldt negativ-format vist i en rød firkant.

Alle i Rødovre og omegn troede jo den hellige grav og byvåben velforvaret, men skandalen lurede lige om hjørnet.

1961-udgaven af Hvem, Hvad, Hvor fra Politikens Forlag viste de danske byer og kommuners byvåben. Og for første gang er Rødovre med i det dengang så populære opslagsværk - men med et helt nyt og ukendt byvåben, nemlig den trætte og slagne okse med øjnene stift rettet mod knasterne i broplankerne. Teksten nævner, at Rødovre har taget det i brug i 1938.

I årene efter, helt frem til 1986, viser Hvem, Hvad, Hvor det samme byvåben. I 1982 udgiver en af landets førende heraldikere, Sven Tito Achen, sin bog "Danmarks Kommunevåbener" på forlaget Komma - og han gentager succesen fra Hvem, Hvad, Hvor. Han viser også det mystiske byvåben, som ingen i Rødovre vil kendes ved. Hvor har Politikens Forlag og Sven Tito Achen fået det fra?

Den trætte og slagne okse

På den vilde jagt efter en kommentar fra Sven Tito Achen finder vi ud af, at han udover at være forfatter skam også var medredaktør på Hvem, Hvad, Hvor i en lang årrække - og at han blandt andet tog sig af alt, der havde med byvåbner og lignende at gøre. Der kunne jo tænkes en sammenhæng her. Men stadig - hvor fik han det mystiske byvåben fra? 

Statens heraldiske konsulent, Nils G. Bartholdy i Rigsarkivet nævner, at der kun eksisterer registreringer om ét byvåben for Rødovre - og det er det, der blev godkendt i 1938. Men han nævner også, at et byvåben defineres ud fra sit indhold. Det vil sige, at så længe byvåbnet viser en okse på en bro over vand, så er er den hellige grav netop velforvaret. Bartholdy mener, at Sven Tito Achen selv har ladet det alternative byvåben tegne til Hvem, Hvad, Hvor. Og hvorfor det?

Kan det tænkes, at han var i familie med eller var gode venner af Rødovre Kommunes forsmåede arkitekt Georg Ponsaing - og at de sammen satte en rævekage i ovnen? Kan det tænkes, at Sven Tito Achen var enig i Ekstrabladets kritik af "Det zoologiske Vidunder fra Rødovre" - og at han fik kvalme af det godkendte byvåben?

Vi får det aldrig at vide, for redaktør Sven Tito Achen, der blev født så langt væk som Argentina i 1922, døde og blev lagt i graven sammen med sandheden i 1986. Han var ikke gift og efterlod sig ingen børn, der kunne kaste lys over sagen.