Når fællesskaber bliver en stoledans

Mennesket er et socialt væsen. Helt instinktivt ved vi, at vi kan ikke stå alene, og at vores overlevelse afhænger af at være en del et fællesskab. Derfor kan det også være utrolig pinefuldt for os at stå uden for et fælleskab, og netop derfor kæmper vi helt instinktivt med næb og kløer, hvis vi bliver usikre på vores plads i en gruppe. Den dynamik har Lene Lykkegaard set udfolde sig mange gange i sit arbejde som mobning- og trivselsrådgiver i Red Barnet.

"Hvis man er usikker på sin plads i sin klasse eller et andet fællesskab, er det lidt ligesom en stoledans, hvor man kæmper om at få en plads og i kampens hede risikerer at skubbe til de andre. Det gælder også velopdragne, empatiske børn og unge, for i en social stoledans aktiveres en instinktiv trang til at overleve, og her ryger de gode værdier, man har med hjemmefra, i baggrunden," forklarer hun.

At det er en instinktiv reaktion er ikke det samme som, at vi skal lade stå til, hvis der er en usund dynamik. Men i stedet for at se på det enkelte barn som et dårligt opdraget barn, arbejder man inden for antimobning i højere grad på at skabe et tryggere miljø. 

"Hvis et fællesskab er trygt, er der stole nok, og så er det ikke noget problem, at der er små grupperinger inden for et klassefællesskab, for folk vil glide ind og ud af dem i løbet af dagen. Hvis fællesskabet omvendt er utrygt, kan der være en tendens til, at grupperingerne lukker sig om sig selv og bliver til kliker. Så bliver 'dem og os' et redskab til at afstive fællesskabet i sin egen klike med," fortæller Lene Lykkegaard.

Når man traditionelt har talt om mobning, har det typisk været forbundet med nogle handlinger, hvor der for eksempel bliver sagt grimme ord, ting bliver gemt eller ødelagt, eller der bliver skubbet og slået. Men mobning kan også foregå ved, at man bliver ignoreret og gjort usynlig af andre, og det er mindst lige så smertefuldt, understreger Red Barnets mobning- og trivselsrådgiver. Når nogle bliver holdt uden for et fællesskab, kan det være resultatet af en bevidst eller en italesat strategi. Andre gange er der sket en mere uudtalt forhandling.

"Men på en eller anden måde er det blevet forhandlet på plads, at man ikke er værdig til at være en del af et fællesskab. Det kan skyldes den måde, man agerer på, eller at det, man siger, er sådan lidt 'off', og så begynder de andre måske at trække sig fra én," forklarer Lene Lykkegaard og tilføjer:

"Nogle gange kan der også være nuancer i, om man føler sig udenfor, eller man føler sig holdt udenfor. Her ligger ensomhed og mobning tæt op og ned af hinanden, og det kan være svært at se, hvad der er hvad. Men hvis en person systematisk bliver fravalgt og ignoreret, er der ingen tvivl om, at der er tale om mobning," fastslår hun.

Forhandlingerne om, hvem der er værdige til at være en del af fællesskabet er typisk kontekstafhængige. Det, der gør én værdig i ét fællesskab kan være det, der gør én uværdig i et andet. Derfor er det heller ikke bestemte børn, der bliver mobbet eller selv mobber. Alligevel kan forskerne se nogle mønstre i, at nogle er mere tilbøjelige til at skubbe andre ud. "Hvis man selv har oplevet at blive holdt ude af et fællesskab, er man hurtigere til at tænke, at det i hvert fald ikke skal gå ud over én selv igen. Så hellere skubbe end selv at blive skubbet," fortæller Lene Lykkegaard.

Heldigvis kan der gøres meget forebyggende arbejde for at holde sammenholdet på sporet. Lene Lykkegaard fremhæver blandt andet 'Fri for Mobberi' og 'Skolestyrken', som er nogle antimobbeprogrammer, som Red Barnet har været med til at udvikle, og som også bruges i børneinstitutioner og på skoler i Rødovre.

Hvis de sociale gruppedynamikker begynder at halte, og børnene taler grimt til hinanden eller ekskluderer hinanden, gælder det om at få brudt med den spirende opdeling ‘dem og os’ og få blandet børnene på kryds og tværs, lyder Lene Lykkegaards opfordring.

"I skolen kan det for eksempel være ved at blande eleverne ved bordene og i  undervisningssammenhænge og lave legegrupper. I den sammenhæng er det utrolig vigtigt, at forældrene støtter op om legegrupperne og en social fødselsdagspolitik, hvor alle bliver inviteret med," understreger Lene Lykkegaard og tilføjer:

"Vi kan ikke tvinge børn til at blive venner, men vi kan arbejde med deres kammeratskab, omgangstone og måde at behandle andre mennesker på. Vi kan godt kræve af børnene, at de skal være venlige over for hinanden og for eksempel ikke ignorere eller usynliggøre andre". 

Det er helt naturligt, at der dannes små grupperinger i en skoleklasse - og på en arbejdsplads for den sags skyld - og det er der ifølge mobning- og trivselsrådgiveren ikke noget i vejen med, hvis bare fællesskabet er trygt.

"Selvfølgelig skal der være plads til at dyrke nogle tætte venskaber, og børnene skal ikke altid være sammen på kryds og tværs. Men vi bør handle, hvis vi bliver opmærksomme på, at nogle børn står uden for fællesskabet eller aldrig bliver inviteret med til noget," siger hun.