Damhuskroens historie begynder i 1600-tallet, hvor der med Christian IV’s tilladelse blev opført et vagthus ved kongevejen mellem København og Roskilde. Vagtmanden, der boede på stedet, skulle overvåge trafikken og slusen ved dæmningen over Damhussøen. Vagtmanden havde daglig kontakt med de rejsende, og det førte gradvist til, at der blev serveret mad og drikke for de rejsende. Stedet havde dog ikke krobevilling og blev gentagne gange udfordret af myndigheder og konkurrerende kroer, som gerne ville lukke stedet ned. I 1757 fik stedet bevilling og kunne dermed lovligt byde folk på mad og drikke. I de følgende århundreder udviklede Damhuskroen sig til et kombineret kro- og landbrugssted og et lokalt samlingspunkt.
I midten af 1800-tallet blev der anlagt jernbane mellem København og Roskilde. Kroen mistede dermed en stor del af landevejstrafikken, og antallet af rejsende, der gjorde holdt ved kroen, faldt betydeligt. Allerede i slutningen af 1800-tallet fik stedet nyt liv som udflugtsmål for københavnere, der gerne ville nyde det landlige liv. I første halvdel af 1930'erne fik Damhuskroen nye ejere og gik fra at være en kro til i højere grad at fungere som forsamlingshus, hvor der blev holdt baller, dilettantforestillinger, foreningsmøder, julefester og andre folkelige fester.
I dag...
ejes Damhuskroen af The Old Irish Pub, som overtog stedet i 2021 og moderniserede det. I årene frem til 2025 fungerede Damhuskroen primært som en del af Old Irish Pub-kæden og var et gå-i-byen-sted for et yngre publikum. I 2026 har stedet skiftet kurs og har nu fokus på koncerter, events, selskaber og udvalgte aftener for forskellige målgrupper.