Jeg havde mistet min elskede mand tre år tidligere efter 46 års lykkeligt og dejligt ægteskab.
En dag kommer jeg gående ad Rødovrevej på vej mod kirkegården. Skråt over vejen ser jeg en herre komme gående. Han hilser pænt på mig og virker usædvanligt glad. Han stopper op og begynder at snakke i ét væld. Han fortæller, at han skal holde et foredrag om åer og vandløb i Rødovre og Hvidovre, og at han har haft problemer med at komme ind på nettet for at se servitutterne i forbindelse med grænsevandløbet mellem de to kommuner. For to år siden havde han solgt sin ejendom gennem Nybolig og var så kommet i tanke om, at de måske kunne hjælpe ham - og ja, det kunne de. Derfor var han simpelthen bare så glad, og den glæde skulle bare øses ud til den første person, han stødte på. Og det var så mig.
Vi ender med at stå og sludre i omtrent en halv time, og pludselig siger han til mig: ”Jeg synes, vi taler så godt sammen. Må jeg ikke have lov til at invitere dig ud til et måltid mad?”
Til det svarer jeg: ”Jamen, jeg kender dig jo ikke.”
Han svarer: ”Det kan du da komme til!”
Så hiver han et krøllet stykke papir op af skjortelommen, skriver sit navn, sin adresse og sit telefonnummer og spørger, om han må ringe til mig. Det siger jeg ja til, for jeg tænker, at han alligevel ikke kan finde mig på nettet – mit telefonnummer er hemmeligt, og det samme er min adresse. Man kan jo aldrig være for påpasselig.
Da vi skilles, hænger hans arm ud af bilvinduet for at vinke farvel til mig. Det blev begyndelsen på et dejligt kærlighedsliv, som nu kører på fjerde år. Så selvom man har været lykkeligt gift i 46 år, kan man altså godt give sit hjerte til en anden LØVE – også i stjernetegnets forstand – selvom man er i halvfjerdserne.
Et lykkeligt øjeblik
Artiklen er én af flere fortællinger, som magasinets redaktion har fået tilsendt. I anledning af jubilæumsåret har vi nemlig inviteret byens borgere til at dele et af deres lykkeligste øjeblikke fra Rødovre – stort eller småt, nyt eller gammelt. Vi udvælger en fortælling til hvert nummer, og historiefortælleren får til gengæld to biografbilletter til Viften.