Lov om specialundervisning for voksne

Lov om specialundervisning for voksne

Kvalitetsstandard - Lov om specialundervisning for voksne

Lov grundlag for ydelsen:

Lov om specialundervisning for voksne.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer med fysiske eller psykiske handicap, der bor eller længerevarende opholder sig i kommunen, efter undervisningspligtens ophør kan få undervisning og specialpædagogisk bistand, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse handicap.

I øvrigt henvises til: 
- Bekendtgørelse nr. 378 af 28. april 2006 
- Vejledning af 2. juli 2009.

Mål med ydelsen:

Specialundervisning for voksne skal afhjælpe eller begrænse virkningerne af borgerens funktionsnedsættelse og forbedre borgerens mulighed for at benytte kompenserende strategier, metoder og hjælpemidler, der øger muligheden for at deltage aktivt i samfundet.

Målgruppe:

Borgere over den undervisningspligtige alder med fysisk eller psykisk handicap, der som følge af funktionsnedsættelser, har behov for særlig tilrettelagt undervisning og rådgivning.

Følgende områder varetages i Sundhedsfremme og Visitation:

  • Voksne med synsnedsættelse
  • Voksne med tale-, stemme – og sprogvanskeligheder
  • Voksne med hørenedsættelse
  • Voksne med erhvervet hjerneskade
  • Pårørende til borgere, der har fået varigt nedsat funktionstab.

Følgende områder varetages ikke i Sundhedsfremme og Visitation:

  • Voksne med bevægelsesvanskeligheder (Hjælpemiddelafdelingen)
  • Voksne med personlighedsmæssige, psykiatriske og sociale vanskeligheder (Social- og Psykiatriafdelingen)
  • Voksne med psykisk udviklingshæmning/generelle indlæringsvanskeligheder (Social- og Psykiatriafdelingen).

Ydelsens indhold:

Ved kompenserende specialundervisning forstås et tilbud om en tidsbegrænset, fremadskridende og målrettet undervisning, der skal være tilrettelagt og tilpasset den enkeltes forudsætninger, færdigheder og behov. 

Forud for iværksættelse af et undervisningsforløb skal der foretages en afdækning af den enkelte deltagers færdigheder, behov og forudsætninger med henblik på at fastlægge undervisningens mål og indhold.

Der skal foreligge en udredning om undervisning og vejledning, der beskriver, hvordan borgeren lærer at kompensere for sin funktionsnedsættelse, eller om et andet tilbud er mere relevant. 

Undervisningen retter sig specifikt mod borgere med tale-, høre- og synsvanskeligheder og borgere med vanskeligheder som følge af en erhvervet hjerneskade.

Befordring ydes efter behov efter Lov om specialundervisning for voksne. Transport arrangeres af leverandøren af undervisningen.

Aktiviteter, der ikke indgår i ydelsen:

- Ydelser, der kan dækkes af anden lovgivning 
- Specialundervisning til personer, der er indlagt på hospitaler.

Ydelsens omfang:

Omfang og varighed beror på en konkret individuel vurdering af borgerens behov og funktionsniveau.

Som udgangspunkt bevilges undervisning i første omgang for en kortere periode. På baggrund af en evaluering af borgerens udbytte, fremskridt i undervisningen og fremskridt i øvrigt, vurderes det, om borgeren har behov for yderligere undervisning.

Undervisningen kan foregå på hold eller individuelt. Periode og timetal tildeles efter behov.

Bevillingskompetence:

Visitator til specialundervisning.

Afdeling, der sagsbehandler ansøgningen:

Sundhedsfremme og Visitation.

Egenbetaling:

Der er ingen egenbetaling.

Leverandør af ydelsen:

De primære leverandører er:

  • Kommunikationscentret
  • Region Hovedstaden
  • Center for Specialundervisning, Københavns Kommune.

Opfølgning på indsatsen:

Leverandør af undervisningen skal fremsende evalueringsrapport ved undervisningsforløbets ophør. Evalueringen skal forholde sig til den enkelte borgers udbytte af undervisningen og progression i forløbet.

Sagsbehandlingsfrister:

Efter udredningen med anmodning om undervisningsforløb er modtaget, skal kommunen give svar til et kommunikationscenter inden for 14 dage.

Afgørelse, klage- og ankevejledning:

Når kommunen giver betalingstilsagn til anmodningen fra et kommunikationscenter, bliver der ikke sendt en afgørelse til borgeren.

Når der gives afslag på specialundervisning, eller hvis der gives delvis tilsagn, sendes der en afgørelse til borgeren. Afgørelsen ledsages af en ankevejledning.

Borger kan klage direkte til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Der kan kun klages over retlige spørgsmål.

Andre ydelser/foranstaltninger:

Særlige bemærkninger:

Specialundervisning for voksne kan ikke være prøveforberedende undervisning eller uddannelse.

 

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider