Førtidspension

Ansøg om førtidspension eller seniorpension

Fold alle ud

Ansøg om førtidspension eller seniorpension

Husk at have MitID klar.

Her kan du starte udbetaling af førtids- eller seniorpension og evt. udenlandsk førtidspension, når du har fået en tilkendelse fra din kommune eller fra Seniorpension.

OBS. Du kan først starte udbetalingen, når du har fået brevet fra Udbetaling Danmark med overskriften 'Vi mangler oplysninger for at kunne beregne din førtidspension' eller 'Vi mangler oplysninger for at kunne beregne din seniorpension'. 

Når du klikker på "Start selvbetjening" skal du være opmærksom på, at vores udbyder af servicen (Minpensionssag) gerne vil sætte en eller flere cookies på din computer.

Start selvbetjening

Regler om førtidspension

Fold alle ud

Regler om førtidspension

Fra første januar 2003 er reglerne om førtidspension ændret. Der gælder nu to sæt regler om førtidspension:

  • Førtidspension efter regler der gælder fra 1.1.2003. Der er ikke længere forskellige pensionsgrader.
  • Førtidspension efter regler der gælder indtil 1.1.2003. Får du pension efter »gamle« regler, kan du ikke overgå til »nye« regler, men skal søge f.eks. forhøjelse, bistandstillæg eller plejetillæg efter gamle regler.

Tilkendelse af førtidspension sker fortsat i Rødovre Kommune, hvorimod udbetaling og beregning af førtidspensionen foretages af Udbetaling Danmark.

Du kan få nærmere besked om udbetaling og beregning af førtidspension på Borger.dk eller hos Udbetaling Danmark. 

Merudgiftsydelse

Hvis din funktionsevne er nedsat på grund af fysisk eller psykisk sygdom, kan du få dækket nødvendige merudgifter som følge af dit handicap efter Servicelovens § 100.

Forudsætningerne for at få dækket nødvendige merudgifter som følge af handicap er:

  • at du har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • at du er mellem 18 og 65 år
  • at du kan sandsynliggøre en betydelig merudgift som følge af dit handicap
  • at der i forhold til dit handicap er iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger.

Førtidspensionister, der modtager pension fra før 1.1.2003, er ikke omfattet af personkredsen, medmindre der samtidig er bevilget hjælperordning efter Servicelovens § 96. Tilskud forudsætter, at der er en sandsynliggjort merudgift på mere end 556 kr. (2020) månedlig. Ydelsen er skattefri og udbetales uanset indtægts- og formueforhold. Bevillingen tages op til vurdering én gang årlig.

Hvordan søger du

Du skal udfylde et ansøgningsskema øverst på siden.

Hjælp i særlige tilfælde

Regler om enkeltydelser findes i Lov om Aktiv Socialpolitik. For at få hjælp til enkeltudgifter skal følgende betingelser være opfyldt:

  • udgiften skal velbegrundet
  • der skal som hovedregel være tale om en nødvendig og uforudset udgift, som du ikke selv er i stand til at afholde.

Ansøgning sker via: www.borger.dk eller ved henvendelse til pensionskontoret.

Kommunen foretager en økonomisk vurdering. Førtidspensionister, der modtager pension efter regler gældende før 1.1.2003, kan ikke søge enkeltydelser. De henvises til at søge personlige tillæg. 

Bistandstillæg – plejetillæg

Vedrører førtidspensionister der har fået bevilget førtidspension før 1.1.2003.

Du kan selv ansøge om bistands- eller plejetillæg. Tillægget skal søges, inden du bliver folkepensionist. Ansøgningen udfærdiges i samarbejde med din sagsbehandler. Inden sagen behandles, skal du underskrive en blanket, hvor du giver tilladelse til, at kommunen indhenter de nødvendige oplysninger. Det kan bl.a. være udtalelser fra læge eller hospital. Endvidere har kommunen ret til at henvise dig til yderligere undersøgelser.

I forbindelse med sagsbehandlingen samarbejdes med bl.a. kommunens læge- og revalideringskonsulent. Ansøgningen skal være behandlet inden 3 måneder. Kan fristen ikke overholdes, vil du få brev med oplysning om, hvorfor der ikke er truffet en afgørelse, og hvornår denne kan forventes.

Bistandstillæg

Bistandstillæg tilkendes, hvis du har et vedvarende behov for bistand til personlige fornødenheder f.eks. personlig hygiejne, hjælp til at spise, hjælp til toiletbesøg m.v. Det forudsættes, at behovet for hjælp ikke dækkes via andre offentlige ordninger, f.eks. hjemmeplejen.

Er du gift, forudsættes det, at din ægtefælle hjælper dig i vidt omfang. Der skal derfor være tale om behov for hjælp på alle tider af døgnet, og at hjælpen omfatter mere end, hvad der kan betragtes som en almindelig håndsrækning fra ægtefællen. Bistandstillæg tilkendes endvidere efter særlige regler til blinde og stærkt svagtseende.

Plejetillæg

Plejetillæg tilkendes, hvis invaliditeten gør det nødvendigt, at der konstant er en anden person til stede. Det vil sige, du kun kan være alene i kort tid ad gangen. Bistands- og plejetillæg bevares, når du bliver folkepensionist. Begge tillæg er skattefrie. Bistands- og plejetillæg inddrages ved permanent indflytning i plejebolig eller anden tilsvarende boform. Tillægget udbetales dog i indflytningsmåneden og måneden efter.

Læs også

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider