Inkontinens

Oplever du ufrivillig vandladning/inkontinens? Så er du ikke alene. Der er mange simple tiltag, der kan minimere eller helt afhjælpe problemet. Vi har samlet gode råd til at gøre noget ved problemet og bryde tabuet. Hvis du er udredt for inkontinens hos din læge, har du mulighed for at ansøge om et hjælpemiddel hos Rødovre Kommune.

Selvbetjening

Fold alle ud

Ansøgning om hjælpemiddel/forbrugsgode/boligindretning efter lov om social service §§ 112/113/116

Husk at have MitID klar.

Når du klikker på "Start selvbetjening" skal du være opmærksom på, at vores udbyder af servicen (EG) gerne vil sætte en eller flere cookies på din computer.

Start selvbetjening

Inkontinens

Fold alle ud

Hvad er inkontinens?

Omkring 500.000 dansker lider af inkontinens.  Ordet inkontinens stammer fra latin og betyder ”manglende evne til at beherske”. Inkontinens kan være urin, afføring eller luft. Mange oplever, at inkontinens kan have fysiske, psykiske og sociale konsekvenser – og det kan være svært at tale om.

Forskellige typer inkontinens og behandling

Stress-inkontinens er et udtryk for en svag bækkenbund, der ved øget aktivitet ikke kan holde tæt. Kvinder med stress-inkontinens kan dryppe ved nys, hop, latter eller ved anstrengelse. Årsagen er en svag bækkenbundsmuskel bl.a. efter overgangsalder, indlæggelse, sygdom, fødsler eller manglende fysisk aktivitet. Mænd kan opleve stress-inkontinens efter prostataoperation. Behandlingen er bækkenbundstræning. Nogle kvinder har gavn af lokal hormonbehandling både til at afhjælpe inkontinens og forebygge blærebetændelse. Der er specialuddannede fysioterapeuter, som kan vejlede i korrekt bækkenbundstræning, da det ikke altid er let at finde musklen i bækkenet – både for mænd og kvinder.

Trang-inkontinens er en pludselig bydende trang til vandladning og/eller en overaktiv blære. Årsagen er ofte en ukontrolleret sammentrækning af blæremusklen pga. sygdom (fx sukkersyge, Parkinson eller blærebetændelse) eller følgevirkning af det. Behandlingen er en justering i drikkevaner, bækkenbundstræning, faste toilettider, blæretræning, medicinsk behandling eller lokal hormonbehandling.

Blandings-inkontinens er en kombination of stress-inkontinens og trang-inkontinens. Her vil man starte indsatsen med at afhjælpe den problemstilling, der fylder mest, eller den man umiddelbart let kan gøre noget ved.

Hvad kan du selv gøre?

Mange går med lidelsen længe, før de gør noget ved det. Den bedste start er, at du taler om problemet med andre – med andre ord: Bryd tabuet og gør noget ved problemet! Inkontinens er ikke noget, der kommer med alderen, eller noget man skal leve med.

Der er hjælp at hente, så du kan få en aktiv hverdag: 7 ud af 10 bliver hjulpet med ganske simple tiltag. En stor del af behandlingen bygger på ting, som du selv kan gøre for at minimere eller helt afhjælpe problemet. Hvis det ikke hjælper, er næste mulighed at søge læge og blive udredt.

Sådan kan du forebygge inkontinens

  • Undgå overvægt, da det giver et øget pres på bækkenbundsmusklen.
  • Stop med at ryge, da hoste giver et øget tryk på bækkenbundsmusklen.
  • Undgå forstoppelse, da det kan presse på blæreren. Det kan hjælpe at indtage fiberrig kost og motionere dagligt. Tal med din egen læge om forstoppelsesproblemet.
  • Husk regelmæssig vandladning hver 3.-4. time i dagtimerne – og giv dig god tid.
  • Vær opmærksom på at nogle former for medicin eller sygdomme kan give vandladningsproblemer.
  • Vær aktiv i dit liv – husk motion og bækkenbundstræning. 

Træn din bækkenbund

  • En stærk bækkenbund er med til at forebygge og behandle inkontinens.
  • Lav dagligt knibeøvelser. Det svarer til at holde på en prut – et let knib omkring endetarmen. Find inspiration på knibnu.dk (link)
  • Din læge kan også henvise dig til speciel fysioterapeut.

Gode råd om vandladning

  • Kvinder skal sidde afslappet og kunne nå gulvet med fødderne.
  • Mænd skal kunne stå afslappet.
  • Du skal ikke presse urinen ud, men lade den løbe af sig selv.
  • Vandladning hver 3.-4. time i dagtimerne.
  • Du kan gentage vandladningen to til tre gange efter hinanden, særligt inden du går i seng, så du sikrer dig, at blæreren er helt tom – og så du ikke skal op få timer efter, at du er gået i seng.   
  • Det er normalt at være oppe to gange om natten. Er du oppe tre eller flere gange, har det indvirkning på din nattesøvn, og du bør søge læge.

Særligt om natlig vandladning

  • Der kan være mange årsager til tre eller flere vandladninger om natten: En lille blære, forstørret prostata, stor urinproduktion, væske i benene eller kroppen eller dårlig blæretømning.
  • Drik kun lidt væske tre-fire timer, før du skal i seng.
  • Prøv dobbelt vandladning inden sengetid – lad vandet en gang, rejs dig op og prøv at ordne noget andet, inden du sætter dig ned igen. Gentag dette to-tre gange, inden du går i seng. Dette sikrer, at din blære er helt tom, når du går i seng. Det kan give dig flere timers ekstra søvn.

Vejledning om væskeindtag

  • Drik ca. 1½ liter i døgnet. Høj aktivitet, varme, sygdom, feber, diarré og lignende kræver mere væske.
  • Undgå at drikke tre timer, inden du skal sove.

Hvordan kan du blive udredt for inkontinens?

Inkontinens er ikke en sygdom, men et symptom på, at noget ikke fungerer optimalt fx svag bækkenbund, forstørret prostata, blærebetændelse eller andet. Du kan derfor søge læge, hvis du ønsker at blive udredt for inkontinens.

I nogle tilfælde kan Rødovre Kommunes sygeplejerske lave en basal udredning af inkontinens: kortlægge problemet, behandle årsager til inkontinens og udelukke alvorlig sygdom. Det foregår altid i samarbejde med en læge.

Lægens udredning af inkontinens

  • Afklaring af problemet og registrering af dine drikkevaner og mønster med vandladning.
  • Undersøgelse af din urin (for blærebetændelse).
  • Gennemgang af din medicin.
  • Vejledning omkring forstoppelse.
  • Evt. opstart med medicinsk behandling eller henvisning til specialuddannet fysioterapeut.
  • For kvinder: En gynækologisk undersøgelse.
  • For mænd: Undersøgelse af prostata (blodprøve og undersøgelse af prostata via endetarmen).

Ansøg om hjælpemiddel hos kommunen

Du har mulighed for at få bevilget et hjælpemiddel fx ble/bind, hvis du har gennemgået en udredning hos lægen eller anden specialist. Det er en forudsætning for en bevilling på et hjælpemiddel til inkontinens, at årsagen til problemet er undersøgt og alle behandlingsmulighederne er udtømt. Du kan få bevilget et hjælpemiddel til inkontinens (jf. Servicelovens §112), hvis du har varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Hjælpemidlet skal:

  1. I væsentlig grad afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne
  2. I væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
  3. Være nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Bliver betingelserne opfyldt (jf. Servicelovens §112), er hjælpemidlet gratis, hvis du vælger kommunens leverandør. Hvis du vælger at benytte dig af loven om ’Frit valg’ og dermed vælger en anden leverandør, vil der muligvis være en egen betaling.

Du skal sende en digital ansøgning via Rødovre Kommunes hjemmeside - som er placeret øverst på siden og derefter evt. kontakte Visitationen på telefon 36 37 74 00 mandag til fredag kl. 9.00-12.00.

OBS:

  • Mens du er under udredning, træning og/eller behandling, skal du selv købe dine bind/bleer. 
  • Du må selv afholde udgiften, hvis du har et midlertidigt behov for bind/ble. 
  • Du kan få bevilget et inkontinens hjælpemiddel, hvis dit problem er varigt. 

Nyttige hjemmesider

Kontinensforeningen.dk – patientforening for voksne og børn.Knibnu.dk – online knibebevægelse for kvinder.Sundhed.dk – patienthåndbog og information om behandling.

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider