Regulativ for erhvervsaffald

Regulativet er vedtaget d. 26. oktober 2021 og er trådt i kraft d. 1. november 2021

Skriv personfølsom/fortrolig post

Fold alle ud

Miljø - Affald og Genbrug

For at sende personfølsom/fortroligt post til Rødovre Kommune skal du benytte dit MitID

Skriv Digital Post

Regulativ for erhvervsaffald

Fold alle ud

§ 1 Formål m.v.

Formålet med dette regulativ er at fastsætte regler for håndtering af affald fra virksomheder, i Rødovre Kommune med henblik på at forebygge forurening, uhygiejniske forhold for miljø og mennesker samt begrænse ressourceanvendelsen ved at fremme genanvendelse af affald.

Formålet er endvidere efter miljøbeskyttelsesloven at fastsætte regler om de kommunale affaldsordningers omfang og tilrettelæggelse m.v. med henblik på at etablere og skabe rammerne for velfungerende kommunale ordninger, herunder normere de praktiske forhold i forbindelse med afviklingen af affaldsindsamlingen og -håndteringen.

De beskrevne ordninger i regulativet omfatter ikke erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse. Hvis en virksomhed benytter den kommunale genbrugsplads, skal bestemmelserne for denne ordning dog overholdes.

§ 2 Lovgrundlag

Regulativet er udarbejdet i henhold til gældende miljølovgivning, herunder navnlig:

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).
Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (batteribekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen).

§ 3 Definitioner

De definitioner, der anvendes i dette regulativ, svarer til de definitioner, der fremgår af det til enhver tid gældende lovgrundlag.

§ 4 Registrering af udenlandske virksomheder

Udenlandske virksomheder uden fast adresse i Danmark, der udøver affaldsproducerende aktiviteter, skal lade sig registrere hos kommunalbestyrelsen med henblik på opkrævning af affaldsgebyr m.v.

§ 5 Gebyrer

Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer i henhold til miljøbeskyttelsesloven samt affaldsaktørbekendtgørelsen.

Kommunalbestyrelsen vedtager efter affaldsaktørbekendtgørelsen én gang årligt et gebyrblad, der angiver størrelsen på ovennævnte gebyrer. Gebyrbladet er tilgængeligt på kommunes hjemmeside.

§ 6 Klage m.v.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter regulativet kan i henhold til affaldsaktørbekendtgørelsen ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Indskærpelser af regulativet efter miljøbeskyttelsesloven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser.

Ankestyrelsen kan som led i det kommunale og regionale tilsyn behandle spørgsmål om, hvorvidt kommunen overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning. Ankestyrelsen fører ikke tilsyn, i det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

§ 7 Overtrædelse og straf

Overtrædelse af regulativet straffes efter affaldsaktørbekendtgørelsen med bøde.

Efter affaldsaktørbekendtgørelsen kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er:

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Der kan efter affaldsaktørbekendtgørelsen pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8 Bemyndigelse

Kommunalbestyrelsen har bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til at træffe afgørelser efter dette regulativ.

Kommunalbestyrelsen har endvidere bemyndiget Teknisk Forvaltning til at træffe afgørelser efter dette regulativ.

§ 9 Ikrafttrædelse

Dette regulativ træder i kraft den 1. november 2021.

Samtidig med ikrafttrædelsen af dette regulativ ophæves følgende:
Regulativ for erhvervsaffald i Rødovre Kommune af 1. juni 2020.

Således vedtaget af kommunalbestyrelsen den 26. oktober 2021. 

Borgmester Britt Jensen

§ 10 Ordning for husholdningslignende restaffald

§ 10.1 Hvad er husholdningslignende restaffald

Husholdningslignende restaffald er restaffald, som er frembragt af virksomheder, og som i sammensætning svarer til restaffald fra private husholdninger. 

Restaffald sorteres i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6 til affaldsbekendtgørelsen.

Husholdningslignende restaffald må ikke indeholde genanvendelige materialer eller andet affald, der i henhold til dette regulativ skal frasorteres med henblik på specialbehandling.

I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen, om affald er husholdningslignende restaffald. 

§ 10.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for alle virksomheder der frembringer husholdningslignende restaffald, undtagen kommunale institutioner og virksomheder, i Rødovre Kommune.

§ 10.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning.

Virksomheder kan håndtere husholdningslignende restaffald via virksomhedens småt forbrændingsegnet affald. Ved sammenblanding skal affaldet klassificeres som husholdningslignende restaffald.

Virksomheder skal benytte transportører, som er registreret i Affaldsregistret.

Affaldet skal køres direkte til forbrænding og må ikke køres til midlertidigt deponi.

Affaldet skal opbevares på virksomheden, så der ikke opstår uhygiejniske forhold.

Affaldet skal afleveres til forbrænding hos I/S Vestforbrænding.

§ 10.4 Beholdere

Det påhviler virksomheden at anskaffe sig, vedligeholde og udskifte beholdere.

To eller flere virksomheder kan dele beholdere til husholdningslignende restaffald.

Beholderne skal være intakte og sikret mod perkolatudsivning og dyreangreb.

Kommunalbestyrelsen afgør, om en beholder giver anledning til uhygiejniske forhold og kan tiltrække skadedyr.

Kommunalbestyrelsen kan, hvor lokale forhold nødvendiggør dette, stille yderligere krav til beholdere.

Stativer, der ikke er anbragt i lukkede rum, skal være forsynet med net eller lignende til beskyttelse af sækken mod skadedyrsangreb.

Det påhviler desuden virksomheden at efterkomme de bestemmelser, som Kommunalbestyrelsen træffer til sikring af beholdere.

§ 10.5 Kapacitet for beholdere

Virksomheder skal sikre, at beholderkapaciteten opfylder virksomhedens behov.

§ 10.6 Anbringelse af beholdere

Virksomheder skal placere beholdere på virksomhedens matrikel.

§ 10.7 Anvendelse og fyldning af beholdere

Affaldet må ikke give anledning til lugtgener og uhygiejniske forhold.

Beholdere må ikke fyldes mere, end at låget kan lukkes tæt.

Låget på beholdere og affaldsstativer må, medmindre disse er anbragt under nedstyrtningsskakt, kun være åbent under påfyldning og tømning. Låget skal være fastmonteret og skal slutte tæt.

§ 10.8 Renholdelse af beholdere

Virksomheder er ansvarlige for renholdelse af beholdere, sækkestativer og standpladser, således at der ikke opstår uhygiejniske forhold.

§ 10.9 Afhentning af husholdningslignende restaffald 

Husholdningslignende restaffald skal afhentes, så det ikke giver anledning til lugtgener og uhygiejniske forhold, dog minimum hver 14. dag.

§ 11 Ordning for genbrugspladser

§ 11.1 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for virksomheder, som er hjemhørende i kommunen, og virksomheder, som ikke er hjemhørende i kommunen, herunder udenlandske virksomheder.

§ 11.2 Adgang til genbrugspladser

Virksomheder har efter affaldsaktørbekendtgørelsen adgang til genbrugspladsen i indregistrerede køretøjer med en tilladt totalvægt på maksimalt 3.500 kg og med en på køretøjet monteret trailer.

Ordensreglementet for genbrugspladsen skal følges.

Forud for benyttelse af en genbrugsplads skal virksomheden betale gebyr herfor. Hvis personalet anmoder om det, skal virksomheden dokumentere, at den har betalt for benyttelsen af genbrugspladsen. 

Det er muligt at købe årskort eller engangsbillet, der giver en times adgang til en genbrugsplads i I/S Vestforbrændings interessentkommuner. Se www.vestfor.dk.

§ 11.3 Sortering på genbrugspladsen

Ved emballering af affald, der afleveres på genbrugspladsen, skal der efter affaldsaktørbekendtgørelsen anvendes klare plastsække. Dette for at indholdet tydeligt kan ses af personalet på genbrugspladsen.

På genbrugspladserne kan virksomheden aflevere de affaldsfraktioner, som på det givne tidspunkt findes afleveringsmuligheder for på genbrugspladserne.

Affaldet skal sorteres efter affaldsfraktioner og placeres i de anviste containere/båse på genbrugspladsen. Anvisninger fra pladspersonalet skal følges.

Der kan af kapacitetsmæssige årsager være mængdebegrænsninger for udvalgte fraktioner. Disse kan variere over tid og fra en genbrugsplads til en anden.

Haveaffald må gerne tilkøres i papirsække. Papirsækkene skal tømmes i forbindelse med afleveringen og de tomme papirsække afleveres som småt forbrændingsegnet affald.

§ 11.4 Vægtbegrænsning

Den enkelte virksomhed (den gebyrbetalende produktionsenhed) må efter affaldsaktørbekendtgørelsen maksimalt aflevere 200 kg farligt affald om året på genbrugspladsen. Dette gælder dog ikke for bærbare batterier og akkumulatorer, som defineret i batteribekendtgørelsen, samt affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger omfattet af producentansvar, som defineret i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Kommunalbestyrelsen udsteder efter affaldsaktørbekendtgørelsen kvittering for det modtagne farlige affald.

Det er virksomhedens eget ansvar at kontakte pladspersonalet og få en kvittering for afleveret farligt affald. 

§ 12 Ordning for ikke-genanvendeligt farligt affald

§ 12.1 Hvad er ikke-genanvendeligt farligt affald

Ikke-genanvendeligt farligt affald er affald, der er omfattet af definitionen af farligt affald i affaldsbekendtgørelsen, og som er ikke-genanvendeligt, bortset fra eksplosivt affald.

Eksempler på ikke-genanvendeligt farligt affald omfattet af ordningen:

  • Olieaffald (som ikke er egnet til materialenyttiggørelse)
  • Spraydåser
  • Tungmetalholdigt affald
  • Asbest, alle typer
  • PCB-holdigt affald over grænsen for farligt affald
  • Affald fra tømningsordning for olie- og benzinudskillere

I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen om affaldet er farligt.

Ordningen omfatter ikke:

  • Farligt affald klassificeret som klinisk risikoaffald, herunder døde forsøgsdyr o.lign., som er omfattet af § 13.
  • Forurenet jord klassificeret som farligt affald, der skal følge reglerne i jordregulativet.
  • Affald omfattet af en producentansvarsordning, herunder elektriske produkter, lysstofrør, sparepærer, batterier og akkumulatorer.
  • Følgende affald, der er klassificeret som farligt affald, men omfattet af andre ordninger: Imprægneret træ (§ 11 eller § 16), mineraluld (§ 11 eller, hvis ikke-genanvendeligt, § 16), PVC-affald (§ 14). 

§ 12.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for alle virksomheder i Rødovre Kommune, der frembringer ikke-genanvendeligt farligt affald.

§ 12.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning i form af:

  • En anvisningsordning, hvor ikke-genanvendeligt farligt affald anvises til SMOKA, med undtagelse af asbestholdigt affald, som anvises til AV Miljø, hhv. 
  • En bringeordning, hvorunder ikke-genanvendeligt farligt affald afleveres på genbrugspladserne omfattet af § 11.
  • En bringeordning for så vidt angår mindre mængder batterier, som virksomheder kan aflevere i de til formålet særligt opstillede beholdere forskellige steder i kommunen.

Anvisningsordningen omfatter ikke affald, som er omfattet af en producentansvarsordning.

Virksomheder, der har ikke-genanvendeligt farligt affald, både emballeret og uemballeret, skal kontakte I/S SMOKA og træffe aftale om afhentning af affaldet.

Virksomheder, der har farligt affald, kan søge kommunen om fritagelse fra benyttelsespligten. Virksomheder der ønsker fritagelse, skal fremsende ansøgning indeholdende dokumentation for aftale med et miljøgodkendt anlæg, som behandler virksomhedens farlige affald eller dokumentation for, at virksomheden selv råder over et anlæg, som kan behandle den pågældende affaldstype. 

Det er ikke tilladt at håndtere farligt affald:

  • ved at hælde det i kloakken
  • ved at udlede det sammen med spildevand
  • ved at lade det fordampe
  • ved at nedgrave affaldet
  • ved at hensætte det på offentligt tilgængeligt sted.

Virksomheder, der frembringer farligt affald, skal sikre, at farligt affald er forsvarligt emballeret.

Emballagen skal være udformet efter følgende retningslinjer:

  • Den skal være tæt og lukket tæt til, så indholdet ikke utilsigtet kan trænge ud.
  • Det materiale, som emballagen er fremstillet af, må ikke kunne angribes af indholdet eller kunne indgå sundhedsfarlige eller på anden måde farlige forbindelser med dette.
  • Den skal være udformet, så hel eller delvis tømning kan ske på forsvarlig måde.
  • Er der risiko for gasudvikling, skal emballagen være forsynet med sikkerhedsspuns.

Virksomheden har ansvaret for, at emballagen ved afhentning er korrekt mærket i henhold til den gældende ADR-konvention med tilhørende bekendtgørelser.

Opbevaringen skal ske på følgende måde:

  • Farligt affald, der afhentes emballeret, skal opbevares i egnede beholdere på tæt bund uden mulighed for afløb til kloak, jord, vandløb eller grundvand.
  • Oplagspladsen skal være under tag og indrettes således, at spild kan opsamles ved brud på den beholder, der indeholder den største mængde. Kan oplagspladsen ikke tilkøres direkte, skal virksomheden inden afhentningen selv bringe affaldet til det nærmeste sted på eller ved virksomheden, som kan tilkøres.
  • Beholdere skal være løftet fra gulvet, så evt. utætheder opdages, og således at spild ikke beskadiger andre beholdere. Oplagspladsen skal være placeret på virksomhedens område, således at indsamleren/transportøren kan køre direkte til stativet, beholderen eller containeren for at foretage læsning.

Opbevaring af flydende uemballeret farligt affald kan ske på følgende måder:

  • Affaldet kan opbevares i tankanlæg. Tanken skal være egnet til den pågældende affaldstype og så tæt, at spild og fordampning undgås.
  • Tanken skal være udformet, så tømning kan foregå forsvarligt og være forsynet med sikkerhedsspuns, hvis der er risiko for overtryk.
  • Såfremt der benyttes overjordiske ståltanke, skal de(n) være placeret på en konstruktion, hævet over underlaget således at inspektion af bunden kan finde sted. Afstanden fra tanken til væg eller anden konstruktion skal være mindst 15 cm. Plasttanke, der er godkendt til direkte placering på underlaget, skal etableres på et tæt underlag som strækker sig mindst 10 cm uden om tanken.
  • Nedgravede tankanlæg må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Mindre mængder af farligt affald (op til 200 kg pr. år) kan afleveres på genbrugspladserne omfattet af § 11. Mindre mængder skal afleveres efter behov, dog mindst 1 gang årligt.

Eksplosivt affald skal efter affaldsbekendtgørelsen håndteres miljømæssigt forsvarligt ved en godkendt affaldsmodtager.

Virksomheden skal efter affaldsbekendtgørelsen sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andre kategorier af farligt affald eller blandes med ikke-farligt affald.

Virksomheden skal efter affaldsbekendtgørelsen sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret.

§ 13 Ordning for klinisk risikoaffald

§ 13.1 Hvad er klinisk risikoaffald

Ved klinisk risikoaffald forstås affald, som udgør en risiko for smitteoverførsel af sygdomsfremkaldende bakterier, svampe eller vira.

Klinisk risikoaffald kan opdeles i smitteførende affald, skærende og stikkende genstande samt vævsaffald.

Ved smitteførende affald forstås blandt andet:

  • Affald fra epidemiafdelinger, dialyseafdelinger, isolationsstuer m.v.
  • Affald fra specialbehandlinger fx. cystostatika
  • Rester af ikke-dræbt vaccine samt ikke autoklaveret affald.
  • Vævsdele fra forsøgsdyr, som indeholder humanpatogene mikroorganismer

Ved skærende og stikkende genstande forstås blandt andet:

  • Kanyler, knive, guidewires, sakse, pincetter, suturnåle, dråbekamre og andet der kan penetrere huden
  • Reagensglas, skår o.l., der indeholder blod, pus eller vævsdele
  • Laboratorieglasvarer forurenet med blod, pus eller vævsvæsker, hæmoglobinkuvetter, hårrør og pipetter
  • Kanyler fra dyrehold

Ved vævsaffald forstås blandt andet:

  • Organer og amputerede lemmer fra operationsstuer, vævsaffald fra fødestuer o.l.
  • Vævsprøver samt vævsprøver i formalin

Ordningen omfatter afhentning af klinisk risikoaffald fra alle producenter af klinisk risikoaffald, f.eks. praktiserende læger, speciallæger, lægelaboratorier, tandteknikere, tandlæger, apoteker, plejehjem, dyreklinikker, hjemmeplejeordninger, jordemødre, akupunktører, m.fl. I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen hvilke affaldstyper og hvilke producenter ordningen omfatter.

Ordningen omfatter ikke affald, der bortskaffes i henhold til andre bestemmelser f.eks. farligt affald.

§ 13.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for virksomheder i Rødovre Kommune der frembringer klinisk risikoaffald.

§ 13.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning. Kommunalbestyrelsen anviser klinisk risikoaffald til SMOKA. Virksomheder, der har klinisk risikoaffald, skal kontakte SMOKA og træffe aftale om afhentning af affaldet.

Hvis virksomheden godtgør, at klinisk risikoaffald håndteres på forsvarlig måde, vil Kommunalbestyrelsen give virksomheden fritagelse fra benyttelsespligten hos SMOKA.

Virksomheder skal sortere klinisk risikoaffald ved kilden (produktionsstedet) og opsamle det i egnede emballager.

Sorteringen skal ske efter følgende retningslinjer:

  • Smitteførende affald opsamles på produktionsstedet i plastposer, plastspande eller lignende.
  • Den anvendte emballage skal lukkes forsvarligt og lufttæt, før affaldet forlader produktionsstedet.
  • Skærende og stikkende genstande, f.eks. kanyler, lægges straks efter brugen i gennemsigtige egnede og brudsikre beholdere. Beholderen skal være tør og må ikke indeholde f.eks. desinfektionsvæske. Den anvendte emballage skal lukkes forsvarligt, før affaldet forlader produktionsstedet.
  • Vævsaffald, som med henblik på en tilstrækkelig forbrænding, skal indsamles særskilt (jf. definitionen) og opsamles i plastposer, plastspande eller lignende. Den anvendte emballage skal lukkes forsvarligt, før affaldet forlader produktionsstedet.

Ved tvivl om hvorvidt affald er klinisk risikoaffald, skal affaldet betragtes som klinisk risikoaffald og håndteres i overensstemmelse med retningslinjerne herfor.

Virksomheden skal emballere klinisk risikoaffald i den endelige emballage.

Affaldet føres herefter til egnet opbevaringssted før afhentning til behandling.

Klinisk risikoaffald må ikke stå tilgængeligt for offentligheden.

Klinisk risikoaffald må ikke trykkes eller sammenpresses i emballagen, så der opstår risiko for perforering.

Emballager må ikke fyldes mere, end at de kan lukkes uden sammenpresning af affaldet.

I tilfælde, hvor en emballage er blevet gennemvædet eller på anden måde beskadiget, skal virksomheden sikre, at der sker om-emballering af det kliniske risikoaffald.

Om-emballeringen skal ske ved anvendelse af en større beholder af samme eller bedre kvalitet, så den uegnede/beskadigede emballage ikke åbnes, men blot emballeres i en større, egnet emballage.

Flergangsemballager skal holdes rene og hygiejniske. Ved anvendelse af flergangsemballager skal renholdelsen tilrettelægges, så der ikke opstår risiko for smitteoverførsel og uhygiejniske forhold.

Hos virksomheder med centrale opsamlingssteder (f.eks. sygehuse) skal de fyldte emballager transporteres til det centrale opsamlingssted samme dag, de er fyldt. Vævsaffald skal transporteres til et centralt opbevaringssted samme dag, som det er produceret.

Virksomheden har ansvaret for, at emballagen ved afhentning er korrekt mærket i henhold til den gældende ADR-konvention med tilhørende bekendtgørelser.

§ 14 Ordning for ikke-genanvendeligt PVC-affald

§ 14.1 Hvad er ikke-genanvendeligt PVC-affald

Ikke-genanvendeligt PVC er f.eks.:

  • Tagplader af plast.
  • Visse cadmiumholdige plastprodukter.
  • Visse andre produkter af PVC.
  • Kabler hvis metalindhold ikke kan genvindes, og isolering fra kabelskrotning.
  • Visse gulv- og vægbeklædninger.
  • Andet blødt PVC som f.eks. visse tagfolie, presenninger, slanger, membranfolier.
  • Visse blyholdige byggeprodukter, der ikke kan genanvendes.
  • Andre byggeprodukter, f.eks. visse ventilationskanaler, toiletcisterner, tætningslister.
  • Plastpersienner.
  • Grammofonplader.
  • Regntøj.
  • Gummistøvler.

I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen, om affald er PVC-affald og om dette i givet fald er ikke-genanvendeligt.

§ 14.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for virksomheder i Rødovre Kommune, der frembringer ikke-genanvendeligt PVC-affald.

§ 14.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning.

Ikke-genanvendeligt PVC-affald anvises til deponering på AV Miljø eller til aflevering på genbrugspladser omfattet af § 11, der modtager den pågældende affaldstype.

§ 15 Ordning for forbrændingsegnet affald

§ 15.1 Hvad er forbrændingsegnet affald

Forbrændingsegnet affald er affald, der er omfattet af definitionen af forbrændingsegnet affald i affaldsbekendtgørelsen. 

I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen, om affald er forbrændingsegnet.

§ 15.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for virksomheder i Rødovre Kommune, der frembringer forbrændingsegnet affald.

§ 15.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning. Med mindre Kommunalbestyrelsen konkret har anvist til andet anlæg, anvises forbrændingsegnet affald til forbrænding hos I/S Vestforbrænding.

Virksomheden skal ved egen foranstaltning sikre, at affaldet overholder I/S Vestforbrændings modtageregler. Såfremt affaldet forbehandles før forbrænding, skal dette ske på anlæg beliggende i I/S Vestforbrændings opland, eller på et anlæg anvist af Kommunalbestyrelsen.

Forbrændingsegnet affald kan også afleveres på genbrugspladserne omfattet af § 11.

§ 16 Ordning for deponeringsegnet affald

§ 16.1 Hvad er omfattet af ordningen

Deponeringsegnet affald er affald, der er omfattet af definitionen af deponeringsegnet affald i affaldsbekendtgørelsen.

Eksempler på deponeringsegnet affald:

  • Stenuld
  • Fundamenter smurt med tjære
  • Mørtel 
  • Glaseret tegl 
  • Blød PVC
  • PCB-holdigt affald (indhold under kriterie for farligt affald)
  • Asbest, alle typer
  • Tungmetalforurenet affald (indhold under kriterie for farligt affald) 

I tvivlstilfælde afgør Kommunalbestyrelsen, om affald er deponeringsegnet.

§ 16.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for alle virksomheder i Rødovre Kommune, der frembringer deponeringsegnet affald.

§ 16.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er en anvisningsordning. Bygge- og anlægsaffald skal anmeldes til Kommunalbestyrelsen på www.bygningsaffald.dk, når den samlede affaldsmængde overstiger 1 ton. Medmindre Kommunalbestyrelsen konkret har anvist til andet anlæg, anvises deponeringsegnet affald til deponering hos AV Miljø.

Virksomheden skal ved egen foranstaltning sikre, at affaldet overholder AV Miljøs modtageregler. Såfremt affaldet forbehandles før deponering, skal dette ske på anlæg beliggende i I/S Vestforbrændings opland, eller på et anlæg anvist af Kommunalbestyrelsen.

Virksomheden, eller i dennes fravær den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for håndteringen af affaldet, er forpligtet til at sikre, at der sker en grundlæggende karakterisering af affaldet i overensstemmelse med retningslinjerne i bilag om grundlæggende karakterisering af affald og bilag om metoder og kvalitetskrav til prøvetagning, test og analyse i deponeringsbekendtgørelsen, når et læs affald ønskes afleveret på deponeringsanlægget. Affaldsproducenten er samtidig ansvarlig for, at karakteriseringsoplysningerne er korrekte.

Hvis affaldsproducenten har kendskab til eller begrundet mistanke om, at affaldet indeholder andre potentielt miljøskadelige stoffer end dem, der er omfattet af bilag om grundlæggende karakterisering af affald i deponeringsbekendtgørelsen, er det affaldsproducentens ansvar at sikre, at de pågældende stoffer medtages i den grundlæggende karakterisering.

Udtagning af prøver i forbindelse med den grundlæggende karakterisering og overensstemmelsestestning skal udføres efter en prøvetagningsplan, som affaldsproducenten er forpligtet til at udarbejde i overensstemmelse med DS/EN 14899.

Prøvetagningsplanen skal udarbejdes af en person med fornøden kompetence, jf. bilag om testning i forbindelse med grundlæggende karakterisering og overensstemmelsestestning i deponeringsbekendtgørelsen.

Prøvetageren skal være akkrediteret i henhold til DS/EN ISO/IEC 17025 eller personcertificeret i henhold til DS/EN ISO/IEC 17024, jf. bilag om testning i forbindelse med grundlæggende karakterisering og overensstemmelsestestning i deponeringsbekendtgørelsen.

Testning og kemiske analyser i forbindelse med den grundlæggende karakterisering og overensstemmelsestestning af en affaldstype samt analyser, der udføres som led i grundvandsmoniteringen og i de øvrige kontrol- og overvågningsprocedurer, skal udføres af akkrediterede laboratorier eller af ikke-akkrediterede laboratorier godkendt af tilsynsmyndigheden.

Hvis ikke-akkrediterede laboratorier godkendes og dermed foretager testningen, skal deponeringsanlægget dokumentere over for tilsynsmyndigheden, at det pågældende laboratorium har erfaring med relevante testmetoder, ligesom deponeringsanlægget skal dokumentere, at laboratoriet er i besiddelse af et effektivt kvalitetssikringssystem.

Afregning for affaldets håndtering sker direkte mellem virksomheden og modtageanlæg.

Mindre mængder deponeringsegnet affald kan også afleveres på en genbrugsplads i I/S Vestforbrændings interessentkommuner omfattet af § 11.

Deponeringsegnet eternit (fx asbestplader og fibercementplader) skal være emballeret i lukket plastemballage før det kan afleveres på en genbrugsplads i I/S Vestforbrændings interessentkommuner.

§ 17 Ordning for affald fra kommunale institutioner og virksomheder

§ 17.1 Hvad er affald fra kommunale institutioner og virksomheder

Ordningen for affald fra kommunale institutioner og virksomheder omfatter følgende

affaldsfraktioner:

  • Husholdningslignende restaffald 
  • Papiraffald
  • Papaffald
  • Glasaffald
  • Metalaffald
  • Plastaffald
  • Affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE)
  • Storskrald
  • Madaffald

§ 17.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for alle kommunale institutioner og virksomheder i kommunen.

§ 17.3 Beskrivelse af ordningen

Ordningen er tilrettelagt som en indsamlingsordning.

Husholdningslignende restaffald 

Virksomheder og institutioner skal håndtere husholdningslignende restaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Papiraffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere papiraffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Papaffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere papaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald vedrørende etageboliger, tæt/lav-bebyggelser og kolonihaver.

Glasaffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere glasemballageaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Metalaffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere metalemballageaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Plastaffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere plastemballageaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

WEEE

Virksomheder og institutioner kan aflevere WEEE på en genbrugsplads, se § 11 i dette regulativ, eller håndtere WEEE efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald vedrørende etageboliger og tæt/lav-bebyggelser.

Storskrald

Virksomheder og institutioner skal håndtere storskrald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald vedrørende etageboliger, tæt/lav-bebyggelser og kolonihaver.

Madaffald

Virksomheder og institutioner skal håndtere bioaffald efter bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Regulativ for erhvervsaffald 2021

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Send sikker Digital Post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider