Fast-track - tidligere opfølgning på din sygemelding

Stress, ulykke eller alvorlig diagnose. Oftest har både du og din arbejdsgiver en tydelig fornemmelse af, om du står over for en sygemelding, der risikerer at vare i mere end 8 uger.

I de tilfælde kan du eller din arbejdsgiver med fordel anmode om Fast track-behandling af din sygemelding. Så får du automatisk den første opfølgningssamtale med jobcentret senest 2 uger efter anmodningen. Det giver en unik mulighed for at sætte hurtigere ind med relevant støtte og konkrete redskaber i en svær situation. Ofte kan det bremse en uheldig udvikling og mindske både de menneskelige og økonomiske omkostninger ved sygemeldingen.

Detaljer

Fold alle ud

HVEM GÆLDER DET?

Du kan anmode om Fast track, hvis du bliver sygemeldt fra et arbejde. 

BETINGELSER

  • Fast track er en frivillig ordning. Hvis din arbejdsgiver anmoder om Fast track, er du ikke forpligtet til at tage imod den tidlige indsats 
  • Du skal konsultere din egen læge inden jobcentrets opfølgning

SÅDAN GØR DU

Som medarbejder kan du enten selv henvende dig i dit jobcenter og bede om Fast track, eller også kan din arbejdsgiver anmode om Fast track via NemRefusion på www.virk.dk. I begge tilfælde skal det ske inden for de første 5 uger af din sygemelding. Ved anmodningen skal din arbejdsgiver svare på tre spørgsmål om din sygdom:

Hvilke jobfunktioner påvirker sygdommen?
Hvor længe har sygdommen påvirket jobbet?
Har I forsøgt at tilpasse jobbet til din tilstand?

Hvis det er din arbejdsgiver, der anmoder om Fast track, får du automatisk besked og mulighed for at takke ja eller nej til den hurtige behandling.

Hvis du selv anmoder om Fast track eller takker ja til din arbejdsgivers anmodning, bliver du indkaldt til en opfølg - ningssamtale i jobcentret senest 2 uger efter anmodningen. Jobcentret vil bede dig om at konsultere din egen læge inden samtalen.

Din læge modtager automatisk svarene på de tre spørgs - mål om din sygdoms påvirkning af jobbet (se ovenfor) og giver efter jeres samtale sin vurdering af dine muligheder for at vende tilbage til arbejdet.

På baggrund af alle oplysningerne og opfølgningssamtalen planlægger du i samarbejde med jobcentret og din arbejdsgiver indsatsen for at fastholde dig i jobbet.