Denne sag sætter det største problem i social og arbejdsmæssig henseende ved byggeriet af Vestvolden og samfundet som helhed i relief: Alkoholmisbruget.
Det er ikke en tilfældighed, at de første afholdsforeninger i Danmark bliver stiftet på denne tid, for alkoholmisbruget i landet er ved at tage overhånd. Byggeriet ved Vestvolden er ikke nogen undtagelse, og i efteråret 1888 klager formændene over, at arbejderne kommer berusede tilbage efter frokostpausen og ikke kan bestille noget, fordi de hos den lokale slagter i Avedøre Rasmus Poulsen har købt store mængder snaps og indtaget dem i for hurtigt tempo.
Ifølge ordensreglerne for marketenderierne er det ikke tilladt marketenderierne at sælge alkohol i arbejdstiden, og det bliver senere opklaret, at det heller ikke er tilladt at sælge alkohol udenfor arbejdstiden ifølge næringsloven uden næringsbrev. Dette medfører ifølge 4. ingeniørdirektion, at arbejderne, når køber snaps og andre stærke drikke, køber det i store mængder, når de kan få det, og at de indtager det i et rask tempo med deraf følgende stærk beruselse.
Entreprenørerne presser derfor i oktober marketenderierne til at sælge op til 2 snapse til hver måltid for at prøve at stoppe det omsiggribende drikkeri. Dette kommer den lokale politimyndighed, Søndre Birk, for øre, og de henvender sig på baggrund af forskellige politirapporter til 4. ingeniørdirektion og forespørger, om det har sin rigtighed, at entreprenørerne med direktionens billigelse sælger brændevin ved måltiderne. Direktionen svarer, efter at have konfereret med de forskellige bygningsdistrikter, bekræftende, og den spørger samtidig, om Søndre Birk kan have noget imod dette, og samtidig beder den Søndre Birk om, at marketenderne må få tilladelse til at sælge brændevin pæglevis til arbejderne til medtagelse på arbejdspladsen.
Søndre Birk udtaler i december, at det godt kan se gennem fingre med udskænkning af snaps ved måltiderne, da det kan gælde som beværtning ved sluttet bord, hvad der er enhver tilladt, men det stiller sig afvisende overfor salg af brændevin i pæglevis udenfor måltiderne, da en sådan handlemåde vil være en klar overtrædelse af næringslovgivningen. I januar dannes så den ovenfor omtalte forbrugsforening, og det sætter tingene så meget på spidsen, at birkedommer Schou føler sig berettiget til at kommentere situationen i et læserbrev i Berlingske Tidende d. 23 februar 1889. I dette læserbrev fremfører han højlydt sin forargelse over forbrugsforeningens voldsomme alkoholindkøb. At Poul Hermansen, formanden for Arbejdsmændenes Forbund, også er formand for denne forbrugsforening, har vel heller ikke mindsket hans irritation og forargelse.
Tingene har øjensynligt gået sin vante gang med et voldsomt alkoholindkøb hos fortarbejderne, for den 21. marts 1889 indsendte marketender Schmidt på parcel A en ansøgning til Søndre Birk om tilladelse til at sælge brændevin pæglevis til arbejderne uden spiritusbevilling. Andragende støttes af 3. bygningsdistrikt, som overfor Søndre Birk og 4. ingeniørdirektion henviser, at en sådan tilladelse øjensynlig vil være med til at bremse det omsiggribende drikkeri og samtidig vil formindske den socialistiske agitation, som skjuler sig under navnet " forbrugsforening".
For denne forening siges ifølge 3. bygningsdistrikt formanden for den socialistiske forening "Arbejdsmændenes Forbund" Poul Hermansen at være formand.
Det faktum at 4. ingeniørdirektion ved senere ansættelser af faste håndværkere på Vestvolden betoner overfor sine bygningsdistrikter, at socialister ikke må ansættes, siger noget om deres holdning til bemeldte Poul Hermansens tilstedeværelse ved byggeriet.
Hvad angår virkningen af dette store alkoholforbrug, har der allerede været nævnt, at drikkeriet har en kraftig negativ indflydelse på arbejdernes præstationer i det daglige, og det må også have medført et øget sygefravær. Blandt andre følgevirkninger af drikkeriet kan nævnes kriminalitet Omkring 80% af samtlige forbrydelser begået i Københavns Amts Søndre Birks jurisdiktion af fortarbejdere i byggeårene 1888-1892 er foretaget under indflydelse af alkohol eller med det formål at skaffe sig alkohol. Når dertil kommer, at den hyppigste overtrædelse af politivedtægten, begås af fortarbejderne, er krænkelser af politivedtægtens paragraf 4, der dels forbyder støjende opførelse på offentlige gader og veje, dels forbyder at færdes i stærkt beruset tilstand sammensteds, belyser det yderligere alkoholproblemets indflydelse på fortarbejdernes almene tilstand og arbejdspræstationer.
