Formænd og tipmestre var fortarbejdernes direkte foresatte og var dem, der forestod opsynet med arbejdets udvikling. Da de skulle påse, at arbejdet skred frem på rette vis, var de ofte nødt til at placere sig på et sted, der gav overblik over det område og de arbejdere, som var deres ansvar. Herfra kunne de se ud over arbejdspladsen og råbe deres anvisninger til folkene. Nogle havde tilsyneladende deres egne arbejdsredskaber med, idet formand Kryger fik sin skovl stjålet, imens den stod på fæstningsterrænet. Hvorvidt han selv har brugt den eller den har været lånt ud til en af arbejdsmændene, fremgår ikke af forhøret.
Ikke alle formænd var lige populære, og der kunne godt opstå visse stridigheder mellem enkelte personer og i et enkelt tilfælde finder vi vidnesbyrd om, at et helt sjak nægter at arbejde under en tipmester på grund af hans brutalitet. Peter Nielsen Holm, der i forvejen er kendt som en hidsig herre, kommer d. 10 maj 1890 op at skændes med Daniel Peter Nielsen, og Holm nikker Nielsen en skalle, så dennes næse springer op. Arbejderne skilte dem ad, men da de kommer op på tippen ( det område, hvor jorden læsses af ), vil arbejderne ikke arbejde under ham mere på grund af hans brutalitet. Peter Nielsen Holm begynder nu at skælde arbejderne ud, og de beslutter derfor at jage ham ned fra tippen, og Daniel Peter Nielsen skubber derpå Holm ned fra tippen. Holm samler derefter en sten op, men slipper den efter en advarsel fra arbejderne. Holm samler derefter en skruenøgle op, der vejer 1875 gram, og slår ud efter Daniel Peter Nielsen, der parerer slaget med armen, så han får en hudafskrabning. Peter Nielsen Holm kaster derpå skruenøglen i hovedet på en svensk arbejder Jons Forsberg, så hans hat flækker og han får en stor flænge på issen, der går helt ind til benet. Peter Nielsen Holm bliver tiltalt for vold og idømmes 2x5 dages fængsel på vand og brød.
Andre stridigheder mellem overordnede og fortarbejderne udmunder også i vold. Formand Kaiser blev d. 17. september 1889 overfaldet, da han forlod arbejdet kl.19 og begav sig på vej til sit hjem i Hvissinge. En fortarbejder Jacob Pettersson bliver anholdt som mistænkt i sagen, men bliver efter gentagne afhøringer og yderligere undersøgelser i sagen løsladt, da mistanken ikke findes bestyrket. Af andre stridigheder kan nævnes et overfald, som en formand Søren Petersen begår på en svensk arbejder Rasmus Larsson Malmqvist. Søren Petersen kommer forbi tippen og udtaler sin utilfredshed med Malmqvists måde at udkaste jorden på. Da Malmqvist høfligt siger, at der åbenbart ingen er, der kan gøre ham tilfreds, bliver Petersen gal, og beder Malmqvist om at holde kæft, derpå tager han skovlen fra Malmqvist og giver ham 3-4 stød for brystet, så han falder omkuld og forstuver sin fod. Søren Petersen bliver først tiltalt for vold, men da der ikke kan findes tilstrækkelige vidner, bliver sagen lavet om til et civilt søgsmål, hvor Søren Petersen bliver dømt til at betale Malmqvists løn i sygeperioden samt hans omkostninger og for svie og smerte, ialt 141,75 kr. Endvidere skal Petersen betale sagens omkostninger 12,75 kr., samt en bøde til statskassen på 40 kr.
Når disse sager er nævnt, skal det siges, at der ikke er registreret andre sager af denne natur i Søndre Birks politisager, og at det nok er sjældent, at det på denne måde kommer til håndgemæng mellem overordnede og arbejdere, fordi der er tale om løst arbejde. Hvis arbejderen er utilfreds, kan han tage sit tøj og gå, og formanden kan, hvis han er utilfreds med arbejderen, fyre ham øjeblikkeligt.
De overordnede formænd beskrives i Lars Peter Gratløvs levnedsskildring som autoritære og hersende. De sørgede så vidt muligt for at få så meget som muligt ud af de arbejdere, der var på dagløn. De stod ofte og holdt opsyn med arbejdets fremadskriden, og sørgede for at trillebøre og tipvogne blev fyldt godt op, inden de blev kørt bort. Da det ofte var arbejderen, der selv skulle transportere dem bort, var det forståeligt, hvis han undlod at fylde top på trillebør eller de små tipvogne. De store tipvogne blev formodentlig transporteret bort ved lokomotivkraft.
Formændene benyttede sig også af gendarmerne, hvis der blev optakt til ulydighed eller strejker på arbejdspladsen. Ved en strejke på Brøndbyøster mark, hvor arbejderne nedlagde arbejdet og begav sig sydpå til en anden entreprenørs område, blev gendarmeriet tilkaldt, og gendarmerne brugte den flade side af sablen for at drive arbejderne bort. Men formændene havde også adskillige af deres underordnede i logi. Formand Hans Petersen, der havde slået sig ned i Rødovre med sin familie, havde ofte logerende fortarbejdere. Det samme gælder for formændene Jakob Høyer og Niels Hendrik Sørensen, der boede i henholdsvis Rødovre og Islev og formændene Christian Lystrup og Johannes Hansen, der begge boede i Glostrup.
Selv om disse formænd optrådte autoritært, har de altså også haft et mere personligt forhold til visse af deres underordnede og der er ikke noget, der tyder på, at disse specielle fortarbejdere, der logerede hos formændene, skulle have været særlig flittige eller særlig stabile. Udskiftningen blandt dem er lige så stor som hos de øvrige fortarbejdere, der logerede andetsteds. Mange af formændene var i øvrigt tilrejsende, der kom hertil med familien og slog sig ned i området med det formål at lede byggeriet og som så forlod området igen, når byggeriet var afsluttet.
Formand Pedersen, der boede midlertidigt i Rødovre ifølge hans egne ord, og Svend Andersson, var fra henholdsvis Jylland og Sverige, og deres børn var født sammesteds. Formand Lystrup, der boede i Glostrup, flyttede i 1891 til Frederiksberg, men han efterlod en ubetalt skatteregning, der senere blev sendt til udpantning. Formændene var ofte gift, og deres alder svingede mellem 28 og 54, hvilket giver en betydeligt højere gennemsnitsalder end for fæstningsarbejdernes vedkommende. Deres lønniveau er ukendt, men det må have ligget betydeligt højere end fæstningsarbejdernes, og deres tilknytning til arbejdspladsen var også af en mere langvarig karakter, da adskillige var der under hele eller næsten hele bygningsperioden.