I Tirsdags har 4-500 Mand ved fortarbejdet paa Vestfronten ( Brøndbyøster ) nedlagt Arbejdet.
Denne Arbejdsnedlæggelse har længe gæret i Sindene, da Lønnen kun har udgjort 2 Kr.75 Øre for 11 Timers strængt Slid i Døgnet. Deraf fradrages endog 7 Øre pr. Dag i Sygepenge. Dertil kommer endvidere, at Arbejdet har været meget besværligt, idet folkene har maattet trille Sand og Grus op fra Bunden af Kanalen og paa sine Steder har maattet døje forskellige Ubehageligheder, hvis der blot har manglet en eneste Skovlfuld i Børene.
Tirsdag Formiddag begyndte Bevægelsen for en Arbejdsnedlæggelse, idet 30 Arbejdsmænd hod Formand Andersen forlangte, at denne skulde afskedige et par ny antagne Folk, hvem Holdet ikke ønskede at arbejde sammen med. Havde Andersen imødekommet dette krav, vilde Arbejdet i al Fald ikke være bleven nedlagt den Dag. Han erklærede imidlertid ikke at vilde afskedige de ny antagne, og Holdet forlod derfor Arbejdspladsen.
Ved Middagstid samledes de Strejkende i Marketenderiet med de øvrige Fæstningsarbejdere, og det blev her besluttet, at Fordringen om bedre Lønforhold nu skulde fremsættes. Ikke mindre end 4-500 Mand samlede sig da her om det Forlangende, at Daglønnen skulde være 3 Kr. for en arbejdstid fra 6-6 eller 30 Øre Timen for en Arbejdsdag paa 11 timer.
Entrepenør Sørensen vilde under ingen Omstændigheder diskutere med Arbejderne om dette Forlangende. Han lod derimod Gendarmerne hente og opfordrede dem til at jage Fortarbejderne ud fra Fortets Område. Gendarmerne trak blank, og da Arbejderen ikke vilde efterkomme opfordringen om at passere Avedørevejen, hvorved de vilde have faaet betydeligt til deres Hjem, huggede Krigerne ind paa Mængden. Ved den Lejlighed gik det dog væsenlig ud over Madkasserne, og kun enkelte Arbejdere ramtes af Klingerne. Efter en Smule Parlamenteren lykkedes det endelig Arbejderne at faa Lov til at gaa i Fred og Ro ad den Vej, som var nærmest til Hjemmene.
Onsdag Morgen mødte alle Mand igen op paa Arbejdspladserne, for at faa Rede paa, hvor vidt Entrepenøren vilde imødekomme deres Fordringer. Men hverken Onsdag eller Fredag Morgen kunde der være Tale om Arbejde, uden det blev optaget paa de gamle Betingelser. Hr. Sørensen svarede, at hvis han skulde gaa ind paa Arbejdernes Forlangende, "var han lige til Ladegaarden". I den Retning suppleres han heldigt af formand Andersen, den formand, som staar slettest anskreven hos Arbejderne. Han har nemlig udtalt, at "der skulde før trækkes af Daglønnen end lægges paa".
Naar man nu betænker, at det anstrængende Jordarbejde foregaar i den stærkeste Sommerhede, maa man dog virkelig indrømme Arbejderne, at deres Fordring: 3 Kroner for 10 Timers dagligt Slid, er beskeden.
Men muligvis har Hr. Sørensen overtaget sin Del af Livskagen paa saadanne Vilkaar, at han vilde miste Gevinsten, om han skulde imødekomme Fordringen. Er det Tilfælde, da har man en ny Bekræftelse paa, at Højres Paastande om "Livsfag" og "Arbejdervenlighed" er Humbug og kun humbug.