Grøftens planteliv
Grøft ved det ryddede voldområde. Vegetationen er præget af typiske vejkantsplanter, som f.eks. de høje planter pastinak, hvas randfrø , alm. røllike, prikbladet perikon, haremad og forsk. tidselarter, samt lavere arter som hvidkløver, mark- krageklo, skivekamille, lav ranunkel og vejbredarter, spredt blandt et bundtæppe af græsser, bl.a. hundegræs, engrottehale og engrævehale.
De nævnte er nogle af de almindeligste urter langs voldgaden, mange af arterne vokser dog også andre steder på voldområdet. I det følgende vises en række billedeksempler fra grøftekanten:
En af de dominerende planter i sensommeren ved grøftekanten er den høje gulblomstrede skærmplante pastinak. Den er tidligere blevet dyrket som køkkenplante.
Skivekamille mangler randkroner og har en stærkt krydret duft; den er indslæbt fra Nordamerika for ca 100 år siden. Vokser ofte sammen med glat vejbred på stærkt befærdede stier og gårdspladser, da den er særdeles hårdfør.
Lugtløs Kamille kendes fra sin nære slægtning Vellugtende Kamille på, som navnet antyder, manglende kamilleduft.
Prikbladet Perikon er hyppigt anvendt som snapsetilsætning og lægeplante; har små lyse prikker på stængelbladene, deraf navnet.
Agertidsel har glat stængel og tornede blade; de øvrige arter har en filtet/tornet stængel og større kurve. Uhyre almindelig på det ryddede voldområde; skyder op om foråret fra et overvintret rodnet.
Hvidkløver, slægtsnavnet Trifolium betyder trebladet og henviser til de trekløvede stængelblade, der ofte har et lyst felt på hvert småblad; firkløvere findes hyppigst hos hvidkløver. Kan som andre ærteblomstrede fiksere kvælstof ved hjælp af bakterier i plantens rodknolde.
Bidende Ranunkel har en høj,opret stængel med spredte håndsnitdelte blade; pga kronbladenes glinsende gule farve også kaldet "smørblomst". Lav Ranunkel kendes på dens nedliggende stængel.
Humlesneglebælg er en lille ærteblomstret plante med lange, nedliggende stængler og gule kroner.