Er du pårørende?

I Rådgivnings- og Behandlingscenter arbejder vi på at styrke din tro på, at situationen kan blive anderledes. Vi ønsker at give dig håb om, at der kan skabes forandring i både din og den afhængiges liv.

De fleste kender nogen, der er eller har været påvirket af et skadeligt forbrug af rusmidler - enten i familien eller i den nærmeste omgangskreds. Det påvirker ikke kun den enkelte, men også de relationer, der omgiver personen. Vi forstår, at det kan være meget svært og ensomt at være pårørende til en person med et stof- eller alkoholproblem. Derfor tilbyder vi gratis støtte til pårørende.

Du kan kontakte vores Rådgivnings- og Behandlingscenter på telefon: 36379350 eller sende en SMS med teksten "Pårørende" til 8900089, så vil vi kontakte dig inden for tre hverdage.

Individuelle samtaler

Vi tilbyder individuelle samtaler, hvor du har mulighed for at tale med en behandler. Det er ikke et krav, at din pårørende med et rusmiddelbrug er i behandling, og vedkommende bliver ikke informeret om dine samtaler i Rådgivnings- og Behandlingscentret. Samtalerne vil tage udgangspunkt i det, du synes er svært eller udfordrende i forhold til at være pårørende.

Inddragelse af pårørende i behandlingen

Vi imødekommer at inddrage dig som pårørende så fremt det er et ønske fra den behandlende, og du vil som pårørende have mulighed for at deltage i én eller flere samtaler. Inddragelsen af dig som pårørende kan kun ske i overensstemmelse med den behandlende, for derved at bevarer tilliden og behandlingsalliancen. Som pårørende har du eksempelvis mulighed for at deltage i én eller flere samtaler, hvis den behandlende ønsker det. Det er vigtigt for os, at inddragelsen af pårørende sker i overensstemmelse med den behandlendes ønsker, så vi bevarer tilliden og den gode relation til vedkommende i behandling.

Du er altid velkommen til at kontakte Rådgivnings- og Behandlingscenter, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om vores behandlingsform og metoder. Vi sætter stor pris på fortroligheden i vores samtaler og vil ikke videreformidle noget af det, der bliver sagt under samtalerne, medmindre den behandlende ønsker det.

Parsamtaler

Vi tilbyder også parsamtaler, hvor du som pårørende inviteres til at deltage, hvis din partner er i behandling hos os. Disse samtaler skal ikke forveksles med parterapi, men ses mere som en undervisning i, hvad det vil sige at være afhængig og hvordan en afhængighed kan påvirke en hel familie eller et parforhold. Vi kalder også disse samtaler for psykoedukation.

Forældresamtaler

Vi tilbyder forældresamtaler med to forskellige fokusområder:

  1. Fokus på forældrerollen, hvordan livet med stoffer og/eller alkohol har påvirket børnene, og hvordan du/I kan møde børnene fremover. Du kan deltage i samtalerne alene eller sammen med den brugende forælder eller partner.
  2. Fokus på at hjælpe dig/jer med at håndtere situationer omkring den unges stof- og/eller alkoholproblematik på den mest hensigtsmæssige måde. Gennem samtalerne får du som forælder hjælp til at:
    • Forstå egne familiedynamikker og reaktionsmønstre
    • Opnå en større forståelse af mulige årsager til den unges handlinger/forbrug
    • Stoppe uhensigtsmæssige familiemønstre og etablere nye konstruktive samværsformer
    • Håndtere konkrete problemstillinger i dagligdagen

Kontakt os i dag

Vi håber, at du vil benytte dig af vores tilbud og kontakte os for at få den støtte, du har brug for som pårørende. Vi er her for at hjælpe dig og ønsker at gøre en positiv forskel i din situation.Hvis du ønsker hjælp til at ændre dit forhold til alkohol, er du velkommen til at kontakte Rådgivnings- og Behandlingscentret.

Ring til os på 36 37 93 50 eller send os en SMS-besked med teksten "Pårørende" til 8900089, og vi vil kontakte dig inden for tre hverdage.

Du kan finde yderligere kontakt oplysninger her.