
Vægtenheden for børn og unge i Rødovre Kommune er for børn, unge og deres familier. Det er et tilbud for børn og unge, som har overvægt eller som er i risiko for at udvikle overvægt.
Behandlingen er baseret på den anerkendte Holbæk-model, der bygger på solid forskning fra Børnevægtsenheden på Holbæk Sygehus.
Vi tilbyder et helhedsorienteret forløb, der inkluderer grundig undersøgelse, udarbejdelse af individuel behandlingsplan samt løbende hjælp, støtte og vejledning. Vi har erfaring med, at mange familier sætter stor pris på forandringerne, og at 7 ud af 10 børn taber sig og fastholder vægttabet.
Vi opfordrer jer til at være åbne for ændringer og engagere hele familien i processen. Det er vigtigt, at I deltager i de planlagte aftaler og er villige til at implementere nye vaner i jeres dagligdag.
Behandlingen
Ved den første konsultation undersøger vi jeres barn blandt andet ved måling af højde, vægt, livvidde og blodtryk. Vi gennemgår sammen et spørgeskema omkring barnets hverdag og vaner. Ud fra samtalen, spørgeskemaet og undersøgelsen udarbejder vi en individuel plan, hvor vi fokuserer på følgende områder:
- Vægtregulering: Vi giver rådgivning og vejledning om sund kost og spisemønstre
- Motion: Vi hjælper med at skabe sunde motionsvaner og finde aktiviteter, der passer til barnets alder og interesser
- Søvn: Vi rådgiver om vigtigheden af tilstrækkelig søvn og sunde søvnvaner for både fysisk og mental trivsel
- Skærmtid: Vi hjælper med at finde en balance mellem skærmtid og fysisk aktivitet samt fremme en sund digital adfærd
- Grænsesætning: Vi giver redskaber til at håndtere uhensigtsmæssige vaner og etablere sunde grænser samtidig med, at vi understøtter unges mentale velbefindende
Opfølgning og støtte
Efter den første konsultation vil vi følge op med konsultationer ca. hver 6.-8. uge, og varigheden af forløbet er individuel. Vores team består af 2 sundhedsplejersker og 2 sundhedskonsulenter, som vil støtte og vejlede jer igennem hele forløbet.
Hvem kan deltage?
Hos Vægtenheden for børn og unge kan børn i alderen 3-6 år med svær overvægt, børn og unge i alderen 6-18 år med overvægt eller risiko for at udvikle overvægt deltage. Hvis I er i tvivl om jeres barns vægt, kan I kontakte Sundhedsplejen eller egen læge for afklaring.
Hvad skal I gøre?
For at få mere information om vores tilbud eller tilmelde jer, kan I kontakte sundhedsplejersken på jeres barns skole eller ringe på telefon 30767447 for at aftale en tid.
Tøv ikke med at kontakte os for yderligere oplysninger eller for at tilmelde jer. Vi er her for at støtte jer på vejen mod en sundere livsstil.
Børnemotionshold alderen 7-12 år
Rødovre Sundhedscenter tilbyder et motionshold for børn i alderen 7-12 år, som har behov for støtte til at komme igang med fysisk aktivitet. Holdet er målrettet børn som er inaktive og har brug for motivation og vejledning til at dyrke motion. Gennem leg og forskellige sportsgrene vil vi hjælpe barnet med at opbygge kropsbevidsthed og glæde ved bevægelse. Vores erfarne sundhedskonsulentet Michael og Sanja står for holdet og lægger vægt på, at skabe et trygt socialt miljø, hvor fællesskabet er i højsæde. Formålet er at barnet efterfølgende kan indgå i en sportsforening.
Kontaktoplysninger: Rødovre Sundhedscenter