Ny sundhedsprofil for Rødovre: Færre drikker for meget

12/04-2018

Den store undersøgelse Sundhedsprofilen har taget temperaturen på danskernes sundhed. Generelt drikker danskerne mindre alkohol, og det er især i Rødovre, at borgerene har ændret alkoholvaner.

2.550 tilfældigt udvalgte Rødovre-borgere besvarede sidste år et spørgeskema om deres sundhed. Resultaterne er netop blevet offentliggjort i den store undersøgelse Sundhedsprofilen. Den gode nyhed er, at borgerne drikker mindre alkohol end tidligere. Rødovre er den kommune i regionen, hvor der er det største fald i moderat alkoholforbrug: I 2013 var det 14 procent, i dag er det kun 9 procent. Samtidig er der også færre borgere, der har tegn på alkoholafhængighed og har en risikabel alkoholadfærd i hjem med børn.

Den positive udvikling hænger sammen med kommunens mange gode indsatser på alkoholområdet, siger Britt Jensen, Social- og Sundhedsudvalgsformand i Rødovre Kommune:

”Vi tilbyder gratis alkoholbehandling til borgere med alkoholproblemer og pårørende til drikkende. Alle kan desuden komme ind fra gaden og få en anonym, uforpligtende samtale i Sundhedscenteret med fagprofessionelle. For nogle starter en samtale om andre udfordringer som kost og overvægt, men når der er skabt en tryg relation, fortæller borgerne, at de også ønsker hjælp til at ændre alkoholvaner”.

Selvom borgerne drikker mindre, viser Sundhedsprofilen, at danskerne er mere usunde end tidligere. Blandt andet ryger flere dagligt end for fire år siden. Det er 18 procent borgere i Rødovre. Rygning har særligt fokus i Rødovre Kommune, der blandt andet deltager i et forskningsprojekt om rygestop og kører en kampagne, der har fået flere til at melde sig til kommunens gratis rygestophold, som øger borgernes chance for at blive røgfri.

”Vi har været på forkant med Sundhedsprofilens tal og øget vores indsats på rygning. I år er der allerede 67 borgere, der har tilmeldt sig vores rygestophold, sammenlignet med 40 borgere hele sidste år. Med Sundhedsprofilens nye tal er vi blevet endnu klogere på, hvor de store udfordringer er. Jeg ved, at Sundhedscenteret er godt i gang med at målrette vores sundhedstilbud. Vi løfter udfordringerne der, hvor skoen trykker mest”, siger Britt Jensen.

Udvalgte resultater ift. alkohol og rygning fra Rødovres sundhedsprofil 2017

Alkohol:

  • Rødovre er den kommune i regionen, hvor der er det største fald i moderat alkoholforbrug: I 2013 var det 14 procent, i dag er det 9 procent.
  • Færre borgere har tegn på alkoholafhængighed og har en risikabel alkoholadfærd i hjem med børn.
  • 35 procent, svarende til 1.700 borgere, ønsker at nedsætte deres alkoholforbrug.

Rygning:

  • 18 procent ryger dagligt, hvoraf halvdelen er storrygere med et forbrug på over 15 cigaretter om dagen.
  • Tre ud af fire rygere ønsker at stoppe med at ryge og 40 procent rygere vil gerne have hjælp til rygestop.
  • 76 procent rygere var røgfri efter den sidste mødegang på kommunens gratis rygestophold.