Fornuftig økonomi i Rødovre Kommune trods coronakrise

25/04-2022

Rødovre Kommunes regnskab for 2021 afspejler, at kommunen kom godt gennem året trods corona-krisen. Derfor takkede borgmester Britt Jensen de mange borgere, medarbejdere og politikere, som har ydet en stor ekstra indsats under pandemien, da hun præsenterede regnskabet på Kommunalbestyrelsens møde den 26. april.

Rødovre Kommune kom ud af 2021 med et overskud på 76 mio. kr., og det afspejler ikke bare en fornuftig økonomi, mener borgmester Britt Jensen. Det afspejler også, at Rødovre endnu en gang har vist evnen til at stå sammen i svære tider. 

”Når vi i aften ser på et tal på en bundlinje, så er det meget mere end det. Det positive resultat er et bevis på, hvordan vi står sammen i Rødovre. Ikke mindst når krisen kradser allermest,” sagde Britt Jensen.

Hun takkede blandt andet de mange medarbejdere i for eksempel daginstitutioner, skoler og i ældreplejen, som har ydet en enorm indsats, og så fremhævede hun, hvordan hele Rødovre har stået skulder ved skulder under pandemien.

”Hvor er der mange, der har vist viljen til at stå sammen – og sat handling bag, når det var nødvendigt. Lige fra forældre i daginstitutioner, som har udvist fleksibilitet i en tid med enormt pres – til frivillige i mange afskygninger, som har hjulpet lige præcis der, hvor det brændte på,” sagde hun.

Udvikling trods vanskelige vilkår

Regnskabet beskriver også, hvordan udviklingen på ingen måder stod stille i 2021, selv om mange forhindringer måtte håndteres.

”Byen spirede – og spirer stadig – og skaber rum for nye borgere, nye oplevelser og nye fællesskaber. Vi begyndte at få has på den ledighed, som corona skabte. Og vi fortsatte med at styrke velfærden. Det kan blandt andet mærkes blandt børnene. Vi har indført et klasseloft på 24 elever i folkeskolen over de kommende ti år. Og minimumsnormeringer i daginstitutioner er trådt i kraft fra nytår. Det er to år før den frist, som et flertal i Folketinget har bestemt,” sagde borgmesteren.

Udviklingen især i forbindelse med krigen i Ukraine betyder, at den økonomiske situation langt fra bliver lettere. Alligevel lød opfordringen på mødet i Kommunalbestyrelsen, at alle tager det positive resultat til sig.

”Der skal ikke herske tvivl om, at vi også i Rødovre mærker, hvordan hele verden er påvirket af krigen i Ukraine. Det rammer økonomien. Men lige her og nu synes jeg godt, at vi må tage et øjeblik og være stolte af, hvordan vi kom igennem 2021. Ikke bare os her i salen, men alle i Rødovre,” sagde Britt Jensen.

FAKTA

Sagen om regnskabet for 2021 har nummer 83 på dagsordenen for mødet i Kommunalbestyrelsen, som kan læses her.