Gartnerbyen tager form
02/02-2026
Udviklingen af Gartnerbyen centralt i Rødovre tager afgørende skridt fra plan til virkelighed. Rødovre Kommune har netop indgået kontrakt med totalentreprenør på Rødovres nye Borgerhus og udvikling af de omkringliggende grunde. Byggeriet går i gang med det samme og bliver en hjørnesten i udviklingen af en grøn og levende bykerne med fokus på fællesskab, arkitektur og bæredygtighed.
Rødovre Kommune har indgået aftale med A. Enggaard A/S om opførsel af Borgerhuset. Forventningen er, at Borgerhuset kan stå klar til indflytning i slutningen af 2028.
”Vi har store ambitioner for Borgerhuset. Det skal være et åbent, smukt og bæredygtigt hus, der inviterer til liv, dialog og fællesskab midt i en grøn bydel med park, aktivitetsplads og store grønne arealer. Borgerhuset er åbent – også uden for normal åbningstid – så vores borgere kan få mest mulig glæde og gavn af Borgerhuset. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu har fundet de rigtige samarbejdspartnere, der deler vores vision og kan omsætte den til virkelighed,” siger borgmester Britt Jensen og fortsætter:
”I tilknytning til den nye bypark, som etableres der, hvor Jobcenteret ligger i dag, opføres et ikonbyggeri, som bliver en markør i Gartnerbyen midt på Aage Knudsens Strøg. Ikonbyggeriets boliger vil appellere til unge, der lige er flyttet hjemmefra, enlige seniorer og andre, der søger et særligt fællesskab. Det er samtidig lagt vægt på, at boligerne i Ikonbyggeriet er betalbare for disse grupper.”
Hjørnestenen i den nye grønne bymidte
Borgerhuset placeres ved Gunnekær – på nordsiden af rådhuset – og bliver hjørnestenen i den større byudviklingsplan for Bykernen i Gartnerbyen. Her forvandles det tidligere erhvervsområde til en levende, tæt og grøn bydel med boliger, grønne arealer, cafeer, kunst, byrum og fællesskabet blomstrer allerede.
Det kommende Borgerhus samler en række af kommunens borgerrettede funktioner, der i dag ligger spredt ud på flere adresser i Rødovre. Med Borgerhuset skabes altså en én indgang for Rødovres borgere. Samtidig bliver huset et åbent og inviterende mødested for hele Rødovre, med fællesfaciliteter og adgang for borgere og foreninger.
Moderne borgerhus og grøn bydel
Borgerhuset opføres efter DGNB Guld-standarden og forener miljømæssig og social bæredygtighed.
Bygningen opføres samtidig på en måde, så byggeriet ikke belaster kommunens økonomi. Det sker ved, at kommunen i forbindelse med opførelsen sælger de omkringlæggende byggegrunde, hvilket finansierer byggeriet af det nye borgerhus.
”Vi har tænkt os godt om økonomisk og samtidig arbejdet målrettet med bæredygtighed, arkitektur og funktionalitet. Vi får ikke bare et nyt administrationscenter – vi skaber et moderne borgerhus midt i byen og en ny grøn bydel omkring det. Ikke mindst, fordi en del af kommunens nuværende arealer ved det nuværende Jobcenter og Teknisk Forvaltning på Tæbyvej omdannes til nye, rekreative områder midt i den nye bydel,” siger stadsarkitekt Jesper Pagh
Gartnerbyen klar til den sidste udvikling
Rødovre Kommune har solgt de sidste grunde i Gartnerbyen til A. Enggaard, der med CapMan og Pension Danmark som finansielle partnere, nu sætter de sidste boligbyggerier i gang. Det ene byggeri ved Tæbyvej og det andet ved Tårnvej. Begge byggerier opføres samtidig med Borgerhuset.
Gartnerbyen styrker bylivet i Rødovre med mange nye og forskellige boliger og Aage Knudsens Strøg, der med grønne byrum binder bykernen sammen. Med beslutningen om salg af de sidste byggegrunde, ligger vejen nu åben for at Gartnerbyen gøres færdig,
”Vi er i kommunalbestyrelsen enige om, at vi i de kommende år vil arbejde på at komme godt i mål med alt det, som vokser op omkring os, og at vi sætter ikke nye projekter i gang. Det fremgår af vores Rødovrestrategi, og det fremgår også af det forslag til kommuneplan, som vi netop har offentliggjort. For selvom vi bestemt kan være stolte af den byudvikling, vi har haft og stadig har i Rødovre, så skal vi også kunne følge med som by,” siger borgmester Britt Jensen.
Fakta: DGNB-Guldstandarden
- DGNB er en certificering af byggeri, som består af en række målepunkter, der samlet set måler et renoverings- eller byggeprojekt ud fra en række sociale, miljømæssige og økonomiske parametre.
- DGNB omfatter emner som biodiversitet, indeklima, miljøfarlig og sundhedsskadelig kemi, CO2-aftryk, sociale forhold og holdbarhed.
- Der findes tre niveauer af DGNB-certificering af nybyggeri: Sølv, guld og platin.
