Nu kommer cykelbroen over Jyllingevej

20/04-2021

I den kommende weekend bliver de store brofag løftet på plads på den nye bro over Jyllingevej. Den store indfaldsvej til København bliver spærret i et døgn fra på lørdag kl. 13.

På lørdag bliver brofagene til en 212 meter lang bro over Jyllingevej løftet på plads i Rødovre. Broen kommer til at forbinde Voldgaden, så gående og cyklister kan komme sikkert over Jyllingevej, når de bevæger sig langs Vestvolden.

”Vestvolden er en populær cykelrute for pendlere, og der er mange, der går tur i området. Det er et fredet fortidsminde, og det er samtidigt det største sammenhængende grønne område i Rødovre, så det er vigtigt, at vi hurtigt og sikkert kan passere over de store indfaldsveje til København”, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Jan Kongebro.

Det er Naturstyrelsen, der har stået for opførelsen af broen, og den har været undervejs i flere år, fordi projektet undervejs er stødt ind i flere forhindringer. Det viste sig bl.a., at det ene af brofundamenterne lå oven på en stor vandledning, som ikke umiddelbart var til at flytte. Vandledningen, der er en af Københavns hovedvandforsyninger, lå ganske enkelt ikke, hvor den skulle ifølge ledningsregisteret. Broen er derfor blevet flyttet og tilpasset, og HOFOR besluttede at udskifte ledningen, inden broen kom op.

”Broen har været længe undervejs, og vi glæder os til, at Naturstyrelsen bliver færdig med den. Broen kommer til at give et stort løft til Rødovre som cykelby, og det passer perfekt sammen med de mange andre initiativer, vi har på cykelområdet”, siger Jan Kongebro.

Broen er en del af et stort projekt om at revitalisere Københavns Befæstning. Partnerskabet bag projektet består af Realdania, Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen. Opførelsen af broen sker med økonomisk støtte fra Vejdirektoratets Cykelpulje og Rødovre Kommune.

Det forventes, at broen bliver færdig i løbet af sommeren. Efter brofagene er kommet op i weekenden, skal konstruktionen samles og justeres. Derefter bliver der anlagt gang- og cykelsti samt belysning.

Fakta om spærringen

  • Jyllingevej vil være spærret fra lørdag den 24. april kl. 13 til søndag den 25. april kl. 13. Spærringen sker fra det sted, hvor Jyllingevej krydser Vestvolden, ca. 100 meter øst for Motorring 3 og hen til Lørenskogvej. Der vil være skiltning, som viser mulig omkørsel.
  • Der er taget højde for, at beboerne kan komme til og fra deres ejendomme.
  • Der vil efterfølgende blive arbejdet på broen i op til fire uger, hvor et af de to spor på Jyllingevej vil være spærret.