Den 7. marts blev FodboldtrøjeFredag markeret af elever, forældre og lærere fra 1. årgang på Rødovre Skole. Der blev sunget fansange, quizzet, spillet fodbold og samlet ind til Børnecancerfonden. Og så var der besøg af en ægte fodboldspiller.
9.115 kroner blev der samlet ind til Børnecancerfonden, da Rødovre Skole inviterede forældre og børn fra 1. årgang til at dukke op i fodboldtrøjer og markere FodboldtrøjeFredag. I skolens gymnastiksal blev der indledt med fællessang og serveret kaffe, kage og juice, og så kunne man donere et valgfrit beløb til Børnecancerfonden som betaling for lækkerierne. Afsættet for dagen var en håndsrækning til den gode sags tjeneste, men samtidig var det også en anledning til at give børnene en anderledes dag og sætte fokus på det gode fællesskab omkring fodbold, fortæller Andreas Bech, der er lærer og teknologi- og innovationsvejleder på Rødovre Skole. I gymnastiksalen vrimlede det med trøjer fra alle mulige fodboldklubber, og netop plads til forskellighed og respekt for andre fans var også et vigtigt omdrejningspunkt for dagen.
"For mange er fodbold jo en kæmpe ting - det gælder også for en masse børn her på skolen. Vi vil gerne bakke op om den gode, danske roligan kultur og snakke med børnene om, at man også kan have et fællesskab om det at være fan, selvom man holder med forskellige klubber," siger han.
Netop sammenhold og godt kammeratskab var også et af de temaer, der blev talt om, da fodboldspiller Mike Jensen kom på scenen og fortalte om sit liv som professionel spiller.
"Vi er gode til at heppe på hinanden og rose hinanden, når vi gør noget godt. Og så er vi rigtig gode til at juble sammen," fortalte Mike Jensen, der startede med at spille fodbold i Rødovre Boldklub som treårig.