Fra KAOS til lejlighed og fast arbejde i kommunen

For få år siden stod Michael midt i sit livs største krise uden arbejde, bolig og med et forlist forhold i kufferten. En ADHD-diagnose der satte ord på årtiers uro, en stor ja-hat og et vellykket forløb med en jobkonsulent har bragt ham et nyt og bedre sted hen. 

I dag skal redskabsskuret i Børneinstitutionen Søtorp friskes lidt op, og Michael Toftegaard Pedersen gør klar med malertapen. Så kommer han i tanke om, at han har glemt en spand til malingen. Og han kan heller ikke helt huske, om han har efterladt resten af malertapen i sin kollegas bil. Det er Michaels ADHD, der titter frem - en diagnose han fik for knap tre år siden. 

"Jeg har altid gået til venstre, når andre gik til højre, kastet mig hovedkulds ud i alle mulige projekter og udfordringer uden at tænke over konsekvenserne af mine valg. Jeg har tankemylder og haft svært ved at sove. Og så husker jeg heller ikke særlig godt," fortæller han.

Musik og fodbold gav ro i hovedet

Michael blev både overrasket og forundret, da han blev spurgt, om han nogensinde var blevet testet for ADHD. Den tanke havde aldrig faldet ham ind. Han havde fundet sine egne veje at håndtere rastløsheden og myldertankerne på. Blandt andet ved at tage sovepiller. 

"De virkede jo. Jeg sov skidegodt. Problemer er bare, at du måske starter med en halv, som hurtigt bliver til en hel og til halvanden," fortæller han. 

I de vågner timer, var der til gengæld fuld fart på. Han havde flere forskellige malerjobs - ofte i mange timer og på skæve tidspunkter af døgnet. 

"Til sidst ramlede det for mig. Jeg kunne ikke holde styr nat og dag, og forholdet til min kæreste gik i stykker. Hun blev boende i lejligheden, mens jeg sov rundt omkring hos venner og bekendte. Jeg fik en mindre depression og havde brug for hjælp," fortæller Michael. 

Det var, da han talte med en sygeplejerske om sit misbrug af sovemedicin, at han blev spurgt ind, om han var blevet udredt for ADHD. 

"Så udfyldte jeg en test, der viste, at jeg havde bragende ADHD, og pludselig var der bare så meget, der gav mening. Pludselig forstod jeg, hvorfor min hjerne virker, som den gør," siger han.

Michael prøvede forskellige typer medicin, men der var ikke rigtig noget der fungerede for ham, og han oplevede for mange bivirkninger. Til gengæld opdagede han, at musik hjalp ham med at standse den tankestrøm, der føles som en tornado i hovedet. Han begyndte også at dyrke motion og spillede en fodboldturnering i Wales med hjemløselandsholdet

"Og samtidig tænkte jeg, hvad fanden er det for noget? Jeg er jo ikke sådan rigtig hjemløs. Men det var jeg jo på det tidspunkt. Og jeg havde ikke en krone. Mit seneste projekt, som havde været at åbne en kiosk på Strøget, gik ned, og der mistede jeg sgu nogle penge," fortæller han.

Mødet med Ole ændrede alt

Efter et ophold på herberget Blå Kors i Taastrup fandt Rødovre Kommune en lejlighed til ham, og Michael begyndte et forløb i jobcenteret, hvor han mødte flere forskellige jobkonsulenter.

"De var rigtig flinke, men til sidst orkede jeg bare ikke at fortælle min historie igen og igen. Og så giver det heller ingen mening for mig at skrive de der ligegyldige ansøgninger, som jeg ved, at jeg ikke får noget ud af," siger Michael, der altid bare har banket på døre og kastet sig ud i forskellige jobs.

Han har været tjener, sælger, pædagogmedhjælper, fodboldtræner og pakket boller fra Kohberg. Han har været med til at starte et rengøringsfirma og en fiskehandler op. For bare at nævne noget af det. 

"Men imellem alle de ting, har jeg også lavet en masse malerarbejde. Jeg er altid gået tilbage til det, fordi det funker godt for mig," siger han. 

Det var der en af hans jobkonsulenter, der hjalp ham med at få øje på. "Med Ole klikkede det bare. Han forstår mig. Han har mange kontakter og lyttet til, hvad jeg godt kunne tænke mig at prøve. Han ikke sagt nej til noget, og jeg har ikke sagt nej til ham," fortæller Michael.

Når støtte og tillid baner vejen

Egentlig var planen at få Michael ansat i et malerfirma, men på grund af de udfordringer, som ADHD'en giver, blev aftalen, at han skulle starte med at male Rødovrehallen.

"Også bare for lige at se, om jeg var god til at dukke op hver dag og sådan. Jeg er jo super perfektionistisk, og de var rigtig glade for det, jeg lavede," siger han. 

Efterfølgende fik Michael en maleopgave på Heerup Museum. Her gik han og undrede sig over, at kommunen ikke havde nogen malere ansat til de små måleropgaver. 

"Det ville jo bedre kunne betale sig at ansætte mig til en månedsløn, end at få malerfirmaer udefra til at lave de mindre opgaver, der for eksempel er i kommunens daginstitutioner og skoler. Det ville jo være win win for alle. Så det snakkede jeg med Ole og flere andre i kommunen om," fortæller han.

Og sådan blev det. Siden januar har Michael været ansat 32 timer om ugen til at lave forskellige mindre maleopgaver for Rødovre Kommunale Ejendomme. Og det er han glad for:

"Jeg kan rigtig godt lide malearbejdet og har nogle flinke kollegaer, der godt er klar over, at jeg har svært ved at huske. De er gode til at minde mig om at skrive aftaler ind i telefonen med det samme og huske mig på, hvis der er møder og den slags".

For Michael er det også lidt en omvæltning ikke at have gang i hundrede forskellige projekter.

"Jeg mangler jo lidt den forvirring, frustration og stress, som har været så stor en del af mit liv. Det handler måske om, at jeg er rigtig meget vanemenneske, men det er noget, jeg arbejder meget med. Det har taget flere år at komme hertil, og det vil jeg jo ikke bare smide på gulvet og skuffe de folk, der hjulpet mig undervejs," fortæller han.

Vil gerne give noget tilbage

Netop taknemmeligheden for den hjælp er også Michaels bevæggrund for at ville dele sin historie med andre.

"Det er min måde at takke de mange forskellige personer i systemet, som har hjulpet mig - og de ved, hvem de er. Og så kan de se, at deres arbejde har båret frugt, ikke? Så det ikke bare er negative historier hele tiden, men at der også er eksempler på, at systemet virker, hvis man vælger at lytte til borgeren og ikke bare betragter dem som et nummer i en sag. Omvendt er det også vigtigt selv at have ja-hatten på og prøve nogle af de ting af, man bliver tilbudt. De gider jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke gider at hjælpe dem," siger han.