Husker du de store BRAG i 2012?

Rådgivende ingeniør Solvejg Qvist var en af dem, der var med til at styre slagets gang, da de to højhuse i Kærene blev sprængt ned. Her fortæller hun om nogle af de ting, hun særligt var opmærksom på den dag.

Det var en kæmpe begivenhed, da de to huse Ruskær og Agerkær blev sprængt ned den 13. maj 2012. Folk over hele landet kunne følge med via liveudsendelser på tv, og der blev sendt både fra jorden og fra luften. Naboerne til højhusene skulle af sikkerhedshensyn forlade deres hjem og var samlet på Rødovre Gymnasium, hvor de kunne følge begivenheden på storskærmen. Mange nøjedes dog ikke med at se sprængningen på en skærm, men stimlede sammen bag sikkerhedszonerne. Selvom menneskemængden ikke var Solvejg Qvists ansvarsområde på selve dagen, gav tanken om store forsamlinger hende lidt sved på panden i dagene op til. 

"Tilskuerne var placeret i sikker afstand bag afspærringer, men når man sprænger et hus ned, dannes der jo en masse støv. Mit skrækscenarie var, at folk ville gå i panik, hvis støvet blæste imod dem, og alle ville forsøge at komme væk på én gang," fortæller Solvejg Qvist, der er rådgivende ingeniør i virksomheden NIRAS, som var teknisk rådgiver på nedrivningsopgaven.

Foto med kreditering til Brian Poulsen - fotograf på Rødovre Lokal Nyt 
Brian Poulsen, daværende fotograf på Rødovre Lokal Nyt, fangede øjeblikket, da det første af de to højhuse i 2012 faldt til jorden efter en kontrolleret sprængning.  ​​​​​​​

Gavlene skulle falde den rigtige vej

Under selve begivenheden sad hun i et kontrolrum og fulgte sprængningen intenst. Især holdt hun øje med de to højhuses solide gavlkonstruktioner. 

"Vi ville have gavlene til at vælte indad, og derfor havde vi fået entreprenøren til at spænde nogle wirer på, der kunne trække dem i den rigtige retning. Et af højhusene lå lige ved siden af en børnehave, og hvis den ene gavl faldt udad, ville den havne på taget af den," fortæller hun og tilføjer, at børnehavens børn og personale var genhuset i nogle pavilloner, så bygningen var tom på det tidspunkt.

"En anden, lidt nervepirrende faktor var risikoen for, at noget af bygningen blev stående. Hele bygningen skulle falde sammen - ellers kunne folk i de omkringliggende huse ikke få lov til at vende hjem. Hvis det skete, var der arrangeret overnatning for alle de berørte beboere, men det ville jo skabe en masse bøvl. Og hvis det endte sådan med den første bygning, ville vi ikke få lov til at sprænge den anden," fortæller hun. 

Det var bestemt ikke, fordi Solvejg og hendes kollegaer forventede, at nogen af deres skrækscenarier ville blive til virkelighed.

"Man planlægger jo en sprængning til mindste detalje, så bygningen kollapser, præcis som man har beregnet den til at gøre," understreger Solvejg Qvist, der kom på sagen allerede tilbage i 2009.

Som teknisk rådgiver stod hun blandt andet for at få udarbejdet forundersøgelser,  risikovurderinger, sikkerhedszoner og kravsspecifikationer til entreprenøren. 

"Vi lavede også prøvesprængninger i bygningen for at finde ud af, hvordan betonen reagerede og finde frem til de passende sprængladninger.

Foto med kreditering til Brian Poulsen - fotograf på Rødovre Lokal Nyt 
På det andet af Brian Poulsens billeder kan man se, hvordan højhusets dæk falder sammen, inden gavlene et øjeblik senere som planlagt vælter indad.

Nu kan vi ikke gøre mere

Det ekstremt grundige forarbejde gjorde, at Solvejg Qvist var helt rolig, da dagen oprandt. 

"Indtil da havde der været mange nætter, hvor jeg ikke sov særlig godt, og hvor jeg stod op og skrev noget ned. Men den sidste nat sov jeg som en sten," husker hun og fortsætter:

"Da jeg tog hjem fra arbejde den sidste dag inden sprængningen, vidste jeg, at nu kunne vi ikke gøre mere. Vi havde tænkt alt, hvad vi overhovedet kunne. Vi havde styr på det, og hvis noget ikke gik som forventet, så var det ikke, fordi vi havde sløset. Alle har gjort deres bedste".

Sprængningen af de to huse gik efter planen, og Solvejg kunne tage hjem og opleve synet af sprængningen på fjernsynet. På kontrolrummets skærm havde hun haft øjnene stift rettet mod bygningernes gavle, der faldt som de skulle.