En anden relativt ny Rødovreborger er Iben Snell. Da hun flyttede ind i sin lejlighed i 2023, kendte hun ikke noget særligt til byen.
"Det var egentlig ikke, fordi jeg specielt havde tænkt mig, at jeg skulle bo i Rødovre. Men det gør jeg så nu, og jeg synes, at det er gået ret hurtigt med at få et netværk. Jeg har for eksempel nogle rigtig gode naboer, og så er vi også en flok, der mødes og lufter hunde hver morgen," fortæller hun.
Ret hurtigt startede Iben også i Kammerkoret Audite, som holder til Hendriksholm Kirke.
"Jeg har tidligere sunget i kor og ville gerne i gang med det igen. Det viste sig, at der er flere i opgangen, der synger, og så kom jeg med i koret. Det er jeg rigtig glad for," siger hun.
I efteråret tilmeldte hun sig også til OTIUM, som er et forløb, Rødovre Sundhedscenter tilbyder til borgere, der lige er gået på pension.
"Vi er en flok, der er fortsat med at træne, efter forløbet sluttede. Vi mødes ved Rødovrehallen og går forskellige ruter og laver træningsøvelser undervejs," fortæller Iben, der også drømmer om at bruge Rødovrehallen noget mere - og måske også tennisklubben.
"Begge dele ligger jo lige i nærheden, og på den måde bor jeg jo virkelig centralt. Men pt. har jeg rigeligt at tage mig til. Jeg har også lige fået tildelt en af kommunens nyttehaver ved Vestvolden, og den skal jo også passes," siger hun.
Iben Snell flyttede ind i december på det, hun kalder "den værst tænkelige tid på året", hvor det var bidende koldt og mudret over det hele.
"Så det var virkelig dejligt at opleve foråret komme og se, hvor meget der faktisk blomstrer her. Her er æbletræer, ribsbuske og solbærbuske, og det er til fri afbenyttelse for alle beboere. Foran den bygning, jeg bor i, er der græs, buske og frugttræer, men andre har også fine små terrasser. Irmabyen har jo også et parkanlæg med et vandbassin, og lige ved siden af ligger Vestvolden og Espelunden. Så nu synes jeg heldigvis, at der er meget grønt omkring mig," siger hun.