Ugle sidder på en gren

Hurra, vi har ugler i Rødovre

Et natuglepar har boet i en redekasse ved Batteritogsmagasinet, og dermed er en drøm endelig gået i opfyldelse.

Befolkningen i Rødovre har længe haft vokseværk, og sidste forår spredte tendensen sig til dyreverdenen. Her besluttede et natuglepar sig nemlig for at bosætte sig i 2610 - nærmere bestemt i en dertil indrettet redekasse ved Batteritogsmagasinet på Vestvolden. Det vækker jubel hos landskabsarkitekt og naturmyndighed i Rødovre Kommune Maja Rosendahl Larsen.

"Uglen er en interessant fugl, som blandt andet er den eneste fugl med en helt lydløs flugt, når den flyver. Derudover tilføjer dens tilstedeværelse en ekstra naturoplevelse i form af endnu et aktivt natdyr, man kan opleve på Vestvolden, ligesom flagermus," siger hun og tilføjer, at kommunen længe har forsøgt at tiltrække ugler. "Vi tidligere sat elleve uglekasser op forskellige steder og forsøgt at skabe den helt rigtige bund af halm og savspåner, hvor æggene kan ligge stabilt. En overgang overvejede vi endda at søge Miljøstyrelsen om dispensation til udsætning af ugler. I foråret 2024 satte vi så en ny uglekasse op ved Batteritogsmagasinet, og den tiltrak et uglepar, som udklækkede mindst en unge," fortæller Maja Rosendahl Larsen, der krydser fingre for endnu en natuglesæson i Rødovre. Det samme gør kommunens fugleekspert Peter Christiansen, der vurderer, at området på Vestvolden udgør et godt levested for arten.

"Natuglen lever primært af gnavere, men kan også supplere kosten med fugle. Vestvolden byder på lysåben skov med mange, gamle træer og nyttehaver med afgrøder. Alt sammen noget, der giver levesteder for mus og dermed fødegrundlag for en ugle," siger han.

Ugleunge

De nuttede ugleunger forlader reden en uges tid før, at de kan flyve og sætter sig på grene nær reden

Redekassen væk fra vand og vej

De mange mennesker og dyr, der færdes på Vestvolden vil næppe forstyrre de nye beboere, for natuglen er som sådan ikke bange for områder med mennesker. Til gengæld kan redekassens placering betyde noget for ungernes chance for at overleve, når de forlader reden.

"Uglekassen ved Batteritogsmagasinet er placeret så langt væk fra fæstningskanalen og motorvejen som muligt. Når ungerne skal lære at flyve, skal de nemlig helst ikke støde på vand og hurtigtkørende biler - for så stopper flyvelektionerne brat," forklarer Peter Christiansen.

Ungerne forlader reden, når de er omkring en måned gamle. Indtil de har lært at flyve, sidder de typisk på grene eller i buske og venter på, at forældrene skal komme med mad.

"Hvis ugleungen er så uheldig at dratte ned på jorden, vil den forsøge at kravle op igen. Forældrene vil fortsat fodre den og forsøge at beskytte den mod rovdyr. Hvis man ser en ugleunge på jorden, skal man derfor ikke indlevere den til pleje. Man kan allerhøjest forsøge at hjælpe den op i et træ - dog med risiko for at blive angrebet af en vred uglemor eller -far," fortæller kommunens fugleekspert.

Redekassen med en allike

Uglerne har endnu ikke fundet vej til redekassen i Espelunden. Her holder en allike i stedet et hvil

En håndsrækning til fuglelivet

Uglerne er ikke de eneste fugle, som har fået flere redekasser stillet til rådighed. For et par år siden fik kommunens naturmyndighed en henvendelse fra to borgere, Bent Børresen og Mai-Britt Larsen, der tilbød at reparere kommunens eksisterende redekasser og bygge flere kasser til småfuglene. Det udmøntede sig i et samarbejde, og efter aftale med Teknisk Forvaltning satte de to borgere redekasser op i foråret 2024.

"Uglekasser er dog meget store og tunge, så heldigvis hjalp Rødovre Kommunes gartnerdistrikt på Vestvolden med at sætte uglekassen op med en lift," fortæller Maja Rosendahl Larsen.

Indtil videre har opsætningen været alle anstrengelserne værd. Tilbage er bare at krydse fingre for, at Rødovre igen i år kan blive stedet, hvor små, lodne ugleunger vil forlade reden og tage deres første flyvelektioner til maj.

"Og kommer der unger til foråret, vil de sidde og kalde, og så vil de være lette for os at opdage,"forsikrer Peter Christiansen.

Bent Børresen oppe i et træ

Bent Børresen bygger og opsætter redekasser i Rødovre

De to Rødovreborgere Bent Børresen og Mai-Britt Larsen har efter aftale med Teknisk Forvaltning bygget og opsat redekasser i Rødovre. Hvis du gerne vil have redekasser i egen have, så vil Mai-Britt og Bent gerne hjælpe og give gode råd. Du kan ringe til Bent på tlf. 42 73 58 81.