Da Rødovre sagde NEJ TAK til København

Vidste du, at Rødovre var tæt på at blive en del af København? Tag med tilbage til 1900-tallet, og oplev en kamp om magt, identitet og selvstændighed.

Vi starter med at spole tiden tilbage til 1860, hvor Københavns volde blev nedlagt, og hovedstaden begyndte at brede sig ud over brokvartererne og nærme sig det åbne land. Mod vest lå Rødovre, der var fortsat en landkommune med marker og gårde og en helt anden livsform end i den tætte by. På det tidspunkt var Rødovre smedet sammen med Brønshøj i Brønshøj Rødovre Sognekommune. Brønshøj var dog langsomt ved at blive opslugt af København og fik mere og mere karakter af bysamfund. Allerede i 1883 – og igen i 1895 – ønskede skattepligtige borgere i Rødovre at ophæve forbindelsen med Brønshøj. De mente, at sognet var vokset fra hinanden både økonomisk og socialt.

"Rødovre var styret af gårdejere, som dyrkede jorden. De ville bevare kontrollen over deres lokalsamfund og stemte Venstre eller på en lokal landbrugsliste. De bysamfund, der begyndte at vokse frem omkring dem, repræsenterede noget helt andet. Det var industri, arbejdere og dermed også en socialdemokratisk bykultur, som de ikke ønskede at blive en del af," fortæller arkivar Marie Drost Aakjær fra Rødovre Arkiv.

Da magten skiftede hænder i Rødovre

Brønshøj ville derimod gerne indlemmes i København, og sådan endte det. Ved kongelig resolution i april 1900 blev det besluttet, at Brønshøj skulle indlemmes i København pr. 1. januar 1901, mens Rødovre blev udskilt som selvstændig sognekommune. Rødovre Kommune var født. Det lykkedes dog ikke gårdmændene at opretholde Rødovre som landbosamfund i særlig mange år. Flere af dem begyndte at sælge deres jord fra til udstykning, og den pæne ende af arbejderklassen byggede små villaer. Langsomt rykkede den politiske balance sig - ikke mindst fra 1915, da også kvinder og tyende fik stemmeret.

"Så gårdmændene, som jo havde været vant til at have magten over alting, tabte terræn, og i 1929 fik Socialdemokratiet så flertallet og borgmesterposten i Rødovre".

Årtiers strid med storbyen

Rødovres selvstændighed betød heller ikke fred og ro med den store nabokommune mod øst. Tværtimod fulgte årtier med konflikter mellem Rødovre og København om blandt andet vandforsyning, veje og byudvikling. I sidste halvdel af 1800-tallet havde København sikret sig retten til at indvinde vand på dele af Rødovres jorder for at kunne forsyne de mange borgere i byen.

"I Rødovre havde hver bondemand på det tidspunkt bare sin egen brønd, men i takt med at flere og flere mennesker kom til, fik Rødovre også brug for at lave vandboringer og etablere sin egen vandforsyning. De to kommuner sloges om det i en årrække, og i perioder blev Rødovres borgere nægtet adgang til vand," fortæller Marie Drost Aakjær.

Samtidig forsøgte københavnske interesser også at påvirke, hvad og hvor der måtte bygges i Rødovre.

"I Rødovre har vi imidlertid en lang stolt tradition for at gerne ville gøre tingene på vores egen måde, og de forskellige tiltag fra Københavns side blev ofte opfattet som endnu et forsøg på at ville bestemme. Det her storebror - lillebror forhold til København prægede i mange år relationen, der til tider var temmelig anspændt," siger Marie Drost Aakjær.