Solen skinnede om kap med elevernes glade ansigter, da Tinderhøj Skole for niende gang afholdt Grøn Festival for søskende, forældre og andre interesserede.
Den blå himmel og de blomstrende træer skabte en perfekt ramme for den traditionsrige grønne festival i skolegården på Tinderhøj Skole i starten af maj. Alle skolens årgange bidrog med forskellige aktiviteter og viste ting frem, de havde arbejdet med i løbet af året. Der var boder, hvor man kunne sortere skrald på tid, gætte blade fra forskellige træer, læse om insekter, købe hjemmelavede bivokspapir og fange papirfisk. Man kunne også forny sin garderobe hos 6. årgang, som solgte tøj, de havde upcyclet.
"Vi har indsamlet tøj, gået det igennem og udvalgt noget, som vi har haft med på TekX og lavet tryk på," fortæller Noor fra 6. årgang.
"De er blevet ret fine," istemmer hendes klassekammerat, Rebekka, der selv har været en del af en gruppe, som fabrikerede hundelegetøj af de tøjstykker, som havde pletter eller huller.
Lokale grønne organisationer som Agenda 21 var også repræsenteret med en bod, hvor man kunne deltage i en quiz om biodiversitet og vinde nogle blomsterfrø eller en plante.
For 8. gang modtog Tinderhøj Skole et Grønt Flag fra Friluftsrådet for skolens store arbejde med forskellige grønne tiltag og projekter.