Landstræner Michael Mørkøv og borgmester Britt Jensen

Stor cykelfest når PostNord Danmark Rundt fløjter til start i Rødovre

I midten af august bliver Rødovre igen ramme om en kæmpe cykelbegivenhed, når anden etape af det internationale løb PostNord Danmark Rundt skydes i gang.

Den 13. august bliver Rødovre for første gang nogensinde vært for en etapestart i PostNord Danmark Rundt. Her får du chancen for at komme helt tæt på store cykelstjerner som Magnus Cort Nielsen, Tobias Lund Andresen og Johan Price Pejtersen. Sidstnævnte kommer fra den lokale cykelklub CK Fix. En af dem, der glæder sig rigtig meget til etapestarten, er landsholdstræner og Rødovreborger Michael Mørkøv, der selv har kørt PostNord Danmark Rundt 12 gange.

"Det er den største tilbagevendende sportsbegivenhed, vi har i Danmark, og det er meget unikt at få et så storslået cykelløb til byen. PostNord Danmark Rundt ligger tre uger efter Tour de France, så dem, der har siddet og set Tour de France, vil kunne genkende trøjerne fra Touren og nogle af holdene. Til et professionelt cykelløb af den kaliber er der en helt speciel stemning, hvor man kan komme tæt på holdbusserne, cyklerne og rytterne," siger Michael Mørkøv.

Fra kl. 13.30 vil der være præsentationer af de 19 deltagende cykelhold på en stor scene på Rødovre Rådhusplads, og holdpræsentationen er noget, den tidligere cykelrytter ser særligt frem til. 

"Speakeren vil præsentere rytterne og laver måske interview med nogle af de danske ryttere. På den måde får publikum mulighed for at gå rytterne igennem én efter én, inden de starter, fortæller Michael Mørkøv, der som landstræner også stiller med et hold."

"Landsholdet fungerer på den måde, at jeg kan udtage de danske ryttere, der ikke i forvejen deltager på andre hold, og vi kommer til at stille med et rigtigt stærkt landshold," lover han.

Cykelløb
Roligt fra start i Rødovre

Lige inden løbsstart vil rytterne samles bag biblioteket. På startstregen bliver der talt ned, og kl. 15 blæses etapen i gang. 

"Så cykler feltet på 170 ryttere afsted med servicevogne og politimotorcykler og alting efter sig. Jeg er også med i kortegen, og det glæder mig meget til - især når nu vi kører i min hjemby," siger landstræneren.

Ruten går ad Rødovre Parkvej, videre ad Korsdalsvej og ud på Roskildevej i retning mod Glostrup. Modsat Copenhagen Sprint-løbet i juni, vil rytterne i PostNord Danmark Rundt ikke cykle særlig hurtigt, mens de er i Rødovre. På de første syv kilometer kører de nemlig en 'neutral start', hvilket vil sige, at rytterne skal køre i samlet flok. På Herstedøstervej i Glostrup bliver løbet givet frit, og så starter kapløbet for alvor. Etapen på godt 115 km slutter i Gladsaxe, så når feltet har forladt Rødovre, kan cykelentusiaster deltage i fællescykling til målområdet knap 10 kilometer herfra.

Den tidligere toprytter og nu landstræner Michael Mørkøv håber, at løbet også kan plante et frø hos en kommende generation af cykelryttere: 

"Da jeg var 10-12 år, var jeg i Farum og se PostNord Danmark Rundt. Det var faktisk der, jeg selv blev inspireret til at starte med at cykle og køre cykelløb. Min drøm er, at løbet også kan inspirere andre børn og unge".

Cykelrytter
Postnord Danmark Rundt

PostNord Danmark Rundt løber af stablen fra tirsdag den 12. august til lørdag den 16. august. Løbet har fem etaper. Etape 1 køres på Bornholm, mens etape 2 har start i Rødovre og slutter i Gladsaxe. Herefter vil resten af løbets etaper blive kørt på Fyn og i Jylland.