Efter aftale med Teknisk Forvaltning arbejder to frivillige på at befri østsiden af fæstningskanalen for den hastigt voksende plante lundgylden. Håbet er at holde planten i skak og bevare den forskelligartede vegetation, området har i dag.
Lyden af en le, der bliver hvæsset, blander sig med småfuglenes kvidren på Vestvolden denne solskinsrige formiddag. Manden med leen er 86-årige Bent Jensen, der sammen med sin makker Steen Christiansen gør sig klar til at tage endnu en tørn for at få bugt med planten lundgylden. Planten er ikke kategoriseret som invasiv, men den breder sig voldsomt og fortrænger alle andre græsser og planter. Derfor takkede Rødovre Kommune også ja, da de to herrer tilbød at bekæmpe planten på dele af Vestvolden. Netop en opgave af den art har både Bent og Steen stor erfaring med. De har begge været en del af den frivillige gruppe Bjørnebanden, der siden 2003 har arbejdet på at få bugt med bjørnekloen. Dengang stod der bjørneklo i op til tre meters højde flere steder, men på små 20 år er det stort set lykkedes Bjørnebanden at få udryddet den invasive plante på Vestvolden.
"Siden 2003 har vi nedlagt 277.493 stk. bjørneklo. Vi indfører resultatet af bekæmpelsesarbejdet på et digitalt kort, så andre også kan trække på vores erfaringer," fortæller Bent Jensen.
Det er samme strukturerede og engagerede tilgang, de to herrer har til det, de kalder 'Projekt lundgylden'.
"Da vi startede op for to år siden, var vores plan at høste på nogle afgrænsede forsøgsområder i tre år og så se, om vi kunne se en nedgang i bestanden. Vi startede nord for Jyllingevej, men det gik hurtigere end forventet, så i 2024 og 2025 har vi faktisk ryddet østsiden af volden for lundgylden fra Slotsherrensvej til Roskildevej," fortæller Steen Christiansen og fortsætter:
"Lundgylden er en to-årig plante, så hvis vi formår at få slået alle planter ned, inden de kaster frø, burde vi kunne få has på dem."