Rødovre dengang...
Fra gammel tid har der været en stor mælkeproduktion i Rødovre. Bønderne solgte mælken videre til mælkeforpagtere, som leverede frisk mælk til borgere i både Rødovre og København. Senere hen blev mælkeproduktionen mere industrialiseret, og der blev oprettet andelsmejerier - også her i Rødovre. Rødovre Mejeri blev indviet i 1943 efter at være flyttet fra Elvergårdsvej, hvor det startede under navnet 'Flødecentralen'.
Da Mejeriet lukkede i 1977, var det et af de sidste af sin slags. Billedet er taget i 1944 under Folkestrejken fra den 26. juni til den 5. juli, hvor danskerne protesterede mod, at besættelsesmagten havde indført udgangsforbud fra kl. 20 til kl. 5. Som straf lukkede tyskerne for vand, elektricitet og gas, men mejerierne holdt dog hjulene i gang, så folk kunne købe mælk.