Madpakker uden affald

På Tinderhøj Skole har eleverne fokus på at sortere og mindske mængden af skrald. Det gælder blandt andet elevernes madpakkeaffald, som er omdrejningspunktet for efterårets projektuge for 3. årgang.

På et skoleår har hver elev i gennemsnit 200 madpakker med. For en enkelt klasse med 24 elever er det 4.800 madpakker, og for en skole som Tinderhøj med godt 500 elever er det 100.000 madpakker om året. Tænk, hvor meget skrald man ville kunne undgå, hvis ingen madpakker indeholdt sølvpapir, plastik eller madpapir, men udelukkende var baseret på genbrugsmaterialer. Det er et stort mål at sætte sig, så på Tinderhøj er man startet med 3. årgang. Her har eleverne netop haft en anderledes uge, en såkaldt A-uge, som har handlet om, hvordan affald bliver håndteret, og hvordan man kan nedbringe mængden af skrald. Det har budt på en uge med workshops, hvor eleverne blandt andet har lavet snackbokse og genanvendeligt madpapir af stof belagt med bivoksgranulat.

"Vi laver det her madpapir for at støtte naturen i stedet for at bruge alt det papir og plastik i madpakkerne," fortæller Nova fra 3.b en tirsdag formiddag i skolekøkkenet.

Marx fra 3.b er med i skolens Grønne Råd og allerede et skridt foran på madpakkefronten.

"Jeg har puttet nødder i den snackæske, jeg lavede i går, og mine madder er pakket ind i madpapir med bivoks, som vi har købt, så når jeg har spist min madpakke, har jeg slet ikke noget affald," fortæller han glad.

Madpapir med bivoks

Max hjælper skolens andre elever med at få smidt affaldet i de rigtige skraldespande

Målet er at få Marx' gode eksempel udbredt. I projektugen vejer alle 3. klasserne derfor deres emballageskrald i madpakkerne, så de kan følge med i, om der bliver mindre af det i ugens løb. Marx er også en af de otte elever fra rådet, som har meldt sig som skraldeduks. I de første ti minutter af spisefrikvarteret står han og hjælper skolens andre elever med at få smidt affaldet i de rigtige skraldespande. Skolens Grønne Råd har også designet nogle klistermærker til skraldespandene, som skal hjælpe eleverne med at vælge den rigtige spand, når der ikke er en skraldeduks på vagt.

Tinderhøj Skole er kommunes grønne profilskole, hvilket betyder, at den har øget fokus på undervisning i natur, miljø og klima. Skolen har tre projektuger årligt, hvor eleverne arbejder med forskellige emner. For 3. årgang er affald og genbrug et fast emne i uge 39. Andre årgange har haft fokus på plastik, fødevareproduktion, skoven og naturens evne til genoprejsning.

"Vores undervisning i bæredygtig udvikling skal give eleverne en forståelse for nogle af de store problemstillinger i tilknytning til natur og klima. Vores ambition er at sende vores elever ud i samfundet som handlekompetente unge mennesker, der er rustet til at deltage i demokratiet, og som har en tro på, at de kan være med at til gøre en forskel," siger Inge Hertzum, der er grøn koordinator på Tinderhøj Skole.

Micky Mouse-papir

Et flot resultat af formiddagens anstrengelser. Stoffet, som er behandlet med bivoks på overfladen, skal blot rengøres med lunkent vand efter brug. Når bivoksen er slidt af, kan man belægge det med en ny omgang bivoks. Hvis man ikke har mod på at producere det genanvendelige madpapir selv, kan det også købes.

Skraldeduksene

Skraldeduksene - eller skraldeheltene - hjælper andre elever med at få lagt skraldet i den rigtige spand. Elever har tegnet logoet, som så er blevet overført og trykt på kommunens teknologieksperimentarium TekX.