Ungarbejder der klipper hæk

Juniormesterlære skaber nye veje for Rødovres unge

Fra dette skoleår har unge i 8. og 9. klasse mulighed for at gå i juniormesterlære, som kombinerer folkeskolen med praktik. Mød nogle af de unge, der går forrest her i Rødovre.

Bilen med Rødovre Kommune-logo drejer ind på parkeringspladsen, og ud stiger fire anlægsgartnere. En af dem er væsentligt yngre end de andre. Det er Jonathan på 15 år, der siden midten af august har været i praktik to dage om ugen. De resterende tre hverdage går han i skole med fem andre klassekammerater, der også er startet i juniormesterlære. Netop vekselvirkningen mellem skole og praktisk arbejde passer den unge 9. klasseelev godt.

"Jeg var lidt skoletræt og synes, at fem dage skole var rigtig meget, og så snakkede jeg med min familie om at prøve det her af, og det er jeg rigtig glad for," fortæller Jonathan, der synes, at ordningen giver god mulighed for at få snuset lidt til nogle forskellige fag.

"Jeg ved ikke, hvad jeg vil, men det skal nok være lidt i den tekniske retning med en eller anden form for håndværk. Jeg er okay i skolen, men jeg er ordblind, så det er lidt sværere, og lige nu tror jeg i hvert fald ikke, at jeg skal læse videre. Så er det rigtig nice, at jeg kan prøve nogle forskellige ting af," fortæller Jonathan, der snart skal starte i et nyt praktikforløb - denne gang som elektriker.

Mesterlære-elever samlet i en klasse

I nogle kommuner fortsætter de elever, der er i juniormesterlære, i deres egen folkeskoleklasse. I Rødovre har man valgt at samle eleverne på Ungecenter2610 i en klasse, der kører med tre skoledage om ugen. Det har man gjort både af faglige og sociale hensyn, fortæller Jeanett Steen Thomsen, der er skoleleder på Ungecenter2610, hvor byens 10. klasser også holder til.

"Ind imellem praktikdagene skal eleverne jo hele tiden droppe ind og ud af de forløb, der køres i klassen, og de risikerer at miste deres tilhørsforhold til den. Når juniormesterlæreeleverne er samlet, går de ikke glip af noget, men har en hverdag, hvor de kan spejle sig i hinanden," forklarer hun.

Man kan altid få hjælp

I juniormesterlæreklassen på Ungecenter 2610 går der i øjeblikket seks elever, så hverdagen er meget anderledes end på den folkeskole, Jonathan tidligere gik.

"I min gamle klasse var der rigtig mange elever og rimeligt meget larm, så det kunne tage lidt tid for at få hjælp. Her har vi den samme lærer, og man kan altid få hjælp," fortæller han.

Juniormesterlære-ordningen er en del af den almene folkeskole, og i slutningen af 9. klasse skal eleverne til eksamen i dansk og matematik. Derfor er det også vigtigt, at man er motiveret for både skolegang og praktik, hvis man vælger at gå i juniormesterlære. Det understreger Claus Balsvig og Catharina Løvhøj, som er de to lærere, der er tilknyttet ordningen.

"Vi har jo mindre tid til at nå den samme undervisning, så det er vigtigt, at man vil det her og synes, at det er en rigtig god idé," siger de. Nogle af eleverne i den nyoprettede juniormesterlæreklasse har tidligere haft svært ved at komme i skole, men det problem oplever de to lærere ikke. De fortæller, at der stort set ikke er noget fravær i den lille klasse. For Jonathan er det en stor motivation, at morgenerne starter roligt ud med fælles morgenmad og snak.

"Først snakker vi lige i 15 minutter, og så går vi ned og spiser nogle lækre morgenboller og drikker en kop te. Ved 12-tiden får vi frokost, og der har været mange lækre retter. Det vil jeg lige nævne, fordi det er altså virkelig super nice," siger Jonathan med et stort smil.

Fremtidens kloge hænder

I Greve er Noel, som går i 8. klasse, i praktik som frisør. Han klipper sine egne venner derhjemme, men i frisørsalonen fejer han mest og følger godt med i, hvilke teknikker indehaveren, George, bruger, når han klipper sine kunder.

Noel fortæller, at han havde svært ved at koncentrere sig i folkeskolen, og også han er glad for færre skoledage og en klasse med få elever. Foreløbig har seks elever valgt at gå i juniormesterlære og blandt dem er der også nogle, der er i praktik som hestemanager og tømrer. Håbet er, at lidt flere unge i Rødovre vil få øjnene op for den mere praktiske læringsmodel.

"Ordningen skal jo også understøtte, at vi får flere af de 'kloge hænder', som vores samfund har brug for," påpeger Jeanett Steen Thomsen.

Frisør vindue med en saks på ruden
Juniormesterlære

... er et af flere tiltag i regeringens kvalitetsprogram for folkeskolen, som blev vedtaget i foråret 2024. Ordningen er for unge i 8. og 9. klasse. Eleverne kan have op til to praktikdage om ugen og går i skole de resterende hverdage. Eleverne skal undervises i dansk og matematik og afslutter 9. klasse med en tilpasset version af folkeskolens afgangseksamen, hvor de skal have mindst 2,0 i gennemsnit af prøvekaraktererne i både dansk og matematik.

Praktikforløbet

Forældrene er ansvarlige for at finde et praktiksted, men skolens vejledere kan også hjælpe. Det aftales med praktikstedet, hvor lang tid praktikken skal vare, så der kan være flere praktikforløb i løbet af et skoleår. Eleven er i praktik to dage om ugen og går i skole de resterende tre dage. Praktikken er ulønnet og gratis for virksomheden.

Juniormesterlære - hvem er det for?

Juniormesterlæreordningen er en del af folkeskolen og et tilbud til alle elever i 8. og 9. klasse - også elever, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Ordningen er et tilbud til elever, der ønsker en mere varieret og praktisk orienteret skolegang.

Juniormesterlære - hvordan?

Det er elevens grundskole, der sammen med vejleder og elevens forældre vurderer om juniormesterlæreklassen kunne være det rette undervisningstilbud for eleven. Herefter indstilles eleven til optagelse. Den indstillede elev og forældre inviteres dernæst til en samtale med en leder, en lærer og en vejleder.

Hvad så bagefter?

Med folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære kan man søge ind på erhvervsuddannelser uden eux efter 9. klasse. Hvis man vil søge ind på en erhvervsuddannelse med eux eller en anden ungdomsuddannelse som fx. gymnasiet, skal man til en optagelsesprøve og en samtale.

Kvinde der er i lære som tømrer
Vil du have en ung i praktik?

Er din virksomhed interesseret i at tage imod elever i juniormesterlære, eller vil du bare høre mere, så kontakt Catharina Løvhøj, der er lærer og vejleder for eleverne her i Rødovre. Hun kan kontaktes på mailadresse jmlrodovre@remove-this.gmail.com eller på tlf. nr. 30 76 85 29.