Vi er meget taknemmelige

Olena og Kateryna er to af de omkring 350 ukrainere, som er kommet til Rødovre som følge af Ruslands invasion af Ukraine. De føler sig heldige over at være landet netop her.

”Jeg kender den følelse, man har, lige inden en bombe eksploderer. Det er som om, at din krop ved det i få sekunder, før eksplosionen kommer. Følelsen af at være fanget i en krig er en følelse af frygt, man ikke kan forklare, man kan kun føle den,” fortæller Olena Alsufieva, der flygtede fra Ukraine til Danmark for halvandet år siden.

I et år var luftalarmer, bombardementer og lange ophold i beskyttelsesrum en del af hendes hverdag. Alligevel var Olena ikke selv bevidst om, hvor meget krigen havde påvirket hende.

"Enhver lyd fik mig til at fare op, og folk omkring mig kunne tydeligt se, at jeg var i stor stress. Jeg blev modtaget med en stor forståelse, venlighed og mildhed og fik hjælp til de problemer, jeg havde. I løbet af et halvt år fik jeg det bedre, og jeg vil gerne sige tak for den måde, jeg blev mødt på,” siger Olena og uddyber:

”Selvom vi er flygtet fra det samme land og den samme krig, er vi forskellige som mennesker og har forskellige personligheder, livsstil og værdier. Jeg blev placeret side om side med et menneske, som jeg passede rigtig godt sammen med, og jeg påskønner virkelig, at de ansatte i kommunen også havde øje for, at det betød noget, hvem man boede sammen med i den første tid, hvor det hele var så svært," siger Olena Alsufieva.

Lena har været en livline

En af dem, der var med til at tage imod Olena, var Lena Sonne Bremholm, der selv er ukrainer, men har boet i Danmark i 18 år med sin mand Mads. Lena er bogholder og selvstændig, men i de sidste par år har hun også været fuldtidsansat i Rødovre Kommune. Da de første ukrainske flygtninge kom til Rødovre, stod man ligesom i mange andre kommuner og manglede en tolk, der kunne oversætte fra ukrainsk til dansk.

”Så en dag da Lena stod her og talte dansk sammen med nogle ukrainske flygtninge, der havde brug for hjælp, jublede vi," fortæller socialrådgiver Muna Bergmann, der er koordinerende sagsbehandler og flygtningekonsulent i Rødovre Kommunes integrationsteam.

”Lena blev vores livline og har hjulpet med at oversætte, indkvartere og hjælpe ukrainerne med de mest nødvendige udfordringer, som for eksempel at komme til læge og handle. Når du flygter fra et andet land, er du jo nærmest som nyfødt og skal starte forfra med mange ting. Her har Lena været uundværlig, fordi hun både kender den ukrainske kultur og kan hjælpe med at formidle, hvordan det danske samfund hænger sammen,” fortæller Muna Bergmann.

I foråret modtog Lena Sonne Bremholm en pris og en medalje af den ukrainske avis 'Voice of Ukraine' for sit utrættelige arbejde med at hjælpe ukrainske flygtninge med at finde fodfæste i Rødovre. En pris, hun blev meget overrasket over, da hun fik den overrakt i Rødovre Jobcenter, hvor hun og Muna til dagligt sidder.

Kateryna Sinikova er en af dem, Lena Sonne Bremholm og Muna Bergmann tog imod, da hun og hendes to teenagesønner kom til Danmark en måned efter Ruslands invasion.

”Min ældste søn er 17 år, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage ham ud af Ukraine. Gennem en fælles ven fik jeg kontakt med Lena, som tog imod os i lufthavnen og gav os husly. Jeg var gravid på det tidspunkt, og det var virkelig rart at have én, der kunne forklare mig, hvad jeg skulle gøre, og hvor jeg skulle henvende mig. Lena har været en fantastisk person for mig,” fortæller Kateryna Sinikova, der også føler en stor taknemmelighed over for resten af integrationsteamet og hele Rødovre Kommune:

”Vi er blevet taget så godt imod og har fået hjælp til at komme i gang med et liv her. Vi føler os sikre her og virkelig, virkelig heldige,” siger hun.

Vil ikke være en udgift

Ifølge Lena Sonne Bremholm har mange ukrainere det sådan, at de ikke ønsker at være en udgift for det danske samfund. Det gælder også Kateryna Sinikova og Olena Alsufieva, der begge går på sprogskole. De kan både forstå og snakke lidt dansk, men der er stadig et stykke vej til at have lange samtaler, så derfor foregår interviewet i dag for det meste også på engelsk.

”Jeg har en universitetsgrad fra Ukraine og arbejdede som lærer der, men jeg kan ikke godt nok dansk til at være lærer her i Danmark. Jeg er så heldig at have fået en bogholderuddannelse her, og gennem jobcenteret har jeg fået et job hos et bogholderfirma. Jeg er ikke kræsen med jobs - jeg vil gerne arbejde,” siger Kateryna Sinikova.

Olena Alsufieva nikker samstemmende og fortæller, at hun havde arbejdet på et universitet i mere end ti år og var i gang med en ph.d. inden for økonomi og innovation, da krigen kom.

"Mit arbejde var meget betydningsfuldt for mig, men på grund af sproget har jeg jo ikke mulighed for at arbejde med det, jeg gjorde i Ukraine. Ikke endnu i hvert fald. Nu arbejder jeg med noget helt andet hos Coop, men jeg har et arbejde, og det er vigtigt for mig," siger hun og tilføjer:

”Kateryna og jeg er begge meget taknemmelige for den hjælp, vi har fået - det er det vigtigste for os at få sagt i dag".

Drømme om fred og forandringer

Begge kvinder fremhæver den danske velfærdsmodel med vores skattesystem som en af de ting, de drømmer om at tage med tilbage og implementere i Ukraine. Og så ønsker de begge, at Ukraine bliver et land, der kan hjælpe flygtninge på samme måde, som de er blevet hjulpet. 

"Den måde at arbejde på som kommune kunne jeg godt tænke mig at implementere i Ukraine. Folk arbejder for at gøre en forskel og gøre livet bedre, ikke blot for at udføre et arbejde," mener Olena og Kateryna supplerer:

"Der er mange ting, vi kan tage med og prøve at implementere derhjemme. For eksempel er danskerne meget frittænkende, hvor vores land stadig er præget af at være et postsovjet-land med en mere restriktiv tænkning. Man forsøger også at passe godt på naturen her. Det her med at give brugte ting fra sig til andre - hele den her genbrugstanke er noget, vi ukrainere virkelig kunne lære noget af. Når krigen er slut, vil mange ukrainere vende hjem og være opsatte på at skabe nogle forandringer."

For Olena og Kateryna har krigen vendt op og ned på deres liv, så det er svært for dem at svare på, hvad de drømmer om.

"Efter krigen er jeg blevet bange for at drømme," siger Olena og fortsætter tøvende: ”Men hvis jeg skal pege på noget… så længe jeg er her, vil jeg gerne gøre noget godt for andre. Folk har hjulpet mig, og jeg vil gerne give noget tilbage."

For Kateryna, der nu har to teenagesønner og en datter på et år, er det børnenes fremtid, der optager hende mest.

"Først og fremmest håber jeg selvfølgelig, at det vil gå mine børn godt. Og så drømmer jeg om, at krigen slutter. Jeg vidste ikke, hvordan det føltes at være et land i krig, og jeg ønsker ikke for nogen andre, at de skal opleve det," siger hun.