Kunst i byen - en strategisk plan
Vi prioriterer etableringen af ny kunst i byens rum, så alle kan få en oplevelse i deres nærområde, der kan forskønne, overraske eller skabe dialog mellem mennesker.
Kunst binder os sammen og bidrager til, at Rødovre også i fremtiden er en spændende og interessant kommune at bo og opholde sig i.
Rødovrestrategi, 2025-28.
Kunst i byen – en strategisk plan
Indledning
Rødovre Kommune har en lang tradition for kunst i det offentlige rum og har siden oprettelsen af Rødovre Kunstråd i 2016 arbejdet for at sikre kvalitet og relevans i nye kunstprojekter. Med ’Kunst i byens rum – en strategisk plan’ vil Rødovre Kommune fremstå med en mere klar og ambitiøs stemme omkring kunst i byen.
Kunst i hele kommunen
Kommunen ejer og vedligeholder godt 25 kunstværker i det offentlige rum. Det er kunst, der står udenfor i hele byen, hvor de er tilgængelige for alle og bidrager til at binde mennesker og by sammen. På den måde bliver kunsten i Rødovre en naturlig del af manges hverdag og man møder den på skoler, ved plejehjem, på pladser og i parker. Et af byens ældste kunstværker er en bronzeskulptur skabt af billedhugger Anne Marie Carl Nielsen og opstillet på Rødovre Skole i 1939. Den forestiller komponisten Carl Nielsen, der som barn spiller på fløjte og drømmer om at blive til noget stort. Kunstværket er byens ældste kunstværk og et godt eksempel på, hvordan kunst gør byens rum særlige, her for generationer af elever i skolegården.
”At opleve kunst udenfor i det åbne rum betyder, at man kan føle sig fri til at deltage eller gå videre. Det er anderledes end i gallerier og på museer, som nogen føler sig fremmede overfor.”
Erfaring og udvikling
I denne kunstplan samles for første gang Rødovre Kommunes erfaringer med kunst i byen. Kunstplanen skal bidrage til, at Rødovre Kommune i takt med byens vækst bruger kunsten som afsæt til at udvikle attraktive byrum, der understøtter og fremmer meningsfulde fællesskaber med plads til alle. Med afsæt i de gode erfaringer peges på de principper og værdier, der sammen med tværfaglige indsatsområder vil give arbejdet med kunst i Rødovre Kommune en strategisk retning i årene fremover.
Forankret i Rødovrestrategi m.m.
Kunstplanen skal ses i forlængelse af Rødovrestrategi 2025-28 og i tværfagligt samspil med en lang række af kommunens øvrige politikker. Eksempelvis i forlængelse af Rødovre Kultur- og Fritidspolitik, hvor Tema 3. peger på, at; ”vi fortsat vil prioritere kunst i byens rum, så alle kan få en oplevelse i deres nærområde, der kan forskønne, overraske og sætte gang i samtaler”. På samme vis er kunstplanens tværfaglige indsatsområder tæt forbundet med velfærdsindsats 3. i Rødovrestrategi, som lyder, at ” vi betragter kunst, kultur, bevægelse og idræt, som en integreret del af ønsket om at skabe bedre velfærd og fremme sundhed, trivsel, og inklusion for borgerne i kommunen”.
Tak for hjælpen
Tak til de mange borgere, lokale kunstnere, kulturinstitutioner, relevante fagligheder samt repræsentanter fra Handikaprådet, Integrationsrådet, Seniorrådet og Udsatterådet, som alle har bidraget med uundværlig viden om, hvordan vi oplever og bruger kunsten i Rødovre.
Rødovre Kunstråd
Det blev i 2016 politisk besluttet at etablere Rødovre Kunstråd, til at virke rådgivende i forhold til etablering af ny varig kunst i det offentlige rum. Rådet består af tre professionelle og aktivt udøvende kunstnere udpeget af kommunalbestyrelsen, samt Rødovre Kommunes Kultur- og Fritidsudvalgsformand, Børne- og Kulturdirektør, og Stadsarkitekt.
Proces og beslutning
Økonomiudvalget er ansvarligt for at udpege de byrum, hvor der skal etableres kunst. Kultur- og Fritidsudvalget er ansvarligt og besluttende udvalg i forhold til igangsættelse af kunstprojekter. Kunstrådets arbejde ligger primært i udviklingsfasen og består i, at pege på den kunst, der til en hver tid egner sig bedst til det udpegede byrum og de borgere der bruger det. Sammen med Børne- og Kulturforvaltningen rækker Kunstrådet eksempelvis ud gennem såkaldte Open Calls, for at tiltrække professionelle kunstnere fra hele landet.
Samarbejde på tværs
Børne- og Kulturforvaltningen varetager sekretariatsfunktionen for Rødovre Kunstråd, yder kunstfaglig bistand i processerne og fungerer som bindeled mellem de valgte kunstnere og kommunens tværfaglige team. Med afsæt i Sammen om Rødovre sørger Børne- og Kulturforvaltningen sammen med de valgte kunstnere også at inddrage, involvere og evt. udvikle kunsten sammen med borgere.
Kunstplanens principper, værdier og strategiske indsatsområder vil give Rødovre Kunstråds arbejde en retning, der er forankret i Rødovrestrategi.
Aftrykket fra Heerup og Jakobsen
Arkitektur i verdensklasse er indlejret i Rødovres dna, særligt gennem Arne Jakobsens ikoniske bygninger. På samme måde har byens internationalt kendte kunstner Henry Heerup sat sit positive aftryk på flere generationer af Rødovreborgere. Den høje standard i arkitektur og kunst giver det tværfaglige samarbejde om byrummet i Rødovre et stærkt afsæt og et positivt fokus på det gode byliv med dialog på tværs, stærke fællesskaber og livsglæde.
Henry Heerup
Heerup Museum har siden år 2000 præsenteret professionel kunst for borgere lokalt og er samtidigt et eksempel på, at kunst også tiltrækker besøgende til Rødovre. Mange spejler sig i Heerups genkendelige og ligefremme motiver og det er med afsæt i Heerups billedunivers, at mange Rødovreborgere møder ny kunst. Kunstneren Henry Heerup huggede i sin villahave i Rødovre blandt andet den eventyrlige stenskulptur, Fjelddyret, som hver dag minder elever på Tinderhøj Skole om, at fantasi er vigtig.
Arne Jacobsen
Arne Jacobsen, en af det 20. århundredes største danske arkitekter, har med en række ikoniske bygning som Rødovre Rådhus og Rødovre Bibliotek, skabt arkitektur vi er stolte af i Rødovre. Den funktionelle arkitektur, som præger bybilledet, har mennesket i centrum. På samme måde er det vigtigt, at kunsten i Rødovre er skabt til at blive brugt af Rødovres borgere.
Fælles om kunst på alle niveauer
I Rødovre anerkendes og understøttes kunstens skabende kraft på mange niveauer. Vi ser den professionelle kunst i byen som inspiration for arbejdet med kunst i fx byens daginstitutioner og skoler, i workshops på Rødovredagen, i Heerups Museums billedskole og på aftenskolernes kurser. Det er vigtigt at børn og unge såvel som voksne guides og motiveres til at udvikle deres evne til og glæde ved at skabe med egne hænder.
Børnekulturpuljen
I Rødovre kan børn og unge søge Børnekulturpuljen og få støtte til at møde og lære af en professionelle kunstner. Som specialist og rollemodel stimulerer kunstneren børn og unges lyst til at dygtiggøre sig og giver mod til at skabe for andre og indgå i fællesskaber omkring kunst og kreativ udfoldelse.
Åben udstilling
I Rødovre understøtter vi borgernes mangfoldige kunstneriske udtryk fx gennem den årlige Åben Udstilling på Rødovre Bibliotek, hvor alle der bor i Rødovre Kommune opfordres til at sende værker ind. Denne form for kunstudstilling giver borgere mulighed for at dele, ikke bare deres kunstneriske udtryk, men også tanker og følelser udtrykt gennem kunsten. Rødovre Kommune ønsker, at være en attraktiv kommune for de professionelle kunstnere, der bor i byen.
Kunstens værdi
To principper for kunst i Rødovre
I Rødovre arbejde vi ud fra de to grundlæggende principper:
- At kunst er noget vi bruger
Det betyder, at vi i Rødovre ønsker, at kunst byen, er noget som bruges aktivt og af mange borgere. For nogen fungerer kunsten som mødested og pejlemærke, for andre som fysisk udtryk for en fælles identitet, som samtalestarter, destination for gåtur og meget andet. Vi arbejder derfor også med kunsten efter den er indviet.
- Kunst er noget vi skaber sammen
Med afsæt i Sammen om Rødovre rækker vi ud og involvere så mange borgere som muligt i kunsten. Vi forventer at de professionelle kunstnere vi samarbejder med ønsker, at lytte til byens stemmer og skabe kunst til tæt samspil med byen og dens borgere.
Kunstens egen stemme og kunsten på tværs
I Rødovre har vi både fokus på den værdi kunstoplevelser giver den enkelte og den værdi kunst giver til fællesskabet.
Oplevelser med kunst taler til vores følelser. Vi kan undre os, glædes, nyde, reflektere, blive eftertænksomme og få nye ideer i mødet med kunst. Det har stor værdi i sig selv. Kunst har sin egen stemme og kan være et frirum, hvor vi kan mødes på lige fod som mennesker med følelser og tanker. Kunsten kan give vores tanker og følelser billede og form, så det bliver nemmere for os at tale om det og dele det med hinanden. Vi skal ikke altid være enige, men det er godt, at vi er åbne for det nye og anderledes. Her kan kunsten ofte møde os på en fantasifuld og overraskende måde, der udvider vores forståelse af verden og hinanden.
”Kunst kan være et pejlemærke i byen – man kan sige:
”har du været der nede ved totempælen?”
så har man nogle mødesteder.
Noget vi alle sammen kender.”
Forbindelser og fællesskaber
Kunsten går også gerne på tværs og forbinder ting, tid og mennesker på nye måder. Det kan vi have stor glæde af, når vi udvikler nye fællesskaber og nye byrum. Kunstplanen skal fremover fungere som en fælles ramme for det tværfaglige samarbejde og som afsæt og inspiration til, hvor og hvordan kunst kan spille sammen med kommunens indsatsområder. Dette er baggrunden for de følgende tre strategiske indsatsområder; kunst og byudvikling, kunst og det sunde liv, samt kunst og det grønne byliv.
Kunst og byudvikling
Kunst i byen er med til at forme livet mellem husene. Forskelligt fra kunstværk til kunstværk kan kunsten bidrage til fx trygheden, den fælles identitet, lyst til ophold sammen og et større nærvær når vi færdes i byens fælles rum.
Vores steder
Da hvert byrum har sit særlige udtryk og muligheder skal også kunsten i byen repræsentere mangfoldige udtryk og materialer. Det kræver ind imellem, at vi sammen er modige i vores valg og at vi er åbne for eksempelvis midlertidig kunst eller kunst, som kræver lidt mere af den der oplever.
Når kunst i byen forbinder sig med et sted og stedets historie, er det som om kunsten altid har været der. Bronzeskulpturen Tyren forbinder eksempelvis Rødovre Rådhusplads med stedets fortid af frugtbare enge for græssende køer. Den forbinder fortid og nutid og tilbyder en forankring i noget fælles. Når vi udvikler på kommunale områder eller udfører renoveringer af de kommunale bygninger giver det de bedste betingelser for det gode samspil mellem kunst, byrum og lokal forankring, når vi tænker kunst ind fra starten.
”Vi hilser på Tyren hver dag,
når vi går forbi.”
Vi passer på kunsten
Kunsten i byen er vigtig for mange og vi arbejder på tværs af fagligheder med at passe godt på den. Bliver et kunstværk slidt eller på anden måde nedbrudt sætter vi ind professionelt og hurtigt, ligesom vi arbejder aktivt med holdbarheden og sikring af ny kunst.
Eksempler på indsatser:
- I forbindelse med skoleudvidelser kan kunst bidraget til at udearealer bliver attraktive og aktive mødesteder også i fritiden.
- Ved at tænke Heerups visuelle udtryk mere bredt ind i byen inddrages flere i det positive aftryk Heerups kunst sætter på byen.
- Vi ønsker at åbne kunsten for flere ved at formidle den mere aktivt fx gennem QRkoder og med opmærksomhed på tilgængelighed for alle.
Kunst og det sunde liv
I Rødovre er kunst og kultur integreret i ønsket om at arbejde for den gode velfærd for alle. Forløb som Kulturvitaminer har vist os, at kunst kan bidrage til bedre trivsel for eksempel borgere med sygdom, stress eller manglende beskæftigelse. Det er vigtigt at vi med kunsten rækker ud til dem som ikke rækker ind. Vi ønsker derfor fortsat, og på tværs af fagligheder, at undersøge og udfolde de muligheder der ligger i kunst som sundhedsfremme.
”Vi taler også om kunsten når vi går forbi. Det er gratis.”
Aktiv med kunst
Vi ved at aktiv deltagelse i aktiviteter med kunst styrker trivslen og livsglæden hos den enkelte og at bedre mental og fysisk sundhed giver mod på social interaktion. I kunstens værksteder udvikles nærvær og samhørighed samtidigt med at borgere motiveres til at udtrykke sig og skabe
Bynære fællesskaber
I forbindelse med udvikling af Rødovres nye bymidte, Gartnerbyen, er kunst blevet et centralt omdrejningspunkt for udviklingen af bynære fællesskaber. At blive set og mødt i nærområdet er med til at forebygge ufrivillig ensomhed og gør det nemmere at håndtere dagligdagen på egen hånd.
Eksempler på indsatser:
- At indtænke kunst og kunstnerisk udfoldelse af forskellig art i kommunens større sociale indsatser.
- At tilbyde kunstneriske værksteder, hvor alle borgere på tværs af indkomst, alder og evner kan opleve glæden ved at skabe med egne hænder i et kulturelt fællesskab, der ikke handler om at præstere.
- Vi vil arbejde på at flere bruger kunsten i byen aktivt fx som destination for daginstitutionens udflugt, i skolens undervisning eller som samtalestarter når vi som kommune møder borgere.
Kunst og det grønne byliv
Kunst kan hjælpe os med at sætte billede og form på det uhåndgribelige og komplekse ved eksempelvis klimaforandringer og biodiversitet. Oplevelsen af kunst kræver ikke at vi er eksperter, men spejler i stedet følelser og tanker som alle kan tage del i.
Kunst og naturoplevelser
Blandt andet ved at gengive dyr og planter kan kunst give kendskab og tilknytning til også den natur der ikke findes i byen og den kan åbne vores øjne for nye sider af den natur vi møder dagligt. På det grønne Aage Knudsens Strøg vil man fra 2026 eksempelvis kunne opleve værket En grøn drøm med mosaikker af de dyr og planter borgere drømmer om en dag vil flytte ind. Ved at dele grønne drømme med hinanden skabes fælles ejerskab og lyst til sammen at bruge naturen lidt mere.
Flere ud i naturen med kunst
Kunst i naturen kan være en anderledes og spændende anledningen til at vi kommer ud i naturen, bevæger os og opholder os lidt længere derude. Kæmpen Sovende Louis er et godt eksempel på et kunstværk i Rødovre, der får flere ud i naturen og bidrager til en anderledes naturoplevelse.
”Det er hyggeligt at gæssene ligesom følger mig på vej - og så napper de ikke.”
Strategiske indsatser:
- At tænke kunst ind i fremtidige indsatser for et grønnere byliv.
- At have fokus på at kunst kan bidrage til naturglæde og give anledning til at flere bevæger sig og gør ophold i naturen.
- Et særlig fokus er på børn og unges brug af naturen med bidrag fra kunsten.
Flere oplevelser, samtaler og fællesskaber omkring kunst
Med ’Kunst i byen – en strategisk plan’ vil kunst i de kommende år spille en mere synlig, aktiv og strategisk rolle i arbejdet med fx at skabe livsglæde og sammenhæng på tværs af byen. Vi vil se kunst og kunstneriske processer bidrage til flere af kommunens komplekse indsatsområder ligesom de gode erfaringer med kunst og det gode byliv vil blive udbredt til flere boligområder i takt med byens vækst. Ved forsat at prioritere kunst tidligt ind og ved at sætte turbo på formidlingen af kunsten vil flere få gode oplevelser, samtaler og fællesskaber omkring kunst. De strategiske indsatser forventes at være udfoldet og så vidt muligt igangsat indenfor en 4-årig periode. Kultur- og Fritidsudvalget vil følge arbejdet gennem årlige nedslag.
Læs også
Kontaktinformation
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider
