Elefantunge - Hans Kristian Olsen

Kunstner: Hans Kristian Olsen, (1902-1983)
År: 1946
Placering: Børneinstitutionen Troldhøjen
Horsevænget 9
Placering på kort
Opsat:
Materiale: Granit
Ejer: Boligorganisationen RKE, Afd. Horsevænget
Størrelse: H: 190 cm. L: 200 cm.

Mon ikke de fleste kender den? Den nysgerrige elefantunge, som fik sin lange snabel takket være den sultne krokodille ved bredden af den store grågrønne, grumsede Limpopo-flod, hvor febertræerne gror tæt…

Skulpturen er udført af billedkunstneren Hans Olsen i perioden 1948-51. Den enkle skulptur er et ganske genkendeligt motiv for de fleste, og den kan vel dårligt finde en mere passende placering end i netop en børneinstitution. Her må Rudyard Kiplings gamle historie ”The Elephant's Child”, som på dansk kom til at hedde ”Historien om hvordan elefanten fik sin lange Snabel” fra år 1900 altid vække begejstring.

Oprindeligt var børneinstitutionen en del af RKE’s afdeling på Horsevænget. Da institutionen blev solgt til Rødovre Kommune i 50’erne, fik den fine elefantskulptur lov til at blive stående blandt børnene på legepladsen. Den har da også gennem årtier været et væsentligt element i planlægningen af legepladsen og som vartegn i området, da placeringen på den lille græshøj gør skulpturen synlig og markant såvel på legepladsen som ude fra vejen.

Hans Olsen var egentlig uddannet sølvsmed, og de tidligste arbejder udførte han i bronze. I 40’erne blev hans fortrukne materiale granit. Han arbejdede naturalistisk med motiverne men i en forenklet form, som er meget karakteristisk i ”Den nysgerrige Elefantunge”.

Skulpturen er udført som forarbejde i plastelina i 1946, og på Vejle Kunstmuseum kan man se den lille skulptur (39x44x33 cm) ”Hvordan elefanten fik sin Snabel” fra 1948 udført i klæbersten. Også i Odense Kommune kan elefanten og krokodillen ses udført i bronze.

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK