Faldet - Eli Benveniste

Kunstner: Eli Benveniste (1961-)
År: 2001
Placering: Rådhuspladsen
Rødovre Parkvej 150
Placering på kort
Opsat: 2001
Materiale: Bronze
Ejer: Rødovre Kommune
Størrelse: H: 175cm.
Kilder:

Bronzeskulpturen ”Faldet” er skænket af Rødovre Centrum A/S ved Rødovre Kommunes 100 års jubilæum i 2001. Eli Benveniste er billedkunstneren bag skulpturen. Hun arbejder ofte med ler som materiale, og det er da også dette materiale, der er basis for bronzens formgivning.

Skulpturen er placeret i den stiliserede sø, som afslutter Rådhuspladsens gennemgående bassin umiddelbart til højre for indgangen til Kulturhuset Viften. Skulpturen er ikke placeret aksialt i forhold til vandelementet, men står lidt mere beskedent med den ”vilde”, frodige vandbiotop som baggrund. Placeringen ude i bassinet betyder, at man kun kan betragte den forvredne figur i en vis afstand, og at den nærmest smelter sammen med vandet omkring den.

Bronzeskulpturen har knap form som en kvindeskikkelse. Måske er hun ved at blive opløst af vandet eller ved at smelte sammen med vandet – måske er den udsprunget af vandet omkring den... et udtryk af smerte og ubalance hviler over den lille forvredne figur. Hvilke følelser udtrykkes gennem figuren, og hvilket fald henviser kunstværkets titel til?

Eli Benveniste er født i København og boede en årrække i Barcelona. I dag har hun fast bopæl i Italien, men hun har sit kunstneriske virke i Danmark. Benveniste er medlem af kunstnersammenslutningen ”Koloristerne”.

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK