Nyt kunstværk på Ørbygård

Er du kunstneren bag Ørbygårds nye kunstværk?

Det er med stor fornøjelse, at Rødovre Kunstråd inviterer alle professionelle kunstnere med interesse og erfaring for kunst i det offentlige rum, til at deltage i dette Open Call. Der ønskes forslag til et blivende kunstværk til for pladsen ved plejehjemmet Ørbygård, Medelbyvej 6, 2610 Rødovre.

Rødovre Kunstråd ønsker at give mulighed for, at alle professionelle kunstnere kan byde ind med ideer til et spændende og markant nyt kunstværk ved et af byens institutioner. Målet er at tænke kunst i byrummet på nye måder og i tæt samspil med plejehjemmet.

Kunstværkets omgivelser

Plejehjemmet Ørbygård er midt i en gennemgående renovering og forventes at stå færdig i anden halvdel af 2019 med plads til i alt 82 beboere. Institutionen vægter tryghed og nærhed for borgerne højt samtidigt med, at der er fokus på meningsfyldte oplevelser og sanseindtryk. Det er ikke mindst vigtigt, hvis man har svært ved at overskue og agere i dagligdagen. Ørbygård rummer ud over plejehjemmet også et Dagcenter, hvor ældre borgere kan mødes omkring middagsmaden og deltage i aktiviteter for både krop og hoved.

Du kan se den foreløbige plan for omstruktureringen af Ørbygårds forplads her.

Værket

Det er et krav at værket er blivende og skabt specifikt til dette område, der omfatter det nyrenoverede plejehjems hovedindgang og P-plads/adgangsvej. Værket skal forholde sig til stedets beboere, brugere og pårørende samt nærværende værdier så som fællesskab livsglæde og genkendelighed. Kunsten skal gerne bidrage til samtale og positive fortællinger.

Du kan se hvilke andre kunstværker, der findes i Rødovre her.

Fristen for at byde ind med forslag til et værk er 3. september 2018. Du kan læse mere om vilkårene for opgaven her. 

Spørgsmål og indsendte forslag sendes til kunstraadet@remove-this.rk.dk. 

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre

Telefon
36 37 70 00

Email

Kontakt og åbningstider