Ved vandstrålen - Poul Hansen

Kunstner: Poul Hansen (1918-1987)
År:
Placering: Espelunden Park
Placering på kort
Opsat: 1969
Materiale: Bronze
Ejer: Rødovre Kommune
Størrelse: D: 30 cm. B: 130 cm. H: 100 cm.

Lad nu vær’ med at lede efter denne skulptur. Der er den særlige omstændighed ved den, at ”Drenge ved Vandstråle” blev stjålet fra sin plads i Espelunden Park i maj 2003. Skulpturen har siden været efterlyst internationalt.

Historien bag skulpturen af de to drenge omkring en vandstråle er, at et kulturelt udvalg tilbage i 1967 undersøgte mulighederne for at opstille et kunstværk i Espelunden Park. Det kulturelle udvalg, bestående af blandt andet daværende borgmester Gustav Jensen, besluttede efter et møde med billedhugger Poul Hansen, at han var den rette til at skabe dette kunstværk, som skulle byde publikum velkommen fra parkens hovedindgang.

Poul Hansen udformede herefter en figurativ bronzeskulptur, som forestiller 2 drenge, der bøjer sig over en vandstråle. Vandstrålen, som de begge rækker ud efter, skyder op imellem dem. Poul Hansen fremhæver formernes samspil med et dobbelt stillingsmotiv. Lyset falder, så drengenes ansigter ligger i skygge. Både de dobbelte stillingsmotiver og legen med linjer og skygger er karakteristiske for Poul Hansens arbejder, som det også opleves i skulpturen ”Søstre”, der kan ses ved Rødovre Centrum.

Skulpturen er udført i bronze, og den stod på en sokkel af bornholmsk granit. Soklen blev hentet fra bornholmerfærgen kun ganske få timer inden den store indvielse. Den stramme tidsplan på grund af uforudsete problemer med materialeleverancen var derfor også årsag til, at ”drengene” ikke blev genstand for en egentlig afsløring. Men der var dog stor glæde, da ”Drenge ved Vandstråle” blev indviet i overværelse af blandt andet borgmesteren og kunstneren selv den 18. oktober 1969.

De dage i maj 2003, hvor drengene forsvandt, blev området gennemsøgt og der blev ledt overalt. I Jyllandsposten kunne man læse en lidt ironisk efterlysning af 4 mænd bevæbnet med boldsakse kørende i en kranvogn. Og den mest plausible teori er dog også stadig, at tyveriet var et bestillingsarbejde udført af professionelle, som medbragte det nødvendige værktøj til at bortføre den både uhåndterlige og tunge drengeskulptur.

Rødovre Kommune har efterfølgende, via Poul Hansens efterkommere, søgt efter den oprindelige afstøbningsform, men desværre eksisterer formen ikke mere.

Tilbage i parken står kun resterne af soklen og venter på sine 2 legende drenge, og drengesilhuetterne omkring det rislende vand er stadig et savn, når man går ind i Espelunden Park fra hovedindgangen.

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK