Velkommen til Rødovre Kommunes debatforum
Her kan du komme med din mening om lige netop det, der optager dig mest som borger i Rødovre.
Alle indlæg i ’Ordet er dit’ udgør tilsammen en fri og åben debat om forholdene i Rødovre. Du har mulighed for at være med ved at skrive et indlæg med din mening, eller at kommentere andres indlæg. Debatforum er et frit og åbent tilgængeligt forum, som kan læses af alle besøgende på kommunens hjemmeside på internettet. For at undgå misbrug af vores debatforum forbeholder vi os ret til at slette indlæg med kommercielt indhold eller med links til kommercielle websites.
Vi læser naturligvis alle indlæg og vi bestræber os på at svare på alle spørgsmål.
I har så ødelagt årets hidtil dejligste aften for indbyggere i hele Rødovre, Hvidovre, Vanløse og formentlig ydre Brønshøj og ydre Frederiksberg med ekstrem støjforurening fra kl 18-24. Hvad fanden er meningen?
Oprettet af: Marianne Ifversrn den 27. maj 2017, kl. 23:28
Besvar | Vis svar [1]
Kære Marianne Ifversrn - tak for dit indlæg.
Det er ikke Rødovre Kommune, der arrangerer 90ér fest – men vi har givet tilladelse til lån af rådhusplænen. Det gør vi også når det drejer sig om fx Byfest, Cirkus Arena, Sankt Hans aften, rockkoncerter mm.
Filosofien er, at det skaber liv i Rødovre. Vi er naturligvis kede af, at du synes du fik ødelagt din aften den 27. maj – og dit synspunkt vil indgå i vores evaluering af arrangementet.
Med venlig hilsen
Rødovre Kommune
Jens Kromann
Kommunikationkonsulent
Oprettet af: Jens Kromann den 29. maj 2017, kl. 10:06
Besvar
Jeg har købt en lejlighed med have i den kommende Terrassehaven og fik at vide, at haven lå ud til grønne områder og parker og nu må jeg så konstatere, at min have kommer til at ligge ud til et larmende område med en kommende inst. i to etager med 180 børn - hvordan kan i være bekendt at beslutte sådan noget, når i ved, at der ligger over hundrede nye lejligheder i Terrassehaven lige over for inst. med nye beboere, som troede de havde købt deres drømme lejlighed? Jeg kommer fra Gladsaxe kommune, og må ærligt indrømme, det første håndsindtryk som jeg har fået af Rødovre kommune tegner på ingen som helst måde godt. Der er så mange nye beboere som bliver berørt af dette og i kan ganske simpelt ikke være det bekendt.
Jeg er så bitter over dette, og har ikke ord for dette - jeg glæder mig på ingen måde til at flytte ind nu, og jeg ved, at der vil komme mange protester over dette. Få nu ændret denne beslutning og læg inst. et andet sted, hvor den ikke generer 146 nye lejligheds købere.
Venlig hilsen Kit Svendsen
Oprettet af: Kit Svendsen den 19. maj 2017, kl. 22:23
Besvar | Vis svar [1]
Kære Kit Svendsen
Tak for dit indlæg.
Først og fremmest velkommen til Rødovre. Jeg håber, at du bliver glad for at bo i vores dejlige kommune.
Jeg har forståelse for din situation, og jeg skal for god ordens skyld understrege, at kommunen naturligvis løbende har orienteret udviklingsselskabet bag Irmabyen om den konkrete placering af børneinstitutionen. Det er sket i god tid inden den politiske behandling i Kommunalbestyrelsen.
Rødovre er en velfærdskommune, hvor vi prioriterer forholdene for ikke mindst vores ældre og børn meget højt.
Irmabyen er en helt ny bydel i Rødovre med op til 3000 nye borgere, hvoraf rigtigt mange er børn. Det er en udvikling, vi glæder os over.
Men det betyder også, at hvis vi fortsat skal kunne garantere pasning til alle børn, er det nødvendigt at bygge en ny daginstitution. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet at investere 44 mio.kr. i en ny, moderne institution. Mange af de børn, som dagligt får glæde af den, kommer til at bo i netop Irmabyen.
Det er helt nødvendigt at bygge en ny institution ved Irmabyen, og placeringen af den syd for arealet for de eksisterende bygninger ved Espevang er i overensstemmelse med den lokalplan, der er for området. Området nord for Terrassehaven er omfattet af Lokalplan 83, der udlægger området til offentlige formål herunder bebyggelse til børneinstitutioner (jf. lokalplanens § 1.1 og 3.1). Lokalplanen blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen tilbage i 2002.
Bevillingen til den nye institution blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 11. oktober 2016 i forbindelse med vedtagelsen af budget 2017 ff.
Den 28. februar 2017 gav Kommunalbestyrelsen en egentlig projekteringsbevilling til gennemførelse af projektet, og programoplæg samt tidsplan blev godkendt. Institutionen forventes at stå færdig i slutningen af 2018.
Der vil ved placering og udformning af institutionen blive taget videst muligt hensyn til naboerne i området og til områdets karakter.
Med venlig hilsen
Erik Nielsen,
borgmester
Oprettet af: Erik Nielsen den 29. maj 2017, kl. 11:15
Besvar
Hvordan går det med den nye bro? Referatet fra kommunalbestyrelsesmødet 29-11
siger at arbejdet skulle kunne starte i april d.å. men indtil nu er der intet sket. Det er snart 2 år siden at broen blev ødelagt og den er meget savnet.
MVH
Oprettet af: Bendt Rasmussen den 28. apr 2017, kl. 16:50
Besvar | Vis svar [1]
Tak for dit spørgsmål.
Arbejdet med den nye bro er startet op i april.
Den nye bro bliver en stålbro, der bliver produceret på en fabrik, og det er her, størstedelen af arbejdet foregår. I midten af maj forventes arbejdet at gå i gang på Jyllingevej med nedrivning af trapper, herefter skal der støbes fundamenter. Den nye bro forventes at blive opsat i starten af august.
Oprettet af: Vej- og Trafikafdelingen den 02. maj 2017, kl. 13:00
Besvar
Når man , som jeg, ofte går rundt om Damhussøen, bemærker man at der på Københavnersiden er masser af bænke ved søbredden med en skøn udsigt over søen. Hvorfor er der ikke een eneste på Rødovresiden? Stedet er uden sammenligning een af kommunens største attraktioner og et par bænke ville understøtte dette.
Oprettet af: Susanne Løvgard den 14. apr 2017, kl. 08:47
Besvar | Vis svar [4]
Hej Susanne
Mange tak for din henvendelse. Vi er helt enige i, at Damhussøen er en dejlig attraktion for borgerne i både Rødovre og København. Hele Damhussøen inklusiv Rødovresiden ligger dog i Københavns Kommune, og det er derfor dem, som placerer og vedligeholder bænke rundt om søen. I samarbejde med Københavns Kommune arbejdes der på at få flere bænke op på Rødovresiden.
Mvh Park- og Naturafdelingen
Oprettet af: Park- og Naturafdelingen den 18. apr 2017, kl. 08:58
Besvar
Jeg har også altid undret mig over hvorfor der ikke er flere bænke ved søen, så jeg kan i hvert fald også bifalde, hvis der kunne gøres noget.
Generelt vil det være perfekt med flere bænke, når jeg går rundt i kvarteret :-)
mvh
Jeppe
Oprettet af: Jeppe den 03. maj 2017, kl. 11:40
Besvar
Hej Jeppe
Tak for din henvendelse - se venligst svaret til Susanne ovenfor.
Med venlig hilsen
Jens Kromann, Kommunikationskonsulent
Rødovre Kommune
Oprettet af: Jens Kromann den 03. maj 2017, kl. 12:44
Besvar
Det må vel alt andet lige heller ikke skubbe budgettet over kanten. Håber de er kommet op!
Venlige hilsner,
Manja Meritsen
Oprettet af: Manja den 12. dec 2019, kl. 16:01
Besvar
Så er den gal igen......lågen mod Tæbyvej skriger når den åbner og lukker?. Lidt smørelse vil gøre underværker, Tak!
Mvh.
Birgitte
Oprettet af: Birgitte den 29. mar 2017, kl. 12:13
Besvar | Vis svar [1]
Hej Birgitte.
Tak for din henvendelse.
Lågen blev efterset og renset før påske, så nu burde den ikke larme mere.
Oprettet af: Vej & Trafikafdelingen den 19. apr 2017, kl. 12:07
Besvar
Det er nu mere end en måned siden at det blev meldt til kommunen at der er observeret rotter ved stoppestedet for bus 200S ved Rødovre station. Rotterne farer stadigvæk rundt om benene på passagerare der venter på bussen. Der ligger en gammel snavset giftkasse i nærheden. Er der gift i den ser det ikke ud til at virke. Er der noget galt med indmeldingen på kommunens hjemmeside så at det ikke bliver modtaget. Det ser i hvert fald ud til at problemet bare vokser med flere og flere rotter ved det stoppested.
Mvh
Lise Petersen
Oprettet af: Lise Petersen den 28. mar 2017, kl. 02:57
Besvar | Vis svar [2]
Hej Lise
Tusind tak for din besked. Vi får ofte anmeldelser om rotter ved Rødovre Station og på buspladsen foran. Rotterne kommer ikke fra selve buspladsen men fra Rødovre Station. Rødovre Station hører til i Hvidovre Kommune, så navnet er lidt misvisende. Det er dermed også Hvidovre Kommune, der bekæmper på stationen og skråningerne op mod banen - og de er i gang.
Vi har valgt at sætte betonbænke op med gift forebyggende, fordi der ofte var anmeldelser fra området. Fra sommeren 2016 har det imidlertid ikke længere været lovligt, at lægge gift forebyggende, så nu kan vi kun gøre det efter anmeldelse. Det er vi kede af, da vi dermed har mistet et redskab i bekæmpelsen. Vi kan også mærke det på antallet af henvendelser om rotter.
Vi har også haft fokus på brandtomten, men en gennemgang viste ingen tegn på rotter. Vi har for en god ordens skyld sat elektroniske fælder op i kloakken, så der ikke kommer rotter op igennem evt. åbenstående afløb i brandtomten.
Vi sender selvfølgelig en rottefænger ud og checker, de kasser, der står i Rødovre Kommune - og sørger for at der kommer gift i hvis de er tomme!
Endnu en gang tak for din anmeldelse. Jeg ved ikke hvordan du kontaktede os sidst, men husk at du altid kan anmelde rotter til os via vores hjemmeside på www.rk.dk
Med venlig hilsen
Peter Christiansen
Miljømedarbejder
Oprettet af: Peter Christiansen den 28. mar 2017, kl. 10:18
Besvar
Mange tak for et udførligt svar. Jeg er meget glad for at høre at der er sat fokus på problemet.
Ros til Peter Christiansen der tager sig tid til at kommunikere med borgerne på sådan en omhyggelig og informativ måde.
Mvh
Lise
Oprettet af: Lise Petersen den 28. mar 2017, kl. 22:26
Besvar
Vi vil gerne sende en stor tak til medarbejderne i Rødovre kommune. Vi har i den seneste tid haft brug for hjælp i borgerservice med hjælp til Nem-Id og ikke mindst i forbindelse med Bjørn`s konstatering af KOL, det har været helt enestående - fantastisk søde og hjælpsomme medarbejderes og de kan ikke roses nok, stor tak til alle og tak til kommunen for ansvarlig og social kompetence og forståelse, det skal vi huske n år vi snart skal til valg.
Med venlig hilsen Tove og Bjørn Jensen
Oprettet af: Tove og Bjørn Jensen den 23. mar 2017, kl. 13:56
Besvar | Vis svar [1]
Kære Tove og Bjørn Jensen
Tak for indlægget om jeres positive oplevelse af mødet med personalet i Rødovre Kommune, herunder jeres seneste besøg hos Borgerservice.
I Borgerservice er vi særligt glade for de tilbagemeldinger, vi løbende får fra borgerne. Det er rart, når borgere giver sig tid til at skrive om deres gode oplevelser i mødet med kommunens frontpersonale.
Med venlig hilsen
Personalet i Borgerservice
Oprettet af: Carsten Petersen den 24. mar 2017, kl. 14:24
Besvar
Hej,
Jeg skal til at bygge et nyt skur af eternitplader (du kan se de, som jeg har valgt, her).
Jeg er dog lidt i tvivl mht., om jeg skal have byggetilladelse? Kan det passe, at der skal byggetilladelse til, hvis det bliver større end 35m2?
På forhånd tak.
Mvh.
Anders Mikkelsen
Oprettet af: Anders Mikkelsen den 20. mar 2017, kl. 15:22
Besvar | Vis svar [1]
Hej Anders
Vi er nødt til at kende din adresse for at kunne svare dig.
Reglen om 35 kvm gælder for det samlede areal af småbygninger i forbindelse med enfamiliehuse, men der kan være tinglyst en lokalplan eller en deklaration, der bl.a. kan indeholde bestemmelser for, hvor meget man må bygge på en ejendom og eventuelle byggelinjer. Der er også forskel på reglerne, alt efter om man f.eks. bor i et rækkehus eller et fritliggende enfamiliehus.
Du er velkommen til at kontakte os i Byggesags- og Erhvervsafdelingen på byggesag@rk.dk, så undersøger vi det nærmere.
Oprettet af: Byggesags- og Erhvervsafdelingen den 21. mar 2017, kl. 15:44
Besvar
Kære Roskilde kommune, jeg er ntop flyttet til Rødorve fra Frederiksberg, da jeg efter kontanthjælp loftet havde brug for en billiger bolig. Jeg har desvære dårlig tænder og derfor vil jeg høre om man kan få tilskud til tandlægebehandlinge i Rødorve kommune. Det er svært at finde en billig tandlæge i København når man er på kontanthjælp!
Oprettet af: Lars Andersen den 19. mar 2017, kl. 11:20
Besvar | Vis svar [2]
Kære Lars Andersen
Velkommen til Rødovre kommune.
Du kan søge om økonomisk hjælp til tandbehandling i henhold til Lov om aktiv socialpolitik §§ 82 og 82A. Du kan ansøge om økonomisk hjælp via enkeltydelsesskema på Borger.dk eller ved, at rette henvendelse til Økonomisk team på telefon 36 37 73 06.
Teamchef Jannie Lund
Social- og Psykiatriafdelingen
Oprettet af: Jannie Lund den 21. mar 2017, kl. 13:13
Besvar
Hej kan jeg godt få e-mail adr
Havde i sommers fået tilskud til tandlæge regning
Men jeg blev ik behandlet færdig da jeg var gravid
Og forsæt har tand problemer
Og nu kan jeg ik huske hvem jeg har havde skrevet med
Oprettet af: Emine savas den 02. okt 2019, kl. 23:35
Besvar
Kære Rødovre kommune.
Jeg ville blot høre om der fra kommunalt regi findes nogle klare regler for hvilken mad der serveres på skoler eller uddannelsesinstitutioner der har kantineordninger eller om dette er en beslutning som tages surverænt på de enkelte institutioner. Dette er selvfølgelig værd at vide i forhold til andelen af borgere som kæmper en daglig kamp imod overvægt på grund af for meget junkfood og takeaway som der findes alle vegne efterhånden. Ser frem til at høre fra jer :)
Oprettet af: Bertel Jørgensen den 16. mar 2017, kl. 15:15
Besvar | Vis svar [1]
Vi har ikke lavet faste retningslinjer for hvad der må serveres i skolerne. Det er op til skolebestyrelserne om de vil lave retningslinjer. Sundhedsafdelingen har lavet nogle kostvejledninger som skolerne kan følge.
Med venlig hilsen
John Kronbak
Skolechef
Oprettet af: John Kronbak den 21. mar 2017, kl. 14:42
Besvar