Vestvolden løber over 01. jan 2016
Især ved vejen Ved Voldgraven er Vestvolden nu så fyldt med vand at den lige på det sted løber over. Måske er det fordi rørene under veje og jernbaner er stoppet til med grene mv. som er faldet i volden siden snefaldet i november og stormen i december. I hvert fald er batardeauen i Brøndby syd for Park Alle hæmmet af grene. Pt ser det ud til mest at true beboerne langs Ved Voldgraven, men også mange af kaponiererne og broerne langs voldgraven er oversvømmet.
Tak for din henvendelse.
Det har generelt regnet meget i den sidste tid og det betyder, at jorden allerede var vandmættet, da der faldt store mængder regn i juledagene. Det betyder igen, at vandet ikke længere kan sive ned på græsplæner og øvrige ubefæstede arealer. Arealerne kommer således til, at virke som om de var belagt med fliser eller asfalt mv. Der skal derfor en meget stor afstrømning til for at afvande de usædvanligt store arealer (både befæstede og ubefæstede arealer). Derfor er vandet stuvet meget højt op i Voldgraven.
Inden jul har vi haft suget underløbet under Slotsherrensvej, og vi kunne derefter se, at der var god vandbevægelse her.
I forbindelse med det store snefald i november er der, som du nævner, knækket mange grene og træer og en del er landet i voldgraven. Vi mangler stadig mange oprydningsarbejder og nedskæringer som følge af det store snefald, men vi arbejder på sagen. Desuden fører vi hver dag tilsyn med underføringerne i voldgraven for at holde øje med, at der fortsat er gennemstrømning under veje og stier. Vi er således bekendt med den ekstremt høje vandstand i voldgraven.
Med venlig hilsen
Lise Rørbæk Barsøe
Afdeling leder for Park og Natur i Rødovre Kommune