Flere leveår skal også være gode leveår i Rødovre
Når FN’s internationale ældredag markeres den 1. oktober, er temaet i år, hvordan vi som samfund skal indrette os, når mennesker lever længere. Det er en vigtig dagsorden, som også bør fylde i Rødovre, mener Seniorrådet i Rødovre.
Vi lever længere end tidligere. Det er en positiv udvikling, men de mange ekstra leveår stiller samtidig nye krav til vores måde at indrette samfundet på.
Hvordan sikrer vi gode boliger, et sundhedsvæsen tæt på borgerne, gode muligheder for transport og stærke fællesskaber? Og hvordan forebygger vi, at flere end nødvendigt bliver afhængige af hjælp og pleje?
Det er nogle af de spørgsmål, Seniorrådet i Rødovre arbejder med.
”At vi lever længere, er noget, vi skal glæde os over. Men det kræver også, at vi tænker anderledes om seniorlivet. Seniorer er ikke bare mennesker, der har brug for hjælp. Mange er aktive, engagerede og bidrager hver dag til vores lokalsamfund. Det skal vi som kommune være bedre til at understøtte,” siger Michael Folke Hellensberg, formand for Seniorrådet i Rødovre.
Seniorerne skal være med til at forme fremtiden
FN fremhæver samtidig, at ældre menneskers erfaringer og perspektiver skal inddrages, når fremtidens samfund udvikles.
Det er også et vigtigt udgangspunkt for Seniorrådet.
”Hvis vi vil skabe et Rødovre, hvor man kan leve et godt liv hele vejen gennem seniorårene, skal vi lytte til seniorerne selv. De ved om nogen, hvad der fungerer, og hvor der er behov for forandring,” siger Michael Folke Hellensberg.
For Seniorrådet handler det derfor om mere end ældrepleje. Det handler også om forebyggelse, sundhed, boliger, tilgængelighed, transport, kultur, fritidsliv og fællesskaber – altså de rammer, der har betydning for muligheden for at leve et aktivt og selvstændigt liv.
Ældrereformen og sundhedsreformen sætter nationalt fokus på blandt andet selvbestemmelse, forebyggelse og et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Seniorrådet ser FN’s ældredag som en anledning til også at se på, hvordan de ambitioner omsættes til konkret virkelighed lokalt.
”Vi skal ikke bare spørge, hvordan vi hjælper mennesker, når de får brug for hjælp. Vi skal også spørge, hvad vi kan gøre for, at flere kan holde sig aktive, selvhjulpne og en del af fællesskabet længere. Det er sådan, vi får flere gode leveår i Rødovre,” siger Michael Folke Hellensberg.