Høringer

På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.

På Rødovre Kommunes høringsportal offentliggøres følgende typer af planer når et planforslag er blevet vedtaget udlagt til offentlig høring:

  • Kommuneplan
  • Kommuneplantillæg
  • Lokalplaner

Kommuneplaner

Kommuneplanen er Kommunalbestyrelsens mål for udvikling og anvendelse af arealerne i Rødovre. I kommuneplanen er det fastlagt, hvor der skal være boliger, erhverv, butikscentre, grønne områder, veje osv. Samtidig indeholder den rammerne for lokalplanernes indhold. Kommuneplanen revideres hvert 4. år.

Kommuneplantillæg

Et kommuneplantillæg er et supplement til den eksisterende kommuneplan. Et kommuneplantillæg kan ju-stere og ændre bestemmelser i kommuneplanen, når det er nødvendigt f.eks. i forhold til realiseringen af en lokalplan. I forbindelse med udarbejdelse af et kommuneplantillæg udføres nogle gange en forudgående høring, hvor der indkaldes idéer til den forestående planlægning. 

Lokalplaner

Lokalplanen gælder for et enkelt område og fastlægger mere detaljeret, hvordan området skal bruges og se ud. Lokalplanen skal holde sig inden for kommuneplanens rammer. De ejendomme, der er omfattet af planen, er indberettet på Plansystem.dk, og er som sådan juridisk bindende for fremtidige dispositioner på ejendommen. Lokalplanen regulerer ikke eksisterende lovlig anvendelse og påfører ikke handlepligt.

Ifølge planloven skal der laves en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre, at kommuneplanen bliver gennemført eller for større bygge- eller anlægsarbejder, herunder hvis bebyggelse skal nedrives. Lokalplaner som ikke holder sig inden for kommuneplanens rammer kræver et kommuneplantillæg.

En lokalplan fastsætter regler om anvendelse og udformning af bebyggelse og arealer for et udpeget geografisk område.

Lokalplanen består af to dele – en redegørelse og en række bestemmelser (grå sider).

Redegørelsen består af en gennemgang af planens forudsætninger, områdets eksisterende forhold sammen med de fremtidige intentioner for området.

Bestemmelser er konkrete regler for, hvordan en ejendom kan benyttes og udgør den juridiske del af planen.

Bestemmelserne udgør bindende retningslinjer for anvendelse, bebyggelse, beplantning mv.

Bestemmelserne suppleres med bindende kortbilag, som viser lokalplanområdets afgrænsning, opdeling og andre forhold som f.eks. en fremtidig bebyggelsesplan. I lokalplanens bilag kan også findes andre supplerende oplysninger som evt. udpegning af bevaringsværdig bebyggelse og beplantning.

Bestemmelserne suppleres også med en række noter, som uddyber intentionerne med bestemmelserne.

En lokalplan har ikke tilbagevirkende kraft. Det betyder at en lokalplan alene fastsætter bestemmelser for fremtidige forhold og der er med andre ord, ikke handlepligt for grundejerne. Dette kan du se mere om i lokalplanens retsvirkninger.

Kommunalbestyrelsen skal påse at bestemmelserne overholdes og skal sørge for lovliggørelse af ulovlige forhold.

I høring netup nu

I høring til: 29.07.26

Kategori: Andre planer

Kommunalbestyrelse har den 26. maj 2026 vedtaget at sende Forslag til Tillæg til Spildevandsplan 2022-2030 i offentlig høring. Forslag til Tillæg 1 til Spildevandsplanen fremlægges i offentlig høring…

Kontakt os

Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000

Husk at skifte til relevant enhed

Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.

Kommentarer, ændringsforslag eller indsigelser til planerne skal afgives her på høringssiden. Når høringen er afsluttet, vil de indkomne svar indgå i den videre proces. Høringssvar bliver offentligt tilgængelige, så interesserede borgere, virksomheder, organisationer med videre kan se, hvilke høringssvar der er afgivet.

Vær derfor opmærksom på, IKKE at skrive personfølsomme eller fortrolige oplysninger i et høringssvar.

Mailadresse på de personer, der afgiver høringssvar vil ikke være offentligt tilgængelige. Kun navn vil fremgå.

Du kan orientere dig om de afsluttede høringer nedenfor. Her kan du også se de høringssvar, der er blevet afgivet i høringsperioden.

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.