Arkiv 2017

Høringssvar 2017

Fold alle ud

Høringssvar: Angående udkast til Bæredygtighedsindsatsen

SeniorRådet har torsdag den 2. februar 2017 modtaget et udkast fra Rødovre Kommune til Bæredygtighedsindsats 2017 med frist for eventuelle bemærkninger til onsdag den 8. februar 2017.

SeniorRådet har gennemgået udkastet og har i den forbindelse hæftet sig ved, at et af kommunens fem indsatsområder er inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i Agenda 21 arbejdet, jf. side 3 i udkastet. Hvis kommunen reelt ønsker at inddrage borgerne, så bør en frist for at afgive bemærkninger til et dokument som Bæredygtighedsindsatsen ikke fastsættes så kort som til kun 6 dage.

Udkastet til Bæredygtighedsindsats 2017 giver SeniorRådet anledning til følgende bemærkninger:

Angående affaldssortering og -indsamling: SeniorRådet hilser med tilfredshed, at der etableres afhentning af flere og flere forskellige typer affald, idet navnlig ældre kan have svært ved at benytte genbrugsstationen dels fordi de ikke har mulighed for selv at transportere deres affald, dels fordi det ved aflevering af affald i de forskellige containere på genbrugsstationen kan være nødvendigt med fysisk krævende løft, som ældre ikke magter.

Angående LED-pærer i vejbelysning og signalanlæg: SeniorRådet kan tilslutte sig at glødepærer og lignende i vejbelysning og signalanlæg udskiftes til mere energivenlige LED-pærer for at spare både penge, energi og CO2, dog må det være en betingelse, at lysstyrken ikke reduceres, så der bliver mørkere for vore ældre at færdes på stier, veje og pladser i kommunen.

Angående tilgængelighed: Det er vigtigt at adgangsforholdene til de faciliteter, som borgerne bruger i hverdagen er tilgængelige. Det gælder både indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter og andre rekreative områder, men også adgangen til kulturelle faciliteter og kommunale kontorer. I denne forbindelse skal SeniorRådet pege på, at det er meget vanskeligt at finde en ledig parkeringsplads ved rådhuset og social- og sundhedsforvaltningen, da alle parkeringspladser er besat af rådhusets og forvaltningen ansatte inden for almindelig arbejdstid.

Med venlig hilsen.

På SeniorRådets vegne
Ruth Mørch

Høringssvar: På forslag til Kvalitetsstandarder 2017

SeniorRådets høringssvar på forslag til Kvalitetsstandarder 2017.

SeniorRådet har med interesse læst forslag til ovennævnte, som indeholder væsentlig ændringer i opsætningen i forhold til Kvalitetsstandarder fra 2014.

Vi har følgende kommentarer:

Det er efter vores opfattelse ikke god service med rengøring hver 14. dag, vi er af den opfattelse at det bør være 1 gang ugentlig, ældre der opholder sig meget i hjemmet, har brug for der er rent omkring sig. Der er borgere der oplever dårlig standard af rengøring.

Borgere med totale begrænsninger (side 8) her bør efter vores opfattelse, indgå tømning af postkasse og hvis der behov læsning af post.

Borgere med lettere begrænsninger ( side11), her er ikke nævnt rengøring af toilet, det bør indgå i rengøring.

På side 12, er nævnt tømning af skrald det ene sted og det andet sted tømning af affald.

Hvor der er nævnt hjælp fra pårørende, er det en forudsætning, at det er med pårørendes accept og pårørende aldrig kan være en erstatning for det professionelle personale. Dog er samarbejde med pårørende vigtig.

I kvalitetsmål for personlig hjælp og praktisk hjælp, står at der tildeles et fast team inden for en måned. Der er vores erfaringer, at de mål ikke lever op til intentionerne.

Ved snak med borgere, så kan de opleve mange forskellige hjælpere.

Med venlig hilsen.

På SeniorRådets vegne
Ruth Mørch