Høringer

Rødovre Kommunes høringsside er målrettet brede offentlige høringer.
På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.

Processen bag høringssvar

Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.

Høring:

Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028

Officielt navn: Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028
Høringsperiode: 08.04.19 - 02.06.19
Sagsnummer 13.02.08-P15-1-17

Kommunalbestyrelsen har den 26. marts 2019 vedtaget at sende Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028 i offentlig høring i otte uger.
Se Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028 her
Se Miljøscreening af planforslaget her


Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028

Formålet med Vandforsyningsplan 2019-2018 er at opstille de planmæssige rammer, som Rødovre Kommune skal administrere efter på vandforsyningsområdet. Vandforsyningsplanen danner desuden grundlaget for vandforsyningens planlægning.

Vandforsyningsplanen dækker perioden 2019-2028 og består af en statusdel og en plandel. Statusdelen redegør for de eksisterende forhold, mens plandelen redegør for det fremtidige vandbehov, kommunens målsætninger for området og initiativer til realisering i planperioden. Vandforsyningsplan 2019-2028 erstatter den tidligere gældende Vandforsyningsplan 2008-2018. 

Høringsperiode

Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028 er fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 8. april 2019 til og med den 2. juni 2019. Kommentarer, ændringsforslag, eller indsigelser til planforslaget skal senest den 2. juni 2019 afgives på Rødovre Kommunes digitale høringsportal. Yderligere oplysninger om forslaget kan fås i Miljø og Affald i Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77, tlf. 36377000.


Planen er ikke miljøvurderet

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis Forslag til Vandforsyningsplan 2019-2028 må antages at få væsentlig indflydelse på miljøet. Det er ved en miljøscreening vurderet, at forslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering. Dette begrundes med, at forslaget ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Denne afgørelse har været i høring hos HOFOR, nabokommuner og naboforsyninger, Miljøstyrelsen, Region Hovedstaden, Vejdirektoratet, Banedanmark, Styrelsen for Patientsikkerhed samt Rødovre Kommunes forvaltninger, da disse vurderes at være berørte myndigheder. 

 
Klagevejledning

Rødovre Kommunes afgørelse om ikke at miljøvurdere Vandforsyningsplan 2019-2020 kan jf. miljøvurderingslovens § 40, stk. 3 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der kan kun klages over retlige spørgsmål. Klagefristen er fire uger fra offentliggørelsen af Rødovre Kommunes afgørelse og udløber dermed 6. maj 2019.

Klageberettiget er jævnfør miljøvurderingslovens § 50 miljø- og fødevareministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Klage skal som udgangspunkt indgives via Klageportalen, som du finder et link til på www.borger.dk og www.virk.dk. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge Klageportalen.

Når du klager, skal der betales et klagegebyr. Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. På Nævnenes Hus hjemmeside www.naevneneshus.dk under Miljø- og Fødevareklagenævnet er en vejledning til, hvordan du klager.
I Klageportalen sendes din klage automatisk til Rødovre Kommune. Hvis Rødovre Kommune fastholder afgørelsen, sender Rødovre Kommune klagen videre til behandling i Nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

En klage har normalt ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Spørgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til vandforsyningsloven, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. vandforsyningslovens § 81. 

Opret høringssvar

Høringssvar

Ingen høringssvar fundet.

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK